Kødædende bakterier gjorde Jakob afhængig af andres hjælp: Nu ser han på sit arbejde med nye øjne
Den 13. februar blev Jakob Hildebrandt ramt af livstruende kødædende bakterier. Oplevelsen har forandret hans syn på livet og det arbejde, han udfører.
i dag kl. 10.02
På bostedet Bakkehuset i Ringkøbing-Skjern har handicaphjælperen, Jakob Hildebrandt, genoptaget sit arbejde efter længere tids sygdom.
I 12 år har han hjulpet beboerne, som lever med forskellige handicap, med alt fra personlig pleje og forflytninger til aktiviteter og støtte i deres hverdag.
Men i seks måneder havde han selv brug for den hjælp, han til hverdag er vant til at give andre.
”Jeg har fået en stor indsigt i, hvad det betyder for et menneske ikke at kunne noget selv. Og det har fået mig til at indse, at den måde, vi for eksempel lifter på eller vender beboerne i sengen, ikke er uden betydning,” fortæller Jakob.
For at forstå, hvordan 34-årige Jakob endte hjælpeløs i en hospitalsseng, skal tiden skrues tilbage til den 13. februar 2026, hvor en tur til lægen tog en drastisk drejning.
Hvad er kødædende bakterier?
Nekrotiserende fasciitis, der i daglig tale også kaldes kødædende bakterier, er en livstruende tilstand, som ødelægger hud og underliggende væv indefra.
Bakterierne trænger ind gennem for eksempel et sår eller en rift og spreder sig hurtigt i kroppen – i de værste tilfælde fem-ti centimeter i timen – og det er netop hastigheden, der har givet bakterierne titlen som 'kødædende'.
Det er en meget sjælden tilstand og skønnes at ramme omkring 150 danskere om året.
Kilde: Sundhed.dk og DR.
Troede det var et trælår
Jakob stod i badet efter en vagt på Bakkehuset, da han pludselig mærkede et smæld i højre baglår.
”Det føltes som at få et trælår. Der var hævelse, og huden omkring såret var helt rød. Så begyndte jeg at få feber og tænkte, at det nok bare var influenza, jeg havde fået,” siger han.
Men efter et par dage havde Jakob kun fået det værre og kunne næsten ikke støtte på sit ben.
”Lægen havde svært ved at undersøge mig, fordi jeg nærmest ikke kunne komme op på briksen. Hun vurderede, at min tilstand var så alvorlig, at jeg skulle på hospitalet, og ringede derfor efter en ambulance,” fortæller han.
Det er ikke alle, som kan sige til eller fra, hvis noget gør ondt. Det blev jeg meget opmærksom på, da jeg selv var syg.
Jakob Hildebrandt, handicaphjælper
Med blå blink og udrykning blev Jakob kørt til Gødstrup Hospital og undersøgt. Her fik han beskeden om, at personalet mistænkte, at hans baglår var inficeret med kødædende bakterier, som på rekordfart havde ødelagt væv og muskler i benet.
Han skulle derfor akutopereres og lægges i kunstig koma.
”Lægerne spurgte, hvilke pårørende de skulle ringe til, inden jeg blev kørt til operationen. Det næste, jeg huskede, var, at jeg vågnede et par dage efter til min bror og svigerinde, der kiggede på mig,” fortæller han og tilføjer samtidig hvad der i det øjeblik gik igennem hans hoved.
"Det føltes som om, jeg var død."
Kunne ingenting selv
Frem mod påske bliver Jakob opereret et par gange om ugen skiftevis på Gødstrup og Aarhus Universitetshospital.
Selvom han nu var uden for livsfare, skulle hud fra det andet ben transplanteres til det nu bakteriefrie, men åbne sår på baglåret. Og senere ventede der ham en omfattende genoptræning.
”Jeg gik jo fra at kunne alt selv til at skulle have hjælp til alt fra at komme i bad til tandbørstning. Jeg har i mange år været den, der skulle hjælpe andre med de ting, men pludselig var det mig, der var afhængig af andre,” siger han.
Oplevelsen gav ham et nyt blik på sit arbejde som handicaphjælper. For i modsætning til nogle af de beboerne han til daglig hjælper, kunne Jakob sige, hvis han sad dårligt i liften eller havde brug for at vende sig i sengen.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
”Det er ikke alle, som kan sige til eller fra, hvis noget gør ondt. Derfor er det ekstra vigtigt, at jeg er nænsom i mit arbejde med beboerne. Det blev jeg meget opmærksom på, da jeg selv var syg,” siger han.
Mens Jakob var indlagt og følte sig totalt hjælpeløs, blev han nogle gange ramt af tanken: Hvad er meningen med det hele?
Men så fik han besøg af familiemedlemmer til en af de beboere, han fast hjælper.
Et besøg, som betød meget for ham.
”Jeg blev så glad, fordi det gav mig følelsen af, at nogen stadigvæk havde brug for mig,” fortæller han.
En dag vil jeg gerne besøge de afdelinger, hvor jeg har været indlagt og sige tak for alt det, de har gjort for mig.
Jakob Hildebrandt, handicaphjælper
Nyt syn på tilværelsen
Det tog seks måneder for Jakob at komme tilbage til beboerne og de vante rammer på Bakkehuset.
Genoptræningen har været en lang og sej kamp, og på trods af smerter i benene og en udpræget træthed er han faktisk gladere i dag, end før han blev syg.
”Mine mange måneder i sygesengen gav mig tid til at reflektere over mit liv. Jeg ville ikke sige, at jeg var pessimist før, men der var da mange ting, som jeg tog for givet,” fortæller han.
Når Jakob går på arbejde i dag, husker han at sige til sine kollegaer: ’Tak for en god vagt’ og sætter pris på faglig feedback fra sine kollegaer.
”Mit forløb har givet mig et stort indblik i det sygefaglige arbejde, og det har vækket min interesse i at lære mere. Jeg har i hvert fald overvejet, om jeg skulle blive faglært,” siger han.
Og så er der en ting, som han gerne vil gøre i fremtiden, når han er klar til det.
”En dag vil jeg gerne besøge de afdelinger, hvor jeg har været indlagt og sige tak for alt det, de har gjort for mig. Det er jeg meget taknemmelig for.”