For tredje år i træk: Hjemmeplejen presses hårdt i sommerlandet
Ældre i sommerhus, ferie og manglende vikarer er en farlig cocktail. Særligt i Odsherred Kommune, der for tredje sommer i træk kæmper med at få vagtplanen til at hænge sammen. FOA har et bud på en del af løsningen til de kommende år.
i dag kl. 14.23
Så er den gal igen.
Medarbejderne i hjemmeplejen i Odsherred Kommune oplever for tredje år i træk, at deres kørelister er så pressede, at de er nødt til at prioritere i, hvilke opgaver de skal udføre hos borgerne.
Simpelthen fordi de ikke har tiden til at udføre dem alle.
Det fortæller Elise Bach Lønbæk, der er fællestillidsrepræsentant for blandt andet hjemmeplejen i Odsherred Kommune.
”Medarbejderne er pressede, og det, synes de, er svært at være i. Når vi vælger det her fag, er det, fordi vi gerne vil gøre det bedste for de mennesker, vi kommer ud til. Så det påvirker dem selvfølgelig, at de ikke kan udføre det arbejde, de gerne vil,” siger Elise Bach Lønbæk.
Et øget arbejdspres
Det er langt fra et nyt fænomen. Sidste sommer skrev Fagbladet FOA om, hvordan vikardækningen i sommerlandet var så mangelfuld, at nogle steder måtte aflyse bad og rengøring.
Fordi vi har haft en sommer med godt vejr, er der nogle vikarer, der har ombestemt sig og ladet være med at møde op til deres vagter.
Nichlas Riise, formand for FOA Vestsjælland
Odsherred Kommune er tilmed Danmarks største sommerhuskommune med mere end 25.000 sommerhuse, hvori nogle ældre borgere, der modtager hjemmehjælp, flytter ud i sommermånederne.
”Mens de fleste andre kommuner får færre borgere, vokser arbejdsmængden hos os,” siger Elise Bach Lønbæk.
Samtidig skal medarbejderne selv afholde ferie, hvorfor behovet for vikarer stiger. Men vikarer fra vikarbureauer kan – hvis vejret pludseligt bliver godt – godt finde på at opsige deres kontrakter.
Og så mærker de faste medarbejdere, som arbejder hen over sommeren, det øgede arbejdspres.
”Og så ender medarbejderne i en situation, hvor de er nødt til at sortere og vælge til og fra, fordi de simpelthen ikke kan nå alt det, de gerne vil,” siger Elise Bach Lønbæk.
Desuden viser seneste analyse fra FOA, at Odsherred Kommune tilmed er en af de kommuner på Sjælland, der uden for sommersæsonen har det højeste antal ældre per ansat med hele 17,2 over 65 år per medarbejder. På landsplan er det i gennemsnit 15 ældre per medarbejder.
Mange konkurrenter om sommeren
Netop fordi det ikke er et nyt fænomen, havde Odsherred Kommune lagt sig i selen for at få vagtplanen til at gå op over sommeren.
Det fortæller Nichlas Riise, der er formand for FOA Vestsjælland.
”Ledelsen havde faktisk gjort sig umage for, at den situation, der var sidste år, ikke skulle gentage sig. De havde sådan set dækket tingene ind,” siger han.
”Men fordi vi har haft en sommer med godt vejr, er der nogle vikarer, der har ombestemt sig og ladet være med at møde op til deres vagter. Samtidig meldte det vikarbureau, som kommunen havde booket, ind med, at de ikke kunne levere de vikarer, der var behov for.”
Hvis løsningerne skal være holdbare, skal vi finde dem i fællesskab
Elise Bach Lønbæk, fællestillidsrepræsentant i Odsherred Kommune
Det bekræfter Michael Kjeldgaard (S), der er formand for ældreudvalget i Odsherred Kommune. Til Nordvestnyt siger han følgende:
”Vi er afhængige af vikarer udefra, men har svært ved at få dem. Det går slet ikke i år. Mange ugers godt vejr har fået en del af dem, der ellers er klar til at vikariere i sommerferieugerne eller tage ekstravagter, til at vælge selv at holde ferie og nyde sommeren. Det er i hvert fald vores fornemmelse. Motivationen for ekstravagter er mindre, end når vejret er skidt.”
Derudover har Odsherred Kommune flere konkurrenter, som også hiver vikarer ind i sommermånederne. For eksempel Sommerland Sjælland og de mange caféer og butikker i kommunen, der har mange besøgende hen over sommeren.
Vil foreslå flere faste stillinger
Fordi presset på medarbejderne igen i år er så stort, har direktører og chefer for området i Odsherred Kommune inviteret Nichlas Riise samt de tillidsvalgte ind til nogle møder.
Her skal de tale om, hvordan man fremadrettet kan løse de problemer, der opstår sommer efter sommer.
”Der er jo lang tid til næste sommer. Så jeg ser det faktisk som et signal om, at kommunen rigtig gerne vil løse den her udfordring til de kommende år,” siger Nichlas Riise.
Så han glæder sig til at sidde med rundt om bordet og brainstorme på, hvilke mulige løsninger de kan komme frem til.
Selv har han et bud på en løsning, der indebærer mere fast personale.
”Vi kunne jo se på, om vi kan bruttonormere os ud af dele af problemerne. Altså simpelthen ansætte mere fast personale,” starter hans forslag med.
”For der bliver brugt mange penge på vikarer. Og hvis man nu tager nogle af de penge og omdanner til permanente stillinger i stedet, så har man en højere bruttonormering, og så står man stærkere hen over ferieperioden.”
Dog understreger både Nichlas Riise og Elise Bach Lønbæk, at løsningerne skal findes i fællesskab med både medarbejdere og tillidsvalgte samt leder og direktører i kommunen.
”Ingen kan selv finde løsninger på de udfordringer, der findes, og som opstår hen ad vejen. Hvis løsningerne skal være holdbare, skal vi finde dem i fællesskab,” siger Elise Bach Lønbæk.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk