Jonatan kom tæt på nogle af verdens mest udsatte unge: Han vil vise menneskene bag

Jonatan Jerichow har rejst verden rundt. Han har mødt mange forskellige kulturer og ikke mindst mennesker. En gruppe, han desværre også har mødt mange af, er gadebørn. 

”Mange gange er gadebørn bare en del af en statistik. Men jeg synes, at det er både vigtigt og spændende at møde dem som de individer, de også er,” siger Jonatan Jerichow, filminstruktør og direktør i produktionsselskabet Cardamom.

Derfor lavede han i 2025 dokumentaren ”Dagbog fra La Paz” om fire udsatte og hjemløse unge i Bolivias hovedstad. 

En dokumentar, du som FOA-medlem den 1. september kan komme til eksklusiv fremvisning på i Cinemateket, hvor du også kan møde netop Jonatan Jerichow og en af filmens hovedpersoner. Læs mere og tilmeld dig her.

Valgte gaden frem for alkoholiseret far 

Ideen til dokumentaren er en, han har tænkt på i de mange år, han har rejst verden rundt. 

”Jeg har tit stået med en fornemmelse af, når jeg stod i lufthavnen og skulle hjem efter en uge eller efter en måned på optagelse, at historien kunne være blevet endnu bedre, hvis vi var blevet. Så hvad nu hvis kameraet kunne blive?” siger Jonatan Jerichow. 

Så det gjorde det i et år, hvor Luis, Camilla, Oscar og Abigail bliver filmet – og filmer sig selv. 

Men det er ikke uden grundige overvejelser, at Jonatan Jerichow har taget fire unge og givet dem et kamera i hånden. 

Han lavede derfor et samarbejde med NGO’erne ’International Børnesolidaritet’, som også medlemmer af FOA støtter, og ’Alalay’, der arbejder med gadebørn i fire af Bolivias største byer. 

Alle fire skæbner i dokumentaren lever et liv, de færreste af os kan forestille os. En af dokumentarens hovedpersoner, Luis, fortæller, at han aktivt valgte at bo på gaden, fordi han boede med en dybt alkoholiseret far, som Jonatan beskriver det. Et gennemgående mønster. 

”De kommer alle sammen fra hjem – det er nok næsten en stramning overhovedet at kalde det et hjem – hvor misbrugsproblemer er til stede. Da Luis kom på gaden, følte han frihed – lige indtil sulten så ramte. Det siger måske bare lidt om, hvor rart det har været at komme hjemmefra.” 

Abigail overvejer også at vælge gaden frem for hjemmet med en mor, som tjener penge på en måde, hun ikke har lyst til. 

Samme drømme som os andre 

Trods deres umådeligt usikre hverdag drømmer de fire unge om det samme som mange andre. 

”Grundlæggende drømmer de jo om det samme som alle os andre: Frihed og tryghed. Frihed til at vælge. Tryghed for ikke at blive udsat for overgreb af den ene eller anden eller tredje slags. Frihed til selv at kunne forme sit liv.” 

Derfor er det også fire unge der, til trods, er håbefulde og bliver ved med at tro på noget bedre. 

”De er bare nogle ukuelige optimister. Jeg har aldrig skullet stille dem nogle spørgsmål for at få dem til at se lyst på tingene. Det har jeg selv fra begyndelsen af været vildt imponeret over.” 

Bare en smule forståelse 

Selvom de alle fire lever langt under fattigdomsgrænsen og bor på gaden, har de også brug for en snert af normalisering. Som for eksempel en bytur med deres kammerater. 

”De kan jo også godt lide at komme ud og have det sjovt. Sandheden er jo nok også, at hvis de ikke drak inde på natklubben, så ville de bare drikke et andet sted. Og så kan man sige rent rationelt, at det er jo det sidste, de har brug for. Men det er samtidig en vigtig del af deres liv.” 

Jonatan Jerichow har uundgåeligt knyttet et stærkt bånd til de fire unge, men han håber også midt i al håbløsheden og håbefuldheden, at et budskab står frem. 

”Jeg tror, at rigtig mange danskere, der har rejst i fattigere dele af verden, har prøvet at holde for rødt, mens der kommer en vinduespudser forbi bilen, eller set helt unge mennesker eller børn sælge noget på gaden. Og hvis folk bare kan få en lille smule forståelse for de menneskelige skæbner, der ligger bag, så kan jeg ikke ønske mig mere.”