Slip skyldfølelsen og øv dig i at sige fra: Tre råd om stress
Når de værste symptomer på stress har lagt sig begynder det langsigtede arbejde. Cheflæge Marianne Kyndi peger på tre værktøjer, der kan hjælpe dig videre.
i dag kl. 09.54
Hjertebanken, søvnløse nætter og hukommelsestab.
De værste symptomer på stress har du fået under kontrol.
Du har fået styr på de basale ting, der kan justeres på. Du har tilpasset hverdagens aktiviteter til dit energiniveau, fået struktur på hverdagen og optimeret din søvn, men hvad gør du så herfra?
For at finde svaret på det spørgsmål, har Fagbladet FOA allieret sig med Marianne Kyndi, der er cheflæge ved Regionshospitalet Gødstrup. Hun deler her tre værktøjer til, hvordan du arbejder langsigtet med din stress.
-
1
Slip af med skyld og skam
Først og fremmest peger cheflæge Marianne Kyndi på, at man bør lægge skylden og skammen på hylden.
”Skylden og skammen skal afmonteres, så man ikke går og har dårlig samvittighed, hvis man for eksempel møder en kollega imens man er sygemeldt. Det er jo en del af ens helbredelse at kunne bevæge sig rundt i samfundet, " forklarer hun.
For at slippe af med den dårlige samvittighed mener Marianne, at det er afgørende, at man tør tale højt om den. På den måde bliver ens omgivelser bekendte med, hvordan man har det og får derved lettere ved at støtte en.
Og selvom det måske lyder nemt, så kan det være svært at få sat ord på de følelser og sige fra over for aktiviteter, der tærer på dit energi niveau. Derfor anbefaler Marianne, at man forbereder sig hjemmefra.
”Man kan på forhånd have forberedt nogle venlige, men korte sætninger, så man har tænkt over, hvad man svarer, hvis man for eksempel skal ud blandt mennesker igen, men ikke orker en masse spørgsmål om, hvordan man har det eller, hvornår man skal tilbage på arbejdet.”
-
2
Kig på dine leveregler
Marianne Kyndi peger desuden på, at man kan kigge på sine såkaldte ”leveregler” og overveje om der bør blive justeret på dem.
Helt konkret går det ud på at spørge sig selv, hvilke indre ”regler” man har opstillet for sig selv om, hvordan man bør opføre sig og være i sit liv, og hvad man er bekymret for vil ske, hvis ikke man følger dem.
”Nogle tænker for eksempel de aldrig må sige nej til invitationer eller altid skal være den der tager kage med til forældremøder, ellers vil andre blive skuffede eller tænke negativt om en” forklarer Marianne.
Regler kan være gode, men de kan også dræne dig, især hvis de er blevet lidt for sort/hvide.
I det tilfælde mener Marianne, at det kan være nødvendigt at undersøge, hvorvidt det er omkostningerne værd stadig at følge reglerne til punkt og prikke, når man ikke har sit sædvanlige overskud.
”Er det nødvendigt, at hele huset er rengjort og ryddeligt, eller kan en nedjusteret version være okay i en periode?”.
Det handler derfor ikke om at droppe alt det, der er vigtigt for dig, men om at finde en udgave af reglerne, der kræver mindre af dig
”Justerer man på levereglerne, så er der tid til at lave noget, der er rart og er energigivende. For bruger man sin sparsomme fritid og energi på at gøre rent, eller lave al mad fra bunden, så er der ikke så meget tid til de ting, der giver en energi”.
-
3
Undersøg dine mønstre
Endelig peger Marianne på, at man kan undersøge ens såkaldte copingstrategier. De skal forstås som en række vante metoder, den enkelte oftest tyer til, for at løse opgaver og problemer, uden at tænke nærmere over det. Det er strategier, der kan have fungeret godt indtil nu, men har samtidigt kostet mange kræfter.
"Eksempler på de strategier kan være, at man altid vil præstere, eller have kontrol over alt, så intet uforudset kan dukke op," forklarer hun.
Andre eksempler er, at man prioriterer andres behov over egne, eller tager overansvar.
I følge Marianne benytter vi os alle af copingstrategier til at komme gennem hverdagen på. De er i sig selv ikke bekymrende, men for en person, der lider af stress kan de nemt ende med at være skyld i, at man ender med at overforbruge sig selv, fordi man ikke længere har de samme kræfter.
Derfor handler det altså om at få justeret på strategierne, hvis de viser sig at have flere omkostninger end fordele.
"Man kan prøve at tillære sig selv nogle andre copingstrategier end dem, der ligger på rygraden og er automatiserede. Det kunne for eksempel være at blive bedre til at uddelegere opgaver og sige fra."
Du kan tilgå flere værktøjer gennem linket her.
Læs mere på foa.dk
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk