”Alarmerende”: Sosu-ansatte skiller sig ud i nyt overblik over psykiske belastninger
PTSD og andre psykiske belastningsskader er ikke forbeholdt soldater og veteraner. Flere andre ’højrisikojob’ er også i farezonen, viser kortlægning.
i dag kl. 16.21
Forskellige faggrupper har meget forskellige muligheder for at forebygge og behandle psykiske belastningsskader, der i sidste ende kan føre til PTSD.
Det viser en ny kortlægning af forholdene i såkaldte højrisikojob.
Den er netop udgivet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Vi skal have den systematik og opfølgning på social- og sundhedsområdet, som de andre brancher har
Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører, FOA
Og hvor Forsvaret er dækket godt ind på alle fronter, når det gælder psykiske belastningsskader, så er historien en lidt anden, når det handler om social- og sundhedsansatte.
Her er det især de forebyggende tiltag, som er til stede, mens den akutte hjælp og opfølgningen på voldsomme hændelser er mere sporadisk, ifølge VIVE.
Samtidig er forholdene vidt forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads.
Syv typer højrisikojob
VIVE arbejder med syv højrisikogrupper, når det gælder PTSD og psykiske belastningsreaktioner i forbindelse med arbejdet:
- Ambulance, brand og redning
- Bus, taxa og øvrig transport
- Forsvaret – soldater og veteraner
- Fængsel
- Politi
- Social og sundhed
- Togdrift
FOA sidder med i den følgegruppe, der følger og kommer med input til VIVEs arbejde på dette område.
”Det er nærmest ’det vilde vesten’ nogle steder i plejesektoren, fordi det er så tilfældigt, om man bliver grebet eller ej, når man er ude for voldsomme hændelser. Det er alarmerende,” siger fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm.
”Vi har også set, hvordan der i mange år har været stort fokus på den forebyggende del, mens alt det andet langsomt er blevet sparet væk.”
Mangler systematik
En af udfordringerne er, at der blandt social- og sundhedsansatte er mange forskellige faggrupper, som er udsat for voldsomme hændelser i forskellig grad, skriver VIVE.
Det er Maria Klingsholm enig i, for der er forskel på, om man for eksempel arbejder på det psykiatriske område eller i hjemmeplejen:
”Vi skal ikke gøre alle job i social- og sundhedssektoren farlige. Men det ændrer ikke på, at vi skal have den systematik og opfølgning på social- og sundhedsområdet, som de andre brancher har, når det gælder forebyggelsen og især behandlingen af psykiske belastningsskader.”
Samtidig mener hun, at det bør være mere legitimt at tale om, at nogle ting kan være belastende, også selv om de i sig selv ikke virker voldsomme.
Ikke mindst fordi summen af voldsomme hændelser kan være det, der gør, at filmen knækker.
Mange barrierer
En barriere for at forbedre forholdene er, at der på social- og sundhedsområdet generelt er et højt arbejdspres, påpeger VIVE i sin kortlægning.
Det giver også dårligere mulighed for ’fælles læring, supervision og ensartede arbejdsgange’, at der benyttes mange vikarer, og at der ofte er utilstrækkelig oplæring og skiftende arbejdstider.
’Travlhed og begrænsede ressourcer kan udfordre mulighederne for at omsætte anbefalinger og forebyggende initiativer til praksis i hverdagen,’ skriver VIVE desuden og peger også på, at stress og forråelse påvirker trivslen.
Indsatser
Her er nogle af de indsatser, der er blevet kortlagt af VIVE:
- Træning og kompetenceudvikling, for eksempel i psykisk robusthed, konflikthåndtering og mentaltræning
- Risikovurdering
- Debriefing
- Defusing
- Mindfulness
- Psykologfaglige støttesamtaler
- Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi
- EMDR-terapi (Eye Movement Desensitization and Reprocessing)
- Trivselsmonitorering og ledelsesopfølgning
- Fysiske sikkerhedsforanstaltninger: alarmer, overvågning og kropskameraer.
Det er ikke dem alle, der er standard i forhold til alle højrisikogrupper.
Det billede bekræftes ifølge Maria Klingsholm af en stor arbejdsmiljøundersøgelse, FOA for nylig har foretaget blandt sine medlemmer.
”Undersøgelsen viser desværre, at mange af vores faggrupper er overrepræsenterede i forhold til den generelle befolkning, når det gælder både fysisk og psykisk vold,” siger hun.
”Og det er ikke kun fysisk vold, der bør registreres. Hvis du hele tiden bliver overfuset, som vores medlemmer oplever i høj grad, så kan det på sigt også være med til, at du udvikler en belastningsreaktion.”
Det, der virker
VIVE kommer med mere detaljerede anbefalinger senere på året, men har allerede nu meldt ud, at der er noget, som virker, når indsatserne skal være vellykkede:
Systematik, tidlig opsporing og organisatorisk forankring er for eksempel afgørende.
Det samme gælder systematiske procedurer for opfølgning efter belastende hændelser, supervision, statustjek, lederopfølgning eller adgang til psykologfaglig støtte.
Derudover skal indsatserne opleves som legitime, let tilgængelige og integrerede i den daglige praksis.
De skal foregå i arbejdstiden og være lønnede, og der skal være tale om obligatoriske – frem for ekstraordinære – tilbud:
’Ekstraordinære tilbud forudsætter, at medarbejderne selv skal række ud efter hjælp, hvilket indebærer en risiko for, at tilbuddene ikke når alle relevante medarbejdere, herunder nogle af dem med størst behov for støtte,’ skriver VIVE.
VIVE peger også på, at arbejdspres og personalemangel spiller en stor negativ rolle, hvis støtteindsatser skal virke.
God ledelse er også afgørende – herunder at lederen ikke har ansvar for alt for mange medarbejdere.
