”Dybt alvorligt og dybt tragisk”: Ny forråelsesdokumentar ’går lige i hjertekulen’

Colourbox

Endnu en TV 2-dokumentar om omsorgssvigt har haft premiere, en bostedskædes konkurs har betydet, at cirka 200 ansatte har mistet jobbet, og så har et nyt specialteam i hjemmeplejen i Horsens set dagens lys. Få ugens overblik lige her.

i dag kl. 09.09

Årets niende uge går på hæld, og traditionen tro kan du her i Fagbladet FOA få overblikket over de største historier på velfærdsområdet fra ugen, der gik.

Ny dokumentar om omsorgssvigt

Første afsnit i endnu en dokumentarserie om omsorgssvigt på et bosted – ‘Farlig omsorg’ – blev sendt på TV 2 onsdag aften. 

I dokumentaren følger man blandt andre 25-årige David Holm. Han er født med infantil autisme og udviklingsforstyrrelse, har en mental retardering og er diagnosticeret med ocd og adhd. Hans mentale alder svarer til et barn på to til fire år.

De seneste seks år har han boet på fire forskellige bosteder for autister. På flere af bostederne har han været udsat for omsorgssvigt og voldsomme magtanvendelser fra personalet. I et tilfælde blev David endda bidt og slået af en pædagog.

Thomas Enghausen, næstformand i FOA, skriver på Facebook, at dokumentaren går lige hjertekulen på ham. Både som pædagog og menneske.

"Forråelse, svigt, ulovlig magtanvendelse, dårlig faglighed og ledelsessvigt overfor de mest udsatte borgere i vores samfund. Dybt alvorligt og dybt tragisk, at vi i 2025 skal være vidne til omsorgssvigt af den karakter og med den kynisme," skriver han.

Læs mere om dokumentaren her.

Bostedskæde gået konkurs

Fonden Semai, der blandt andet står for flere botilbud i Brønderslev Kommune, er gået konkurs, og cirka 200 ansatte har mistet deres job.

Det skriver Nordjyske.

Konkursen skyldes flere forhold, der har påvirket fondens økonomi og drift.

De ansatte, der er ramt af konkursen, har ifølge faglig sekretær i FOA Vendsyssel, Anne Thøgersen, haft nogle svære dage: 

"Mange af vores medlemmer har mange følelser i klemme. Det er jo menneskelige relationer og tæt kontakt til sårbare borgere," siger hun til TV 2 Nord.

"Det er ikke bare et hotel, du lukker ned, drejer nøglen om og går hjem fra. Der er flere af dem, der er voldsomt påvirkede af det her," siger hun.

Fonden Semai har eksisteret siden 1993 og har flere forskellige typer af botilbud til børn, unge og voksne i Nordjylland.

Nyt team skal hjælpe dem, der ikke vil hjælpes

Selv om man er visiteret til hjælp fra hjemme- eller sygeplejen, er det ikke alle, der magter at tage imod den hjælp. Nogle burer sig inde, andre slår fra sig.

I Horsens Kommune skal et nyt team med særlige kompetencer få det til at gå lidt nemmere. Det skriver Horsens Folkeblad.

Teamet vil bestå af omkring 20 medarbejdere, som skal arbejde i dag- og aftentimer på hverdage i hele kommunen.

Tanken er, at teamet i en kortere periode kan løse opgaverne hos borgeren eller støtte kollegerne i det faste team til at håndtere opgaven. Læs mere her.

Fagbladet anbefaler