64 ansatte på plejehjem: "Vores forældre skal ikke bo her – og det skal vi heller ikke"

Det, vi skal sige, gør ondt at sige højt, men det er nødvendigt: Vi arbejder på plejehjem, men flere af os ønsker ikke, at hverken vores forældre eller at vi selv skal bo på plejehjem en dag. 

For på plejehjem oplever både de ældre og de ansatte svigt. Det har vi selv oplevet. 

Vi er 64 social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, husassistenter og ufaglærte fra fire plejehjem, og vi skriver dette, fordi vi er desperate.

Vi går hjem med dårlig samvittighed og følelsen af ikke at have slået til hver eneste dag. Ikke fordi, vi ikke vil vores arbejde, men fordi vi ikke længere kan udføre det fagligt forsvarligt.

På et af vores plejehjem står hver aftenvagt med ansvaret for ni beboere. På et andet har to nattevagter ansvaret for 58 beboere. Samtidig bor der mennesker med svær demens, dobbeltdiagnoser og udadreagerende adfærd, som ofte kræver to medarbejdere ad gangen. 

Alligevel bliver vi færre hænder. Og det går ud over de ældre.

Hvis bare én kollega melder sig syg, vælter hele vagten. Så løber vi mellem afdelingerne, for at være der for alle, men det er umuligt.

Og det er svært, for vi ved, hvad der virker. Vi ved, at en urolig borger ofte falder til ro, hvis man sætter sig ned hos dem i 10 minutter. Vi ved, at relationer skaber tryghed.

Men tiden er der ikke.

I stedet løber vi videre til den næste, der skal have medicin, hjælpes på toilettet eller tilbage i seng.

Vi oplever beboere, der går rundt og leder efter os på gangene, fordi vi er for få. Vi oplever demente, der kalder på deres mor, fordi de er bange og utrygge. Vi har ledt efter borgere, som er forsvundet fra afdelingen, og det har gjort, at vi går på arbejde med en reel frygt for, at nogen en dag går ud i frostvejret eller ender i søen.

Vi ved godt, at økonomien er presset, og vi ved godt, at vores ledere også er under pres. Men når der skal spares, rammer det igen og igen os på gulvet - og i sidste ende de ældre.

Men hvis vi ender med at forlade ældreplejen, er det ikke, fordi vi er ligeglade. Tværtimod, så er det, fordi vi ikke længere kan holde ud at svigte de ældre. Og at svigte os selv.

Vi føler ikke, at der bliver lyttet til de løsninger, vi kommer med. For vi har faktisk forslag.

Vi har bare brug for, at I, kære politikere, ikke kun lytter – men også gør noget. Vi har brug for reelle handlinger.

Vi har brug for flere kolleger - særligt i aften- og nattevagter, hvor presset er størst.

Vi har brug for større overlap mellem vagterne, så beboerne ikke bliver utrygge, og medarbejderne ikke begynder dagen med kaos.

Vi har brug for tid til relationer, omsorg og faglighed.

Tid til dokumentation uden overarbejde.

Tid til ordentlig oplæring af elever.

Tid og mulighed for efteruddannelse.

Vi har også brug for, at praktiske opgaver ikke bliver ved med at vokse, mens hænderne bliver færre.

Og vi har brug for, at vores erfaringer fra hverdagen bliver taget alvorligt, når beslutningerne bliver truffet.

Vi er desperate og der er brug for forandring. 

Men vi arbejder her endnu, for vi elsker stadig vores fag.

Det er stadig det hele værd, når en beboer lyser op og siger: “Ej, er det dig i dag?”

Ingen af os blev social- og sundhedsmedarbejdere for at løbe fra mennesker. Vi blev det for at skabe tryghed, omsorg og værdighed.

Men værdighed kræver tid, og omsorg kræver hænder. Lige nu mangler vi begge dele.

I videoen nedenfor fortæller Charlotte, Susette, Karina, Sabina, Susanne og Louise om deres oplevelser som ansatte på plejehjem. De er alle afsendere på debatindlægget.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk