Arbejdet med ældre har lært ham noget vigtigt: Det fik Sanshiro brug for i Robinson

Sanshiro Kræmmer havde et hemmeligt våben, der var med til at bringe ham langt i ’Robinson Ekspeditionen’ i år:

Hans tid som ufaglært sosu-hjælper.

”Jeg er blevet meget mere tålmodig, efter jeg har været i hjemmeplejen. Mange ældre borgere taler langsomt, hører dårligt eller ser dårligt, og så skal man kunne bevare roen, samtidig med at man bevarer overblikket og fuldfører sine opgaver,” siger han.

”I ’Robinson Ekspeditionen’ hjalp det mig til at bevare roen i pressede situationer. Men også til at være mere tilbageholdende en gang imellem og bare lytte.”

Mødet med de ældre borgere har også givet ham et nyt perspektiv på livet, som han brugte som motivation på de malaysiske strande, hvor han dystede om en halv million kroner mod de 19 andre deltagere:

”Det kunne godt være, jeg var lidt presset på sult den ene dag eller søvn den næste dag. Men jeg mindede mig selv om, at der derhjemme er mennesker, som er ensomme eller deprimerede, og som har rigtig svært ved at huske ting,” fortæller Sanshiro Kræmmer.

Det fik ham til at påskønne at være ung og frisk og have et hoved, der fungerer, som det skal.

Borgerne er også en slags publikum

Det var Sanshiro Kræmmers værelseskammerat på et højskoleophold sidste år, som opfordrede ham til at søge ind i hjemmeplejen:

"Jeg blev bare helt fascineret over alle de ting, som min roomie havde lært i jobbet, og det lød lige som noget for mig."

Måske var det også tanken om at give andre mennesker en god oplevelse, der trak.

For siden han var en lille knægt, der rendte rundt i Svømmehalskvarteret på Frederiksberg, har Sanshiro Kræmmer været fascineret af at trylle.

Og siden han var teenager, har han også optrådt i forskellige sammenhænge. Den erfaring kunne han tage med sig, da han sidste år begyndte at arbejde i hjemmeplejen i Københavns Kommune.

”Som tryllekunstner er man der for at underholde, og man skal sørge for, at publikum er glade og får en god oplevelse. Det er førsteprioritet,” forklarer han.

”Men som sosu-hjælper er man faktisk også en form for entertainer. Så når jeg træder ind ad døren hos en borger, har jeg også fokus på, at borgeren skal være tilfreds og glad, når jeg går ud ad døren igen. Jeg skal gå derind med et smil på læben, mens jeg fuldfører mit arbejde.”

’De skal ikke have et helt show’

Han indrømmer dog, at det indimellem blev lidt for meget af det gode, og at han siden blev opmærksom på at finde den rette balance.

”I starten kom jeg nogle gange til at bruge for meget tid hos borgeren eller give dem for meget,” husker Sanshiro Kræmmer.

”Jeg kunne godt finde på at lave et lille trylletrick med det våde papir, hvis jeg havde tørret noget op på bordet. Eller hvis borgeren havde et klaver, kunne jeg også finde på lige at spille et enkelt stykke for dem, fordi de blev glade.”

Problemet var, at nogle borgere begyndte at forvente, at han gav dem en masse ekstra hver gang – eller at hans kolleger i hjemmeplejen gjorde det samme. Også selv om de slet ikke kunne spille klaver.

”Man kan godt give borgerne lidt ekstra, hvis det er muligt, men man skal ikke spille en hel koncert eller give dem et helt trylleshow. Jeg fik i hvert fald den feedback, at jeg skulle undgå at underholde borgerne for meget, og det tog jeg til mig.”

I stedet begyndte han at sætte pris på, når cykelturene mellem besøgene hos borgerne indimellem varede kortere tid, end der var sat af.

”Så havde jeg lige den ekstra tid til at sidde og snakke lidt om, hvad de skulle lave dagen efter – eller om vilde oplevelser, de har haft i deres liv,” siger Sanshiro Kræmmer.

’Jeg gjorde det, morfar!’

Arbejdet som sosu-hjælper fik også en helt personlig dimension for Sanshiro Kræmmer.

Den fik Robinson-seerne indblik i, da han uhyre overbevisende vandt balancedysten i 11. afsnit og dermed sikrede sig en fredning i ørådet.

Lige efter sejren råbte han ’Jiji yatta yo!’ mod himlen – ord, der på japansk betyder: ’Jeg gjorde det, morfar!’

To dage inden han skulle af sted på ekspeditionen, havde han fået den triste besked, at hans morfar i Japan var gået bort – og et foto fra begravelsen var det sidste, han så på sin telefon, inden han skulle aflevere den.

Han regnede morfaren for en af sine bedste venner fra mange besøg, både lange og korte, i ’den opgående sols land’. Det sidste i januar i år.

”Det var virkelig gået ned ad bakke, siden jeg havde set ham sidst. Han var kommet på plejehjem og led både af Alzheimers og Parkinson. Det var sgu lidt svært, for det er nogle forfærdelige sygdomme,” fortæller Sanshiro Kræmmer.

”Men jeg havde heldigvis fået en god forståelse af, hvordan han reelt havde det, fordi jeg havde været i hjemmeplejen. Jeg vidste, at det gjorde en forskel bare at være der, tale med ham og holde ham i hånden.”

Selv om sorgen og savnet fyldte meget i tiden på Robinson-øen – især når tiden mellem optagelserne var lang – var mindet om morfaren også en ekstra motivation til at gøre det godt i konkurrencen.

Blandt andet vandt han to spektakulære Robinson-dyster i træk, men det glippede med hattricket, da der var syv deltagere tilbage, og Sanshiro Kræmmer blev stemt ud af sine konkurrenter.

Skal man tro kommentarerne i ørådet handlede det udelukkende om, at han med sine mentale og fysiske færdigheder var en alt for stor favorit til at vinde det hele, hvis han var forblevet i ekspeditionen.