Anders er ekspert i kunstig intelligens:Men han håber, at datteren bliver sosu-ansat

”Mange af de eftertragtede uddannelser som ingeniør, analytiker eller programmør er formentligt nogle af dem, der står i første række til at blive erstattet af kunstig intelligens,” siger ekspert i kunstig intelligens og far til Clara.
23. marts
For et år siden blev Anders Bæk far til lille Clara. Det har eksperten i kunstig intelligens til at tænke på den fremtid, hun vokser op til.
For hvad skal han svare, hvis hun en dag spørger ham, hvilken uddannelse eller job hun skal tage.
”Jeg er selv uddannet i softwareteknologi, og bagefter blev jeg civilingeniør i teknologibaseret forretningsudvikling. Den gang væltede jeg mig i jobmuligheder med høje lønninger,” siger Anders Bæk.
Det er meget sjovere, når man for eksempel joker med et menneske.
Anders Bæk, Ekspert i kunstig intelligens
Han smiler ved tanken om, at han taler som om det var i det forrige århundrede, han blev færdig på Aarhus Universitet. I virkeligheden er det kun 10 år siden, men den teknologiske udvikling har fuldstændig ændret arbejdsmarkedet.
Ufaglærte job og kunstig intelligens
”Jeg troede, at mit uddannelsesvalg ville være en garanti for jobsikkerhed frem til pensionen. Men sådan er det slet ikke gået. Mange af de eftertragtede uddannelser som ingeniør, analytiker eller programmør er formentligt nogle af dem, der står i første række til at blive erstattet af kunstig intelligens,” siger Anders Bæk.
Udviklingen har været helt den omvendte af, hvad mange troede.
Forventningen var, at det var de ufaglærte job, der ville blive erstattet af kunstig intelligens. Men nu viser det sig at være nogle af de job, der kræver de længste uddannelser, som er i størst fare for at forsvinde.
Anders Bæk har aldrig brugt nogen af sine uddannelser, selv om han fik masser af jobtilbud som nyuddannet. I stedet lever han i dag blandt andet af at holde foredrag og skrive bøger om kunstig intelligens, og så er han vært på podcasten ’AI Revolutionen’.
På baggrund af sin indsigt i udviklingen mener Anders Bæk, at arbejde med mennesker er noget af de mest fremtidssikre.
”Ser vi 30-40 år frem, så er ’menneske-fagene’ som sosu-ansatte, sygeplejerske eller skolelærer de erhverv, som står bedst imod kunstig intelligens- bølgen,” spår eksperten.
Omsorg, respekt og empati er specielle for mennesker
Robotter kan mange ting meget bedre end mennesker, men kunstig intelligens kan ikke erstatte den menneskelige relation og kommunikation, pointerer Anders Bæk.
”Det er overraskende for mange, men en række job, der har haft lav prestige og lave lønninger som social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper, har vist sig at være blandt de mest fremtidssikre. Dem kan kunstig intelligens ikke overtage,” mener han.
Min datter får måske en kunstig intelligens-ven om 10-15 år.
Anders Bæk, Ekspert i kunstig intelligens
Han har i en årrække fulgt automatiseringen og indførslen af blandt andet velfærdsteknologier på sundhedsområdet.
Kunstig intelligens har allerede nu ændret arbejdsmarkedet, og mange traditionelle job er på vej til at forsvinde.
Opgaver for mennesker
”Robotter overtager de tunge opgaver som løft eller hjælp til toiletbesøg og vask, hvor borgere af blufærdighedsårsager foretrækker, at få hjælp af en maskine. Men de kan ikke være en erstatning for den menneskelige pleje. Egenskaber som omsorg, respekt og empati er helt specielle for mennesker,” vurderer Anders Bæk.
”Jeg har ikke selv arbejdet på FOAs område, men hvis man tager et eksempel som computerspil, er der kæmpe forskel på, om man spiller mod en robot eller et menneske. Man skulle tro, at det var den samme oplevelse, men jeg kan tydeligt mærke forskel på, om der er et menneske bag. Det er meget sjovere, når man for eksempel joker med et menneske,” siger han.
Anders Bæk mener, at kunstig intelligens kan være et supplement til menneskelig kontakt, hvis en borger for eksempel lider af ensomhed.
”Min datter får måske en kunstig intelligens-ven om 10-15 år, men den kan aldrig erstatte menneskelige venner, og skal jeg råde hende til et job, vil det helt sikkert være noget med mennesker. Sosu-ansatte kan blive enormt eftertragtede, netop fordi mange brænder for menneskelig kontakt, og det bliver der meget mere tid til, når kunstig intelligens tager sig af de kedelige opgaver som administration og rengøring,” mener Anders Bæk.