Politikere efter Rasmus’ færdselssag: Lovændring skal på bordet igen

Historien om Rasmus' færdselssag har ført til mere end 1.000 kommentarer på tre dage på FOAs Facebook-side. Langt de fleste bakker ham op.

Hvornår kommer den lovændring, som skal sikre udrykningspersonale bedre? Utålmodigheden er stor blandt politikere og befolkning. Om kort tid kan der dog være nyt i sagen.

i dag kl. 13.00

Historien om paramedicineren Rasmus, der nægter at acceptere en bøde og et klip i kørekortet, har udløst mange reaktioner.

Blandt andet kræver politikere fra flere sider, at reglerne for udrykningspersonale bliver ændret – som det også var på tegnebrættet før folketingsvalget tidligere på året.

”Inden folketingsvalget var der lagt op til at ændre loven, så reglerne for klip i kortet blev lempet for medarbejdere i udrykningskøretøjer,” skriver formanden for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), for eksempel på det sociale medie LinkedIn.

”Det forslag må og skal på bordet på Christiansborg igen – og det kan kun gå for langsomt. Der skal være ordentlig retssikkerhed for folk, der passer deres arbejde i beredskabet.”

Måske skulle andre bilister se at få næsen væk fra mobilen, skrue ned for musikken og så holde øje med trafikken

Kommentar på Facebook

Samtidig varsler Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om samme problemstilling i forbindelse med Folketingets åbning den 6. oktober.

Med forslaget vil partiet pålægge regeringen at fremlægge ’et lovforslag’, der ændrer færdselsloven, så eventuelle kørefejl under lovlig udrykningskørsel i udgangspunktet ikke kan koste klip i kørekortet.

”Vores udrykningspersonale skal selvfølgelig have den ro, der skal til, for at de kan passe deres arbejde på tilfredsstillende vis,” siger transportordfører Michael Nedersøe.

Minister: Behovet er der

I et skriftligt svar til Folketingets transportudvalg om problemstillingen skrev transportminister Signe Munk (SF) den 11. september:

’Den tidligere regering havde i februar 2026 et lovforslag om lempelse af klippekortordningen for udrykningsførere i offentlig høring. Lovforslaget nåede ikke at blive fremsat inden udskrivelsen af valg til Folketinget, men jeg mener, at der fortsat er behov for denne ændring af loven.’

Transportministeren var blevet bedt om at forholde sig til den artikel, Fagbladet FOA skrev om sagen først i august.

Næste gang, ministeren har mulighed for at fremsætte lovændringen, er i forbindelse med det lovprogram, regeringen fremlægger, når Folketinget åbner.

Da ministeren i sit svar ikke nævner noget om nye høringer, vil der efter alt at dømme være tale om det lovforslag, der ikke nåede at blive vedtaget før valgudskrivelsen i foråret.

Ministeren stiller ikke op til interview om sagen, og ministeriet kan endnu ikke oplyse definitivt, om lovændringen bliver en del af lovprogrammet den 6. oktober.

Massiv opbakning til Rasmus

Paramedicineren Rasmus er sigtet for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt, da en cyklist kørte ind i siden på hans akutlægebil under en udrykning til en voldsom brand.

Københavns Politi mener, at han skal have en bøde på 2.500 kroner og et klip i kørekortet. Rasmus afviser sigtelsen, og nu skal sagen behandles i retten.

På FOAs Facebook-side har opbakningen til Rasmus været omfattende og entydig.

Her lyder det blandt andet:

”Vi forventer, at paramedicinere, ambulancebehandlere, brandfolk og politi kan rykke hurtigt ud, når vi har allermest brug for dem. Så må vi også give dem nogle tilladelser og rammer, hvor de kan løse den opgave, samfundet sender dem ud for at løse.”

Og:

”De skal ikke have fartbøder og klip i kortet, når de kører ud for at redde liv! Skal nogen dø, fordi ambulancen ikke kan komme frem i tide? Måske skulle andre bilister se at få næsen væk fra mobilen, skrue ned for musikken og så holde øje med trafikken, så udrykningskøretøjer kan komme glat igennem trafikken uden krumspring! Det samme gælder cyklister.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

FOA bakker også utvetydigt op om en lovændring, der skal sikre udrykningspersonale bedre.

"Det er ikke rimeligt, at man bare ved at passe sit arbejde risikerer at blive straffet," siger formand for FOAs Kost-, Service-, Teknik- og Beredskabssektor Thomas Brücker.

"FOA mener, at det er på tide, at lovgivningen omkring udrykningskørsel laves om, så man som udrykningspersonale stilles bedre, hvis man er ude for en ulykke."


Fagbladet anbefaler