Med "Blomsten" ser de mennesket bag demensen: Nu laver den tidligere kok igen mad til andre
På plejehjemmet Bryggergården bor 40 mennesker med alkoholrelateret demens. Her bruger sosu-assistenterne »Blomsten« til at forstå den enkeltes behov og skabe en hverdag, hvor beboerne kan bruge deres evner og være en del af fællesskabet.
i dag kl. 09.55
Hvordan sætter vi beboernes evner i spil?
Hvad gør vi for at fastholde dem i den person, de var, før de fik demens?
De spørgsmål er omdrejningspunktet i arbejdet med beboerne på plejehjemmet Bryggergården.
De får en hverdag og begynder at tage på. Ellers ville de sidde derhjemme og kun få besøg af hjemmeplejen.
Patricia Roxas, social- og sundhedsassistent
Her bor 40 beboere i alderen 50 – 80 år, som alle har alkoholrelateret demens.
”De er jo forholdsvis unge og ser normale ud, men kognitivt har de brug for hjælp. Så vi skal bruge de ressourcer, de har, så de ikke ender med bare at ligge i sengen,” siger social- og sundhedsassistent Patricia Roxas.
Et lille skub
Ugentligt gennemgår personalet den enkelte beboer ved hjælp af ”Blomsten”, som er et kendt redskab inden for den personcentrerede demensomsorg.
”Vi bruger blomsten til at se, hvad de mangler, og hvad vi kan gøre for at støtte op om den person, de var før i tiden,” siger Patricia Roxas.
Eksempelvis er en af beboerne uddannet kok.
”Om fredagen har vi fællesbuffet. Han er med i køkkenet og serverer stolt mad til os andre. Vi bruger de ressourcer, som giver ham glæde. Men det kræver, at jeg som hans kontaktperson giver ham et lille skub,” fortæller social- og sundhedsassistent Sonam Chukey Wangchen.
Blomsten
Blomsten er udviklet af den britiske psykolog Tom Kitwood. Den afdækker fem psykologiske behov, som alle mennesker skal have opfyldt for at trives.
Identitet – det, der gør mig til mig. Identiteten skabes igennem livshistorien, det levede liv og i sociale sammenhænge. Borgeren har behov for, at man bruger denne viden, så borgeren bliver bekræftet i, hvem han/hun er som menneske, og hvad der er vigtigt for ham/hende.
Inklusion – personens behov for at føle sig ønsket og inddraget i fællesskaber og i handlinger, der angår ham/hende.
Trøst – man føler sig set og hørt, bliver lyttet til, forstået og anerkendt.
Tilknytning – personens behov for at føle sig knyttet til personer og steder, fx plejeboligen, familie og medarbejderen.
Meningsfuld – personen oplever sig selv som en del af noget vigtigt, for eksempel ved at bidrage med eller være optaget af noget og føle glæde ved det.
Behovet for kærlighed binder alle fem behov sammen. Det er her, hvert enkelt menneske oplever omsorg og føler sig ubetinget accepteret, som den de er, og for det, de bidrager med.
Hvis en borger mistrives, er det et tegn på, at et eller flere af de psykologiske behov ikke er opfyldt.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
På Bryggergården er hver social- og sundhedsassistent kontaktperson for tre til fire beboere.
Social- og sundhedsassistenterne udfører alt fra journalskrivning og tøjsammenlægning til pleje. Mange af beboerne har ikke pårørende, så personalet sørger bogstaveligt talt for dem fra top til tå.
Lommepenge
På Bryggergården laver man et samtykke med borgeren til et lommepengesystem.
På den måde får borgerne hjælp til at få pengene til at strække sig til hele måneden.
De hjælper dem med at købe tøj, sko - og alkohol, hvis de har brug for det.
Og én gang om ugen laver de en-til-en støtte for den enkelte beboer.
”Det kan være, at der er en, som er ked af det, fordi hun lige har mistet sin mor, og så er ugens aktivitet, at vi går hen med blomster på graven,” forklarer Sonam Chukey Wangchen.
”Vi kan også gå med borgeren ud at spise eller tage en tur på stranden. Alt bliver planlagt efter den enkeltes behov.”
Hjælper hinanden
En af beboerne er også begyndt at arbejde som frivillig i en genbrugsbutik i nærheden. Det giver hende noget meningsfuldt at bruge tiden på og skaber struktur og indhold i hendes hverdag.
”Nogen blomstrer op, når de kommer her. De får en hverdag og begynder at tage på. Ellers ville de sidde derhjemme og kun få besøg af hjemmeplejen,” siger Patricia Roxas.
Ud over at kigge på de fem psykologiske behov i ’Blomsten’ er de ansatte også opmærksomme på at tale med beboerne om deres seksuelle behov.
I et katalog kan beboerne vælge, om de vil se en film, kigge i et magasin eller låne noget, de kan stimulere sig selv med.
”Vi henter, hvad de har behov for,” fortæller Patricia Roxas.
Lige så naturligt det er for Patricia og Sonam at bruge ’Blomsten’ til at skabe trivsel, lige så naturligt er det for dem at tale med beboerne om deres seksuelle behov, som også er en del af deres identitet.
”Hvis man synes, at det er grænseoverskridende at hjælpe og tale med beboerne om den slags, så hjælper vi hinanden som kollegaer.”