Lisbeth fik angst efter overfald på jobbet: "Det dur ikke, at det unormale bliver normalt"

Snart har den 56-årige social- og sundhedsassistent Lisbeth Stelmach sin sidste arbejdsdag, og dermed siger hun farvel til jobbet med et stik i hjertet.

Hun knuselsker nemlig de børn, hun har været tæt på i knap tre år på en østjysk institution.

Børnene er mellem seks og 18 år og har omfattende kognitive funktionsnedsættelser. De har ikke noget talesprog og er reelt på niveau med børnehavebørn.

Det er dem, Lisbeth Stelmach nu forlader, efter at hun selv har sagt sin stilling op.

Årsagen gemmer sig blandt andet i de mange ar efter bid og krads på hendes arme.

»Jeg ville ønske, det ikke var kommet hertil. Men jeg har lovet mig selv, at den angst og uro, der rammer mig på jobbet, ikke skal forfølge mig, når jeg har fri og er hjemme. Derfor stopper jeg. Uanset min kærlighed til børnene kan jeg ikke længere tåle, at vold og trusler er et vilkår,« siger hun.

Kradset, bidt og revet

Det hele begyndte i juli sidste år, da hun to gange samme dag blev overfaldet af en 12-årig dreng.

Første gang gik han – som så ofte før – på et splitsekund fra smil til affekt. Lisbeth Stelmach måtte lægge sig imellem drengen og to kolleger, og derfor gik det ud over hende. Inden drengen blev talt til ro, havde han både kradset og bidt hende og revet hendes briller af.

Lidt senere var han på tur med Lisbeth Stelmach på institutionens sofacykel. Det gjorde de ofte, og de fulgte altid den samme rute.

»En forudsigelig struktur er en forudsætning for at skabe tryghed,« forklarer hun.

Sendt hjem af lederen

Denne dag ville drengen pludselig en anden vej og trak hårdt i cykelstyret. Lisbeth Stelmach rettede op og forsøgte at berolige ham med sang og snak. Men forgæves.

Han gik igen i affekt, og denne gang nøjedes han ikke med at bide, kradse og rive i hendes briller. Han trak også voldsomt i hendes hår.

»Det var bestemt ikke rart. Jeg regnede dog med, at jeg ville ryste oplevelsen af mig i løbet af de tre fridage, jeg havde foran mig. Men da jeg kom på arbejde igen, fornemmede vores konstituerede leder, at episoden havde påvirket mig mere, end jeg gav udtryk for, og sendte mig hjem.«

Rammer mange FOA-medlemmer

Lisbeth Stelmachs beretning er langt fra enestående.

En ny arbejdsmiljøundersøgelse blandt FOAs medlemmer viser, at 43 procent i et eller andet omfang har oplevet trusler om vold på arbejdspladsen inden for det seneste år.

Det er markant over niveauet blandt danske lønmodtagere generelt, hvor det tilsvarende tal er otte procent.

Derudover har næsten 30 procent af FOAs medlemmer været udsat for fysisk vold inden for det seneste år. Her er det altså ikke blevet ved truslerne.

Ikke alle episoder registreres

Det billede genkender Lisbeth Stelmach.

Indtil september i år var hun arbejdsmiljørepræsentant, og hun vurderer, at der på hendes snart tidligere arbejdsplads blev udfærdiget 10-15 indberetninger om ugen. De såkaldte VCTC-indberetninger dækker over vold, trusler, chikane og traumer.

»Det tal dækker næppe virkeligheden. I skyndingen er der nogle episoder,« siger hun.

Det peger FOAs undersøgelse også på. Her angiver 30 procent, at de sjældent eller aldrig registrerer tilfælde af psykisk vold som for eksempel trusler eller overfusninger.

Angsten førte til selvmordstanker

Episoderne med den 12-årige dreng blev dog indberettet. Lisbeth Stelmach opsøgte også sin egen læge samme dag, som lederen sendte hende hjem.

»Jeg blev ramt af angst og alle de grimme tanker, der er på paletten. Også suicidaltanker,« fortæller hun og forklarer overvejelserne om at tage sit eget liv:

»Det gjorde mig ondt at se mine tre døtre så påvirkede af at se deres mor i den situation.«

Lisbeth Stelmach var sygemeldt i otte måneder. Undervejs fik hun hjælp gennem psykologsamtaler, psykoterapi og kropsterapi.

Forløbene hjalp hende blandt andet til at indse, at hun ikke havde grund til at bebrejde sig selv noget. Hun havde håndteret de to situationer rigtigt.

Som en ny arbejdsplads

I marts følte hun sig klar til at genoptage arbejdet. Ikke mindst fordi en ny leder havde ændret på nogle af de organisatoriske rammer.

»Det var som at komme tilbage på en ny arbejdsplads,« siger hun.

En vigtig ændring var, at vikarbureauerne var blevet erstattet af faste vikarer.

»Tilfældige vikarer er ikke godt for sådan et sted. Noget af det vigtigste for børnene er nemlig, at vi, der arbejder med dem, kender dem og forstår deres reaktioner og behov for faste rutiner og nærvær. Når det går galt, er det nogle gange vores skyld, fordi vi misforstår dem og ikke er opmærksomme nok.«

Uroen vendte tilbage

Det første halve år gik godt. Men i september begyndte uroen igen at snige sig ind på hende, efter at et barn havde spyttet på hende.

»Det er noget af det værste. Værre end bid og kradseri. Og jeg fornemmede igen den uro og trykken for brystet, der fortalte mig, at angsten var på vej tilbage.«

Uroen forsvandt ikke. Og hun var ikke i tvivl, da hun midt i oktober forlod arbejdspladsen efter et møde med lederen, som gerne ville have hende til at fortsætte – eventuelt på ændrede vilkår.

»I det øjeblik jeg satte mig ind i min bil, vidste jeg, at jeg var nødt til at sige op. Det dur ikke, at det unormale bliver normalt.«

Vil stadig gerne gøre en forskel

Lisbeth Stelmach ville gerne have arbejdet i opsigelsesperioden. Ikke mindst af hensyn til den 17-årige pige, som hun har været tilknyttet som primær medarbejder. Pigen fyldte 18 i begyndelsen af november og skal derfor forlade institutionen nu.

»Jeg ville gerne have fulgt hende helt til dørs. Men det lykkedes desværre ikke.«

Lisbeth Stelmach har derfor allerede haft sin sidste arbejdsdag. Nu er hun på udkig efter et nyt job.

»Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden for arbejdsmarkedet og drømmer om et job på et bosted for mennesker med autisme eller Downs. Jeg ville elske at bruge min faglighed til at guide dem og se en udvikling uden at skulle arbejde i utryghed.«

Og så håber hun, at børnene på hendes snart tidligere arbejdsplads får en god afløser.

»De har mere end andre brug for, at der er nogen, der hjælper dem.«

Lyt til Lisbeth

I FOA er fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm ’dybt berørt’ over Lisbeth Stelmachs beretning og den kærlighed, hun viser til børnene.

”Vores nye arbejdsmiljøundersøgelse viser, at Lisbeth desværre ikke er alene. Men hendes historie og hendes fokus på faglighed understreger, hvor vigtigt det er, at rammer og strukturer er i orden på den enkelte arbejdsplads,” siger Maria Klingsholm og fortsætter:

”Hvis der bare bliver lyttet en lille smule til en som Lisbeth, tror jeg, vi kan mindske omfanget af vold og trusler.”