Her er 10 spil, der kan gøre gaming til et pædagogisk værktøj
Ny spilliste fra Center for Digital Pædagogik hjælper det pædagogiske personale samt andre voksne tæt på børn med at vælge computerspil, der styrker fællesskab, læring og relationer.
i dag kl. 13.40
Der bliver spillet computerspil i stort set alle SFO’er, fritidsklubber og ungdomsklubber – men ofte er det store kommercielle, internationale eller gratis titler, børnene spiller.
Når spil er de tre ting, betaler man ofte på andre måder. Enten med data, ved at der vises reklamer, eller ved at du kan blive ved med at bruge penge i selve spillet.
”Det kan være rigtigt svært på forhånd at gennemskue, hvad der er et godt spil, som ikke indeholder uetiske forretningsmodeller, men i stedet bidraget til leg og fællesskab på den god måde,” siger Sofus Bynge, der er ekspert i pædagogisk gaming hos Center for Digital Pædagogik.
Derfor har Center for Digital Pædagogik udgivet en liste med 10 danskproducerede spil, der lever op til danske værdier og reguleringer.
Danske værdier i spil
Listen med de 10 spil er lavet for at give pædagogisk personale, forældre og andre voksne tæt på børn en nem genvej til spil, der understøtter leg og fællesskab på en god måde.
Vi har faktisk et relationelt og pædagogisk potentiale, som vi er nødt til at blive langt bedre til at gribe
Sofus Bynge, ekspert i pædagogisk gaming hos Center for Digital Pædagogik
Adspurgt, hvorfor sådan en liste med danskproducerede spil er vigtig, peger Sofus Bynge på flere ting.
”I en del spil er der mulighed for kontakt fra fremmede mennesker, der kan være indbyggede gambling-elementer eller ligefrem ulovligt og skadeligt materiale. Og her er det bare lettere at stille krav og være i dialog med spilproducenterne, når de har adresse i Danmark,” siger han og fortsætter.
”Det andet er, at vi i Danmark har en stærk kulturarv med mange gode danske værdier i de her spil. Der er nogle kulturpotentialer, vi overser, fordi fokus kun har været på selve spillet. Vi vil gerne skabe et fokus omkring spiloplevelsen og skabe en samtale om den.”
Fakta om spillisten
De 10 spil er delt op i to kategorier:
- Fem spil, der handler om samarbejde og kommunikation
- Fem spil, der handler om problemløsning og kreativitet.
De 10 spil er udvalgt ud fra 29 pædagogiske kriterier, som kan opdeles på tre områder:
1. Det pædagogiske potentiale.
2. Det tekniske i spillet.
3. Tilgængeligheden, økonomi, hvad spillet koster, og hvordan spiller man.
Du kan læse mere om alle spillene her, hvor du også kan læse, hvilke pædagogiske mål spillet kan understøtte, og hvad din rolle som voksen kan være.
På listen findes der både multiplayer-spil og individuelle spil. Og der er spil til børn i alle aldre – både til SFO-alderen, til fritidsklub-alderen og et enkelt spil til ungdomsklub-alderen.
”Vi har forsøgt at udvælge spil, der kan tjene forskellige formål. Nogle minder om at lege sammen på fodboldbanen, mens andre er mere individuelle og minder mere om at læse en bog,” siger Sofus Bynge.
Den pædagogiske rolle
Et af spillene på listen hedder Calcium Chaos, der handler om, at børnene skal samarbejde om at skyde onde skeletter, mens de samler skøre våben som brødristere, der skyder med fjer.
Det spil er valgt af flere forskellige årsager. Blandt andet fordi det er sjovt og legende, og fordi det er en nem og simpel måde at lære mus og tastatur at kende på. Men også fordi den pædagogiske rolle let kan defineres.
Sofus Bynge fortæller nemlig, at det er en af de bekymringer, de tit hører fra det pædagogiske personale: at de jo ikke kan være i computerrummet hele tiden, og at det derfor er uoverskueligt, hvad deres rolle egentlig skal være.
”Det pædagogiske personale skal ikke nødvendigvis selv spille eller sætte det hele i gang. De er fortælleren og dem, der forklarer. Ligesom hvis man faciliterer et brætspil eller læser en bog højt,” siger Sofus Bynge.
Han mener, at vi – det pædagogiske personale og andre voksne tæt på børn – bør komme væk fra antagelse om, at computerspil bare gør tingene af sig selv.
”Vi har faktisk et relationelt og pædagogisk potentiale, som vi er nødt til at blive langt bedre til at gribe. Det er det, vi håber på stille og roligt at kunne bidrage til,” siger han.
Gaming kan være godt
Listen er lavet for at hjælpe med bedre alternativer til eksempelvis Roblox og de andre store spil og platforme, der dominerer danske børns forbrug i dag. Og den er lavet ud fra forskning i computerspils betydning for børn og unge.
”Forskningen viser blandt andet, at unge med ADHD, depression eller autisme er mere sårbare over for eksempelvis gambling – også i computerspil. Så det er sådan nogle ting, vi forsøger at skærme børnene og de unge for,” siger Sofus Bynge.
Anden forskning viser, at voksne, der deltager i spillet, kan styrke relationen til børnene, og at gaming kan være et stærkt relationsværktøj.
Sofus Bynge understreger altså, at skærme og computerspil er langt mere nuanceret, end at det hele bare er dårligt. Der findes dårlige måder at udvikle spil på, men der findes bestemt også gode måder.
”Og vi har valgt de her 10 spil med fokus på de gode ting,” siger han.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk