Hvis vandrøret springer på nattevagten: Her er hjælpen kun et opkald væk
i dag kl. 12.50
Når uheldet uden for arbejdstid er ude, skal medarbejderne på Gentofte Kommunes plejehjem ikke længere selv forsøge at løse problemet. Et nyt døgnberedskab betyder, at der altid er nogen at ringe til, hvilket i sidste ende giver mere tid med borgerne.
Strømafbrydelser, et sprunget vandrør eller et dørhåndtag, der pludselig falder af, ligger langt væk fra det, der undervises i på social- og sundhedsskolerne rundt om i landet.
Ikke desto mindre er det en virkelighed, mange social- og sundhedsmedarbejdere får sved på panden af at stå i, når de har aften- og nattevagter på et plejehjem, hvor ejendomsserviceteknikeren er gået for i dag.
For når man er social- og sundhedsassistent og kigger på et rør, der drypper, ved man jo ikke, om det kommer fra regn, eller om det er et vandrør, der er sprunget.
Christina Frederiksen, Social- og sundhedsassistent og fællestillidssuppleant i Gentofte Kommune
Men det seneste år har Gentofte Kommune haft en aftale om et døgnberedskab med skadeserviceselskabet Polygon, så aften- og nattevagterne kan ringe til dem, der så kommer og løser et givent problem.
”Der er ingen tvivl om, at det er en lettelse for kollegerne, at de kan give den opgave videre til nogen, der ved, hvad de skal gøre med den,” siger Christina Frederiksen, der selv er social- og sundhedsassistent og fællestillidssuppleant i Gentofte Kommune.
”For når man er social- og sundhedsassistent og kigger på et rør, der drypper, ved man jo ikke, om det kommer fra regn, eller om det er et vandrør, der er sprunget. Så det er en stor tryghed for kollegerne,” siger hun.
Mere tid til kerneopgaven
Gentofte Kommune har før i tiden haft aftaler med lokale håndværkere, som medarbejderne kunne ringe akut til, når ejendomsserviceteknikerne var gået hjem. Men ofte var listerne forældet eller forsvundet.
I dag ved vi, at røret bliver taget, uanset hvornår vi ringer, og at der altid er nogen, der tager opgaven.
Christina Frederiksen, Social- og sundhedsassistent og fællestillidssuppleant i Gentofte Kommune
Desuden skulle plejepersonalet selv gætte sig til, hvilken håndværker der var den rigtige at ringe til i situationen. Det siger Tobias Øhrgaard Laursen, der er leder af Kontrakt og Data i Gentofte Kommune, til Dansk Industri.
Så fra medarbejderperspektivet er det altså ubetinget en god ting, at denne aftale nu er lavet, mener Christina Frederiksen.
”Før i tiden kunne vi ikke være sikre på, at der var nogen i den anden ende af røret. I dag ved vi, at røret bliver taget, uanset hvornår vi ringer, og at der altid er nogen, der tager opgaven.”
”Det giver en meget større tryghed, samtidig med at det betyder, at vi får mere tid sammen med borgerne,” siger hun.
Dørhåndtag faldt af
Måden, det fungerer på, er, at hvis der opstår en akut situation, ringer medarbejderne til Polygon. Her fortæller de så, hvad der er sket, og hvad de ser. Måske beder Polygon dem om at lave et videoopkald, så de ved selvsyn kan se skaden, inden de så afgør, hvem de sender ud.
”Og de kommer altid rigtigt hurtigt frem, hvilket naturligvis også er en tryghed, når man står derude som personale,” siger Christina Frederiksen.
Et eksempel, som Christina Frederiksen har hørt fra sine kolleger på et plejehjem, handlede hverken om strømsvigt eller sprængte rør.
Det handlede om noget, der mere direkte risikerede at have konsekvens for borgeren. Nemlig at dørhåndtaget ind til borgerens lejlighed pludseligt faldt af udefra.
”Det betød, at de altså ikke kunne komme ind til borgeren. Men igen kom de heldigvis rigtigt hurtigt og fik det ordnet. Så fordi de var så hurtigt fremme, var der altså ingen, der led overlast,” siger Christina.
Det skaber en hel masse tryghed, og igen betyder det bare, at kollegerne får mere tid til kerneopgaven, som er at bruge tid med borgerne.
Christina Frederiksen, Social- og sundhedsassistent og fællestillidssuppleant i Gentofte Kommune
Behøver ikke vises rundt
Gentofte Kommune har i et års tid haft gang i pilotprojektet, hvor det netop er Polygon, de har haft tilknyttet som skadeservicefirma.
På det år har der været lidt mere end 40 hændelser, hvor medarbejderne på plejehjemmet har tilkaldt deres hjælp – de fleste gange har det handlet om vandskader.
En smart ting ved samarbejdet med Polygon er, at deres medarbejdere selv har nøglebrikker til og plantegninger over kommunens plejehjem.
Desuden har kommunen kortlagt alle plejehjemmene fra kælder til loft, så Polygons medarbejdere præcis ved, hvor vandet slukkes, og hvor eltavlerne sidder.
”Det betyder, at vi kan gå direkte til opgaven, når vi kommer frem,” siger Michael Bøgebjerg, der er afdelings- og storskadechef hos Polygon, til Dansk Industri.
Og for medarbejderne på plejehjemmene betyder det, at de slipper for at skulle følge håndværkerne rundt på matriklen for at vise dem de forskellige ting.
”Det skaber en hel masse tryghed, og igen betyder det bare, at kollegerne får mere tid til kerneopgaven, som er at bruge tid med borgerne,” siger Christina Frederiksen.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk