Emilia frygter for plejen: Ufaglærte får ansvar for menneskeliv

Linda Valentin Larsens historie er desværre ikke enestående. Den er hverdag for tusindvis af medarbejdere i plejesektoren.

En hverdag præget af frustration, omsorgstræthed og en konstant følelse af ikke at slå til. Af at være slidt – både fysisk og psykisk.

Politikerne bliver igen og igen inviteret til at komme og opleve virkeligheden. Til at tage en vagt. Til at mærke presset på egen krop. Alligevel bliver de væk.

Jeg stiller mig gerne til rådighed: Kom og følg med. Tag en ottetimers vagt. Mærk tempoet, ansvaret og afmagten.

Problemet er ikke kun mangel på hænder. Det er måden, man forsøger at løse det på.

Man ansætter folk “fra gaden” – venlige og velmenende mennesker, som måske er i sabbatår eller ønsker at tjene lidt ekstra. Men de kan kun løse en del af opgaverne. Resten lander hos de faglærte.

Det er de uddannede medarbejdere, der står med det fulde ansvar. Det er dem, der skal løbe stærkere. Og det er dem, der til sidst knækker.

Vi ville aldrig acceptere, at ufaglærte håndterede store maskiner efter få dages oplæring. Hvorfor accepterer vi det, når det handler om mennesker?

For i plejesektoren er konsekvenserne ikke små. En fejl kan koste et menneskeliv.

Hvordan er vi endt et sted, hvor ansvaret for de ældres helbred, værdighed og livskvalitet bliver behandlet så let?

Det her handler ikke kun om arbejdsvilkår. Det handler om værdighed. Om kvalitet. Og i sidste ende om menneskeliv.

Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at gøre det bedre.

Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.

Forleden hørte jeg, at man skal lære at være ligeglad. Men det nægter jeg. Så kan jeg lige så godt vælge at skifte arbejde.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk