Kommunen stoppede Annittas sygedagpenge: ”Hvis jeg ikke er syg, så ved jeg ikke, hvad jeg er”

Den 55-årige Annitta Lynge social- og sundhedshjælper Annita Lynge slås med angst, depression og forstyrret personlighed. Men ifølge Thisteds jobcentret er hun ikke syg i lovens forstand. Nu er hun den anden, der på kort tid rejser offentlig kritik af Thisteds fortolkning af loven. Privatfoto

Annitta Lynge er diagnosticeret med blandt andet depression og en personlighedsforstyrrelse. Alligevel har jobcentret stoppet hendes sygedagpenge, og nu frygter den nordjyske sosu-hjælper endnu en arbejdsprøvning.

Morten Bruun Journalist

i dag kl. 12.45

”Hvis jeg ikke er syg, så ved jeg ikke, hvad jeg er.”

Det er Annitta Lynge, der taler. Og hun har noget at have sin undren i.

Den 55-årige social- og sundhedshjælper har været sygemeldt siden 2021, hvor hun – populært sagt – gik ned med flaget.

En kombination af årelange private problemer og et tungt pres på jobbet – syv kolleger på et plejecenter i Thisted sagde op i løbet af kort tid – betød, at hun måtte give op.

I dag er hun diagnosticeret med emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline) samt længerevarende depression på grund af belastninger. Derfor er hun på antidepressiv medicin.

Ifølge Thisted Kommune er Annitta Lynge dog ikke syg. I hvert fald ikke i sygedagpengelovens forstand. Derfor stoppede jobcentret hendes sygedagpenge for et år siden og henviste hende til kontanthjælp.

Bange for nyt nederlag

Det betyder altså, at hun står til rådighed for arbejdsmarkedet. Også selv om det i bedste fald er til et job med en form for støtte.

Men efter to forgæves praktikforløb i 2024 hos henholdsvis en købmand og i et køkken har hun dog mistet troen på, at det kan lade sig gøre. Og hun frygter, hvad der sker på det møde om hendes fremtid, jobcentret har varslet.

”Jeg har fået at vide, det handler om min arbejdsevne. Jeg er bange for, jeg skal i arbejdsprøvning igen og opleve endnu et nederlag,” 

”Førtidspension er desværre nok den eneste løsning,” siger social- og sundhedshjælperen, der indtil sin sygemelding arbejdede næsten 25 år i faget. 

Jeg er bange for, jeg skal i arbejdsprøvning igen og opleve endnu et nederlag,

Annitta Lynge, social- og sundhedsassistent

Den forudsigelse understøttes i en psykiatrisk statuserklæring fra 2024:

”De problemer, AL (Annitta Lynge, red.) har haft i hvert fald siden 2010 eller 2011 taler for en pessimistisk prognose med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet,” som en speciallæge i psykiatri formulerede det.

For dum til sygedagpenge

Det er kun få måneder siden, Fagbladet FOA afdækkede en tilsvarende sag fra Thisted Kommune.

Den handlede om den pædagogiske assistent Maibrit Thinggaard Nielsen, som også havde fået stoppet sine sygedagpenge.

Det skete med henvisning til ’nedsat intellekt’, og det oversatte hovedpersonen selv til, at hun – ifølge jobcentret – var ’for dum til sygedagpenge’.

Læs mere på foa.dk

Misbrug af princip

I Annitta Lynges sag er det 'personlighedsforstyrrelsen', kommunen har brugt som argument.

Men fælles for begge sager er, at kommunen henviser til en principafgørelse fra Ankestyrelsen fra 2020.

Den afgørelse kan selvfølgelig bruges. Men den kan også misbruges.

Og det er præcis det, Thisted Kommune har gjort i begge tilfælde ifølge Kamilla Harbo, der som socialrådgiver i FOA Nordjylland har bistået de to FOA-medlemmer – og i øvrigt også har oplevet andre tilfælde, hvor principmeddelelsen er brugt til at flytte sygemeldte borgere fra sygedagpenge til kontanthjælp.

”Kommunen overser det vigtige afsnit i Ankestyrelsens principmeddelelse, der handler om, at personlighedsforstyrrelser kan medføre andre lidelser, der kan have indvirkning på de enkeltes arbejdsevne. Når det er tilfældet, er man uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand,” siger Kamilla Harbo.

Venter i spænding 

I Annitta Lynges sag delte Ankestyrelsen dog ikke den opfattelse. Her har man for nylig stadfæstet Thisted Kommunes afgørelse, som derfor står ved magt.

Til gengæld venter Maibrit Thinggaard Nielsen stadig på svar på sin klage til Ankestyrelsen. Hun har allerede – som det blev beskrevet i Fagbladet FOA – fået medhold en gang i styrelsen. Og derfor bliver svaret på den nye klage imødeset med ekstra spænding.

”Det er problematisk, at principmeddelelsen kan tolkes forskelligt. Selv Ankestyrelsen kommer med afgørelser, hvor det virker som, at relativt ens sager ikke vurderes på samme måde. Det er svært at se den røde tråd,” siger Kamilla Harbo.

Det handler om arbejdsevne

Hele striden om sygedagpenge og bl.a. personlighedsforstyrrelser udspringer af principafgørelse 20-28 fra Ankestyrelsen fra 2020. Her bliver det fastslået, at:

·         En diagnose, der knytter sig til forstyrrelser i personlighedsstrukturen, vil ikke i sig selv medføre en indvirkning på den pågældendes arbejdsevne, der medfører uarbejdsdygtighed i sygedagpengelovens forstand.

Men det tilføjes også, at:

·         Forstyrrelser i personlighedsstrukturen kan medføre, at den pågældende er mere disponeret for andre lidelser, fx depression, der kan have indvirkning på arbejdsevnen, og som derfor kan medføre uarbejdsdygtighed i sygedagpengelovens forstand.

I den konkrete sag om Annitta Lynge skriver kommunen således i sin afgørelse fra 2025:

Det er jobcenter Thisteds vurdering, at der er tale om forstyrrelse i personligheden og en diagnose, samt symptomer, der knytter sig til forstyrrelser i personligheden og i henhold til Ankestyrelsens Principafgørelse 28-20 vurderes du derfor ikke uarbejdsdygtig jævnfør Sygedagpengelovens §7 stk. 1. Det er samtidig Jobcenter Thisteds vurdering, at grundet længerevarende fravær fra arbejdsmarkedet og grundet dine diagnoser og symptomer, så bør du hjælpes og støttes fra Beskæftigelsesafdelingen i at komme tilbage på arbejdsmarkedet i overensstemmelse med dine skånehensyn, men at dette ikke kan ske i rammerne af sygedagpenge.

Det er kassetænkning

Så venligt udtrykker Annitta Lynges samlever, Svend Ragnar Børglum Jensen, det ikke.

Han er lastbilchauffør, men har tidligere arbejdet som pædagog i psykiatrien og er ikke imponeret over kommunens håndtering af kærestens sag:

”Det er ren kassetænkning. Det er ligesom sådan en forside på Ekstra Bladet med en dødssyg kræftpatient, der tvinges i aktivering,” siger han.

Vil bare gerne have ro

Sandt er det i hvert fald, at manøvren giver kommunen mindre udgifter.

Således er Annitta Lynges nettoindkomst faldet med cirka 4.400 kroner om måneden, siden hun kom på kontanthjælp i september sidste år.

Og Maibrit Thinggaard Nielsen har levet uden indtægt, siden hun fik stoppet sine sygedagpenge. På grund af sin ægtefælles indkomst kan hun ikke få kontanthjælp. 

"Selvfølgelig kan det mærkes," siger Annitta Lynge og fortsætter: 

”Når alle faste udgifter er betalt, har jeg kun 500-600 kroner tilbage at leve for.”

Hvad betyder alt det her i øvrigt for din hverdag? 

"Jeg kan ikke overskue meget andet end min nærmeste familie. Jeg vil bare gerne have ro. Også for jobcentret." 

Kommenterer ikke enkeltsager

Thisted Kommune har tidligere meddelt Fagbladet FOA, at kommunen ikke ønsker at ’bidrage til en offentlig drøftelse af enkeltpersoners sager’ og af hensyn til tavshedspligten ikke ønsker at kommentere konkrete sager.

Kommunen udtrykker dog forståelse for, at sager om sygedagpenge – og den usikkerhed det kan medføre – kan være indgribende for den enkelte borger.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler