Mai blev overfaldet på jobbet: Ingen kom, da hun trykkede på alarmen

I retspsykiatrien, hvor nogle af landets farligste patienter er indlagt, er der altid en risiko for, at en patient kan blive udadreagerende.

Derfor er alle medarbejdere udstyret med en alarm, som kan tilkalde hjælp.

Men siden den 31. maj 2026 har der været tre tilfælde på Aalborg Universitetshospital, hvor alarmsystemet har været nede. De to sidste gange blev det opdaget, inden nogen kom til skade.

Den første gang blev det opdaget alt for sent. Mai, som er uddannet social- og sundhedsassistent, blev overfaldet af en patient, hun var kontaktperson for. 

I situationen nåede hun ikke at tænke meget.

Men i dag har Mai tanker om, at hun kunne have mistet livet. 

For at forstå, hvad der skete den dag, der har udløst en sygemelding med fysiske og psykiske mén hos Mai, skal vi skrue tiden tilbage til søndag den 31. maj.

Alt sortner

Alt er, som det plejer at være på det retspsykiatriske sengeafsnit på Aalborg Universitetshospital.

Sammen med en kollega sidder Mai hos en patient, som hun blandt andre er kontaktperson for. En opgave, der går på skift mellem medarbejderne, der er hos patienten en time ad gangen.

De følger aktivitetsplanen, der siger, at patienten har rygepause hver halve og hele time.

Men da han vil ud at ryge ti minutter i hel, eskalerer situationen. Han slår og sparker på døren, råber og skriger. To kolleger støder til, og i fællesskab vurderer de, at patienten skal tilbydes medicin, før han kan komme ud at ryge.

Men da Mai og kollegerne tilbyder ham medicinen, ændrer Mais verden sig fra det ene øjeblik til det andet.

”Han flyver op og går på mig. Han slår mig tre gange i baghovedet og smækker mig en lussing. Alt sortner for mine øjne,” fortæller hun.

Selvom de er fire medarbejdere i rummet, lykkes det dem ikke at kontrollere situationen eller tale patienten til ro. En anden kollega overfaldes også.

”Vi kan ikke gøre noget. Vi trykker på alarmerne. Men der kommer ikke nogen. Det er frygteligt,” siger Mai.

Et held at det opdages

I en situation som den, Mai og kollegerne står i, udviskes begrebet ’tid’. Et estimat er, at det varer et sted mellem fem og 10 minutter, før kolleger fra andre afdeling kommer løbende.

”Det overrasker mig, at det ikke varer længere tid. Det føles som flere timer, da vi står i situationen,” siger hun.

Efter slagene mod baghovedet er Mai desorienteret og hendes syn sløret. 

Normalt udsender alarmen en lyd, som fortæller, at noget er galt. Samtidig bliver alarmen også vist på monitoreringsskærme på afdelingerne. 

”Men der er ingen lyde. Ingenting. Ved et tilfælde ser en kollega fra en anden afdeling, at skærmen blinker. Og så er det, at hun løber ned mod os. Hun får råbt til kollegerne fra min egen afdeling, at der er noget galt nede i skærmningen,” fortæller Mai, der har fået alt det her at vide efterfølgende.

Da en større gruppe kolleger kommer løbende, får de kontrol over situationen. Mai ved ikke hvordan, men hun husker at kravle rundt nede på gulvet, mens de får kontrol over situationen.

Men det er alt for sent. Mai og kollegerne er så påvirket, at de sendes direkte på akutmodtagelsen til tilsyn og efterfølgende sygemeldes med fysiske og psykiske mén.

Påvirker også privatlivet

Efter overfaldet tilbydes Mai samtaler med en krisepsykolog, som hun den dag i dag stadig går til. Derudover har hun fundet stor støtte i Tina Brejl Aagaard, der udover at være kollega også er fællestillidsrepræsentant.

”Tina har været min klippe. Hun har altid sørget for at følge op på mig og sørget for, at jeg har det godt. Hun har virkelig hjulpet mig meget,” siger Mai.

”Når en medarbejder har været ude for sådan en arbejdsskade, er det afgørende, at vi tager alvorlig hånd om det,” siger fællestillidsrepræsentant Tina Brejl Aagaard.

”Og når Mai nu lever med de her konsekvenser som følge af en arbejdsskade, har vi som faglig organisation en stor forpligtelse for, at vores medlemmer aldrig må føle, at de står alene.”

Men en ting er at sygemelde sig fra sit arbejde. Noget helt andet og langt mere invaderende er, at en sådan sygemelding i den grad påvirker privatlivet.

”Jeg har typiske stresssymptomer. Jeg har svært ved at sove, svært ved at få spist noget, jeg har tankemylder og kaotiske tanker,” fortæller Mai. 

”Jeg har ikke haft overskud til at gå ud og være social med venner og familie. Jeg har trukket mig fra ting, jeg plejer at have lyst til at deltage i. Og det er den del, der rammer mig hårdt.”

Stille og rolig optrapning

Efter at have været sygemeldt i knap tre måneder besøgte Mai afdelingen. To gange var hun forbi og sagde hej til sine kolleger, og den sidste uge i august begyndte optrapningsforløbet.

”Der har selvfølgelig været en ængstelighed, i forhold til hvordan det ville gå,” siger Mai.

Selvom der er en optrapningsplan og et ønske om at komme tilbage på arbejdet, sørger Tina Brejl Aagaard for, at det foregår i et tempo, hvor Mai kan være med.

”Vi arbejder kun én måned frem ad gangen. Der er ikke noget, der er mejslet i sten. Alt kan trækkes tilbage, og alt kan udbygges. Det hele afhænger af, hvordan Mai har det,” fortæller fællestillidsrepræsentanten.

De første to uger skal Mai ind på afdelingen én time to gange om ugen.

”Så vænner jeg mig til at være der igen, samtidig med at jeg laver lidt e-learning,” siger hun.

De to næste uger hedder det to gange to timer om ugen. Og efter den første måned sætter Mai, Tina og lederen sig sammen og evaluerer.

”Der har været fuld forståelse fra ledelsens side, i forhold til hvordan forløbet bliver. Så jeg synes, at det har været en rigtig fin optrapningsplan,” siger Mai.