Karina går hjem med dårlig samvittighed: ”Jeg kan ikke sige pyt, når det handler om mennesker”

Ofte ligger Karina Hedemann vågen i flere timer om natten.

I mørket tænker hun sin arbejdsdag igennem time for time for at sikre sig, at hun nåede det, hun skulle.

Nogle gange kommer hun i tvivl om, hvorvidt alle fik deres medicin i travlheden.

Andre gange tænker hun på den beboer, der klarer det meste selv, men som har brug for hjælp til at få rent tøj på. En beboer, der endnu en gang må vente til dagen efter, fordi en anden beboer råbte efter hjælp længere nede ad gangen.

Det er alt det, hun ikke nåede, der får lov at fylde. Og så melder den dårlige samvittighed sig.

”Mine beboere fortjener det allerbedste, men det kan jeg ikke give dem,” fortæller Karina, der arbejder som social- og sundhedshjælper på et plejehjem i Faaborg-Midtfyn.

Føles som et samlebånd

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke at slå til følger Karina hjem hver uge. 

Hun er ofte så udmattet, at hun er nødt til at tage en lur, når hun har fri fra arbejde.

”Jeg er nødt til at få sovet, så jeg også kan være noget for min familie. Men min dårlige samvittighed er der stadig, når jeg vågner,” siger Karina.

Følelsen vokser sig særligt stor på dage, hvor hun har løbet fra den ene borger til den næste, og hvor der kun har været tid til den mest nødvendige pleje.

Eller hvis en beboer spørger, om hun har tid til at sætte sig ned til en snak i fem minutter, hvor hun må sige nej – for imens er der en, der skal hjælpes ud af sengen og en anden, der vandrer rundt på gangen i undertøj.

”Jeg har det som om, at jeg lige så godt kunne arbejde ved et samlebånd. Jeg hjælper folk med deres pleje og haster videre til den næste, men jeg savner at give beboerne nærvær og omsorg,” siger Karina.

Hun har oplevet vagter, hvor hun stod alene med ansvaret for en hel afdeling, og hvor det gjaldt om at få beboerne op af sengen, vasket, klædt på, bespist og medicineret – og når det var gjort, samlede hun beboerne foran fjernsynet.

”Der føler jeg ikke, at jeg slår til. Når jeg kommer hjem fra sådan en dag, tænker jeg, at det, jeg har præsteret, ikke er noget, jeg skal være stolt af,” siger hun.

Efterlyser nærvær

Hvis det stod til Karina, burde arbejdet handle om meget mere end at få dagens opgaver krydset af.

Hun tænker særligt på en beboer med demens, hvor både fysikken og hukommelsen er ved at svigte, og som derfor tilbringer det meste af tiden for sig selv.

Men en dag blev han tilmeldt en cykeltur, hvor frivillige cykler en tur med de ældre i lokalområdet.

Da han kom tilbage, var han næsten ikke til at kende. Han talte om turen resten af dagen og efterspurgte, hvornår han skulle afsted igen,

”Jeg tænkte bare: Hold da kæft – skal der virkelig ikke mere til,” siger Karina.

”Det er sådan nogle øjeblikke, jeg efterlyser. I princippet kunne jeg jo også cykle en tur med beboerne, hvis jeg havde flere kollegaer, der kunne blive tilbage med de resterende beboere.”

Vil ikke sige pyt

Karina understreger, at det hverken skyldes hendes arbejdsplads, ledelsen, kollegaer eller beboerne.

Problemet er de rammer, arbejdet skal udføres indenfor.

Derfor møder Karina også på arbejde med en gejst, optimisme og en tro på, at det kan blive bedre på trods af den dårlige samvittighed og følelsen af ikke at slå til.

”Jeg brænder for det her fag. Det har jeg gjort lige siden, at jeg begyndte for 17 år siden. For jeg arbejder sammen med de bedste mennesker, og jeg har verdens bedste arbejde, men jeg kan ikke få lov til at udføre det på den måde, jeg ønsker,” siger Karina.

”Men man skal sige det højt, hvis der er noget, man ikke synes, er okay. Og så kan jeg jo kun håbe på, at der bliver lyttet, og at ældreplejen bliver bedre.”

Men hun ved også, at der er en grænse.

”Hvis jeg en dag bliver ligeglad, er det tid til at finde et andet arbejde. For det må man ikke være, når man arbejder med mennesker,” siger hun.

”Der er mange, der siger til mig, at jeg skal sige pyt. Det kan jeg sige, hvis jeg har glemt at vande mine blomster – men jeg kan da ikke sige pyt, når det handler om mennesker.”