Susanne blev angrebet med en saks: Otte år senere får hun sin erstatning
En lang række episoder med en truende borger betød, at social- og sundhedshjælper Susanne Iversen udviklede PTSD. Først nu – efter langvarig sagsbehandling i Erstatningsnævnet – er sagen slut. Men hun lider stadig: ”Mit liv er væltet”.
i dag kl. 10.47
Vi skruer tiden tilbage til den første fredag i august 2018.
Susanne Iversen er på aftenvagt på det bosted i Vesthimmerland, hvor hun i mere end 10 år har arbejdet som social- og sundhedshjælper med borgere, der sent i livet har pådraget sig en hjerneskade.
En mandlig beboer, der er kendt for at være aggressiv, kører frem mod Susanne Iversen i sin kørestol. Han er – som så ofte før – vred og råbende, og Susanne bliver presset op i et hjørne, mens hun forsøger at tale ham til ro.
Hun får hjælp af den vagt, der er ansat til at beskytte personalet mod den aggressive mand. Hun ringer også til politiet, som kun vil assistere, hvis der er en vagtlæge til stede.
Da lægen dukker op, er beboeren dog faldet til ro, og situationen vurderes som ’stabil’.
Fem timer senere er den imidlertid gal igen.
”Jeg slår dig ihjel,” råber beboeren, som nu er bevæbnet med en saks.
Vagten reddede mit liv
Det blev ved truslerne. Men Susanne Iversen er sikker på, at vagten måske reddede hendes liv, fordi han skubbede en sofa ud foran den aggressive beboer.
”Saksen røg ind i den sofa. Uden vagten havde jeg nok ikke været her i dag,” siger hun.
Uden den vagt havde jeg nok ikke været her i dag.
Susanne Iversen, social- og sundhedshjælper
Hun fik ikke meget søvn den nat. Trods det valgte hun at passe sin lørdagsvagt, men det var for svært.
”Søndag meldte jeg mig syg, og siden har jeg ikke været på arbejde. Mit liv er væltet.”
Tre år i retssystemet
Overfaldet blev kulminationen på en lang række episoder med den pågældende borger.
Kort efter fik Susanne Iversen diagnosen PTSD af lægerne på Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg. Og uden synderlige problemer fik hun vurderet sit erhvervsevnetab til 90 procent, hun fik erstatning, og hun kom på seniorpension.
På andre fronter gik sagen nærmest i stå.
Således varede det mere end tre år, før byretten og siden landsretten havde dømt manden.
Og da Susanne Iversens sag derefter røg i Erstatningsnævnet, varede det halvandet år at tilkende hende 85.000 for svie og smerte.
Rystet på den gode måde
Samtidig afviste nævnet at give hende erstatning for erhvervsevnetabet. Det var forkert ifølge Anders Bang Mønster Hansen, der som advokat i FOA har bistået Susanne Iversen og også hjalp hende med at klage over nævnets afgørelse.
Det var i oktober 2023, og derefter brugte nævnet 35 måneder på at behandle klagen – og i øvrigt måtte give Susanne Iversen medhold.
Derfor har hun nu – mere end otte år efter overfaldet – modtaget den endelige erstatning. Den gør det blandt andet muligt for hende at indfri noget af gælden i sit hus.
Derfor vandt Susanne
De seneste tre års juridiske ballade i Susanne Iversens sag bunder i, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) anerkendte de psykiske gener og hendes PTSD som en erhvervssygdom. I den forbindelse fik hun også erstatning for sit erhvervsevnetab på 90 procent.
Samtidig anerkendte AES overfaldet med saksen som en arbejdsskade – uden at erstatte hendes erhvervsevnetab. De penge optrådte jo allerede i forbindelse med PTSD-diagnosen, og hun skulle ikke have de samme penge to gange i AES-systemet.
Som offer i en voldssag skulle episoden med saksen også behandles af Erstatningsnævnet. Her blev afslaget på at kompensere hendes erhvervsevnetabt begrundet med, at AES heller ikke havde givet hende erstatning for det.
Den afgørelse var, ifølge FOA-advokat Anders Bang Mønster Hansen, i strid med de regler, Erstatningsnævnet er underlagt.
”Det afgørende er, at AES med sin afgørelse havde anerkendt Susannes erhvervsevnetab – uanset om det var ’bogført’ under PTSD-diagnosen eller overfaldet. Og det var altså overfaldet med saksen, der førte til at Susanne blev sygemeldt og aldrig kom tilbage på arbejde,” siger han.
”Da jeg fik den nyhed, blev jeg rystet på den gode måde. Jeg havde for længst afskrevet de penge, så det var lidt som at vinde i Lotto. Men jeg kunne godt have brugt nogle af de penge tidligere. Så havde jeg for eksempel undgået at tage lån i huset,” siger hun og sætter ord på sin frustration:
”Det er ikke min skyld, alt det her skete. Jeg passede jo bare mit arbejde. Jeg forstår ikke, det kan tage så mange år at slutte sådan en sag.”
Bange for tandlægen
Hun lægger ikke skjul på, at forløbet har været slidsomt.
For eksempel måtte hun tage beroligende medicin de to gange, hun vidnede mod gerningsmanden.
Hun tager stadig beroligende medicin, når hun er hos tandlægen. Når han bøjer sig over hende med sine instrument, oplever hun, at hun bliver angrebet med en saks.
Kommer nederst i bunken
Fagbladet FOA har bedt Erstatningsnævnet forklare, hvorfor det har taget 35 måneder at behandle klagen.
I et skriftligt svar fra sekretariatschef Eva Aaen fremgår det, at "Erstatningsnævnet kan ikke kommentere på konkrete sager, og derfor kan nævnet heller ikke redegøre nærmere for sagsbehandlingstiden i den konkrete sag."
"Udfordringen er, at nævnet har en ophobet sagsbunke, der ved udgangen af 1. halvår 2026 bestod af 4.707 ubehandlede sager. Fordi Erstatningsnævnets sekretariat ikke har nok kapacitet til at behandle alle sagerne, kommer den enkelte sag til at vente meget længe, før der er ledig kapacitet til at tage sagen under behandling. Det er grunden til den meget lange sagsbehandlingstid," skriver sekretariatschefen og fortsætter:
"En klage over en afgørelse vil ofte have karakter af en anmodning om at genoptage sagen til fornyet behandling. Medmindre vi ved modtagelsen af anmodningen vurderer, at der kan træffes afgørelse hurtigt, har anmodningen som udgangspunkt ikke forrang frem for øvrige sager i nævnet, som endnu ikke har været under behandling."
Erstatningsnævnets aktuelle sagsbehandlingstider er på gennemsnitligt 33 måneder.
Hverdagen er dog langsomt blevet bedre. I begyndelsen købte hun kun ind lige før lukketid for at undgå mennesker. Nu kan hun godt handle, når der er mange kunder i en butik. Men koncerter er stadig udelukket.
”Jeg har det bedst, når jeg tuller rundt i min have eller går en tur i skoven. Der er der ro.”
Aldrig klaret det alene
I virkeligheden er sagen ikke helt slut. Anders Bang Mønster Hansen har opdaget en formodet regnefejl i Erstatningsnævnets seneste afgørelse. Hvis han har ret, bliver den endelige erstatning forhøjet.
”Så må vi se, hvor lang tid dét tager,” siger Susanne Iversen og afslører, hvorfor hun har valgt at stå frem med sin historie:
”Jeg har spekuleret på, om jeg overhovedet skulle gøre det. Og jeg er kommet frem til, at det er det helt rigtige, hvis det kan betyde, at andre undgår at vente lige så lang tid. Og så vil jeg altså også fortælle, at det gør en forskel at være med i en fagforening som FOA. Jeg havde aldrig klaret det her alene.”
Læs mere på foa.dk
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
