Sara ser generationer støde sammen: ”Vi skal favne erfaring, men også ny viden”

”Kan du så pakke den telefon væk?”

Det er en kommentar, som den 32-årige social- og sundhedsassistent Sara Birkebo Sørensen nogle gange kan have lyst til at give en yngre kollega. 

Hendes ældre kollegaer kunne godt finde på det. 

Men hun lader være. 

I stedet minder hun kollegaen om arbejdspladsens regler.

"Herude har vi en politik om, at vi kun bruger telefoner i et nødstilfælde."

For Sara er situationen et konkret eksempel på, at der på tværs af generationerne er forskel i måden man giver og modtager kritik på. 

Hendes ældre kollegaer oplever nemlig den direkte tone som helt naturlig. Mens den for de yngre kollegaer nemt giver en følelse af, at man har ”jokket i det". 

Og det kan ifølge Sara skabe misforståelser og konflikter. 

Derfor mener hun, at vi skal tale højt om generationskløfter på arbejdspladsen. Eksemplet ovenover er nemlig langt fra det eneste område, hvor de kan støde sammen. 

”Det, vi plejer” spænder ben

Sara oplever nemlig også, at forandringer bliver modtaget forskelligt på tværs af generationerne.

Hvor hendes generation og den yngre er begejstret for ny viden og faglig udvikling, kan hun til tider godt have indtrykket af, at de ældre generationer ikke er så modtagelige overfor nye perspektiver, men derimod holder fast i rutinen og det, ”vi plejer”. 

Hvad kunne det for eksempel være?

”Zinksalven. Den giver den ældre generation bare ikke op på, hvor jeg forbander den væk. Der er så mange andre effektive produkter." 

Sara understreger dog, at det ikke nødvendigvis altid, er en dårlig ting at holde fast på erfaringen og det, der virker. De har nemlig meget at lære af de ældre, som ikke kan læres på skolebænken, fordi det er erfaringer, der kræver, at man "har set tingene mere end en gang”. 

”Vi skal selvfølgelig lytte til dem, der ved noget. Det kan godt være, der er kommet ny viden, men det er ikke altid sikkert, at den viden fungerer,” forklarer Sara. 

Hun mener dog, at der skal være plads til at prøve nye ting af. 

”Hvis vi rusker lidt i det her ”plejer”, så tror jeg, vi får langt mere kvalitet i vores ældrepleje. Vi udvikler os nemlig ikke med ”plejer."

Og det tror Sara særligt er nødvendigt, hvis man gerne vil fastholde de unge i faget. 

"Vi skal favne erfaring, men også ny viden," siger hun og fortsætter: 

”Man kan nemt føle sig underkuet. Det gjorde jeg i hvert fald selv, da jeg startede."

Balancen mellem arbejde og privatliv

Også når det kommer til balancen mellem arbejdsliv og privatliv, oplever Sara en forskel hos generationerne. 

Her erfarer hun, at hendes ældre kollegaer har en stærk arbejdsetik og prioriterer at være stabile og loyale over for deres arbejdsgiver. 

”De vil gerne vise arbejdspladsen og kollegaerne: Mig kan du regne med. Jeg lader jer ikke i stikken, ” forklarer Sara og uddyber: 

”De tager gerne på arbejde, hvis de er lidt sløje, hvor jeg måske er mere tilbøjelig til at sige, at jeg godt må blive hjemme, hvis jeg har haft feber hele natten, for så kan jeg ikke passe mit arbejde."

Saras generation er nemlig ikke blege for at tage diskussionen op om balancen mellem arbejde og privatliv. 

”Hvis jeg skal fungere i mit arbejdsliv, så skal jeg også fungere som mor, hustru og veninde." 

Sara mener, at hendes generation er mere opmærksomme på, at loyaliteten skal gå begge veje. Derfor forventer de, at der også er en mulighed for at tage sit barn til lægen, hvis man er tilbøjelig til at tage en ekstra vagt. 

”Min generation er meget sådan: ”You give and you take", men vi bliver ikke ved med at give, hvis vi ikke får noget." 

Forskelle kan også være en styrke

Men forskellene hos generationerne kan også være en styrke, mener Sara Birkebo Sørensen. 

Det gælder særligt i mødet med borgerne, hvor generationerne har forskellige måder at kommunikere på. 

Mens Saras ældre kollegaer ifølge hende har vane for at være ”ordentlige og høflige" i deres sprog, så tilpasser hendes generation i højere grad sproget efter den borger, som de står overfor. 

Er du ikke selv høflig og ordentlig? 

”Jo, men jeg er ikke bange for at bruge ”sgu” og ”fanden”, hvis det er de rigtige man taler med. Jeg synes godt, at man kan vurdere, hvilken person det egentlig er man taler med."

Og netop det kan være en fordel, når de forskellige borgere skal føle sig mødt. 

”Får jeg en borger ind på 25 år, så er det måske ikke hende på 65 år, der skal gå derind, men i stedet mig, der kan snakke det samme sprog. Omvendt kan jeg have problemer med kommunikationen med dem tæt på de 100 år, fordi det sprog taler jeg slet ikke."