"Helt ærligt – held og lykke med at få flere til at søge ind i det her fag"

Jeg er 51 år og arbejder i ældreplejen.

Jeg skiftede fra detailhandel for nogle år siden. Efter mange år samme sted, uden at blive set eller værdsat, havde jeg brug for noget andet. Noget der gav mening. Noget, hvor jeg kunne gøre en forskel for andre mennesker.

Det vil jeg stadig gerne.

Men jeg er nødt til at sige det, som det er: sådan som det er nu, er det ikke holdbart.

Vi løber stærkere, end jeg nogensinde har prøvet før. Telefonen ringer konstant. Der er altid nogen, der har brug for hjælp. Og det er jo mennesker – ikke opgaver. Mennesker, der er bange, syge eller alene.

For nylig havde jeg en oplevelse, der ramte mig hårdt.

En borger, som har brug for ekstra tryghed, ringede mange gange. Og jeg nåede et punkt, hvor jeg ikke kunne rumme det mere. Jeg sagde fra på en måde, jeg ikke er stolt af. Ikke sådan, jeg plejer at være.

Jeg gik ud bagefter og brød sammen.

Jeg tog mig sammen, gik ind igen, satte mig ned og sagde undskyld. Gav et kram. Forklarede situationen. Men følelsen sad i kroppen bagefter.

Jeg var syg i flere dage. Af dårlig samvittighed.

Og det er dér, jeg tænker: noget er galt.

Det her handler ikke om, at vi ikke vil. For det vil vi. Vi gør os umage. Hver dag.

Men vi kan ikke blive ved med at løbe så stærkt, uden at det går ud over nogen. Enten borgerne – eller os selv.

Derfor vil jeg gerne invitere jer politikere på besøg:

Kom og tag en vagt med os.

Ikke et møde. Ikke et oplæg. Men en reel vagt. Mærk presset. Mærk tempoet. Mærk ansvaret.

Så tror jeg, I vil forstå, hvad det er, vi står i.

For som det er nu, så hænger det ikke sammen.

Og jeg siger det lige ud: hvis der ikke sker noget, så stopper jeg.

Ikke fordi jeg ikke vil arbejdet – men fordi jeg ikke kan holde til det. Og den løn, vi får, hænger ikke sammen med det ansvar og det pres, vi står med.

Og helt ærligt – held og lykke med at få flere til at søge ind i det her fag, hvis det fortsætter sådan.

Det bliver kun et større problem i fremtiden.

Og når man samtidig hører politikere tale om begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft, så bliver jeg nødt til at spørge:

Hvem skal så gøre det her arbejde?

For der er allerede mangel. Og vi kan ikke løfte det alene.

Jeg vil gerne blive. Jeg vil gerne gøre en forskel.

Men så skal der også være nogen, der gør en forskel for os.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk