Pludselig skulle sosu-hjælperen Malik selv have hjælp til alt: "Et kæmpe værdighedstab"

En morgen i marts 2024 vågnede 28-årige Malik Noesgaard med feber og alle de velkendte symptomer på en omgang ondt i halsen.

En måned forinden var han blevet ansat som social- og sundhedshjælper på plejehjemmet Blomsterdalen i Odense. Og nu måtte han melde sig syg.

Vagtlægen udskrev en omgang antibiotika, men effekten udeblev. Faktisk blev Maliks tilstand værre.

Både lysten til mad og væske forsvandt, og en undersøgelse hos lægen viste, at hans infektionstal var over 100.

Malik blev sendt videre til øre-, næse-, halsafdelingen på Odense Universitetshospital – OUH – hvor han blev indlagt.

Efter et hav af prøver, kom det ubegribelige svar.

”Jeg havde kræft i blodet og kræft i spinalvæsken, som løber fra bunden af rygsøjlen og hele vejen op, så det kunne udvikle sig til kræft i hjernen,” fortæller Malik Noesgaard, der havde sin kone ved sin side, da lægens ord ramte ham.

”Min verden gik i stå. Jeg tænkte: 'Det her, det dør du af'. For det er det, man hører. Vi var lige blevet gift året forinden, og så skulle jeg allerede dø.”

Vil ikke tale om døden

Men hurtigt valgte Malik Noesgaard at erstatte de mørke tanker med optimisme.

Han fik deponeret sæd, fordi kemoterapien ville ødelægge hans evne til at få børn på naturlig vis. Og han sagde nej tak til at forholde sig til, hvad der skulle ske, hvis udfaldet af sygdommen var fatalt.

”Jeg har aldrig kunnet lide at tale om døden. Det virker måske sjovt, når man har det arbejde, jeg har. Men jeg kan ikke forholde mig til min egen begravelse og død,” forklarer han.

”Jeg frabad mig også løbende at få dårlige beskeder. Mit hoved er ikke bygget til at rumme dem.”

I stedet tog han én dag ad gangen med en overbevisning om, at hvis han satte sig i et hjørne og græd, ville han ikke komme igennem det.

Støtte og bekymringer

Malik har ikke kontakt til sin far, og hans mor skulle tage sig af Maliks lillebror på 10 år. I stedet var hans kone og hendes familie hans støtte.

”Min svigermor har taget en kæmpe tørn. Hun gik tur med min lillebror, så han ikke skulle se mig kaste op, da han besøgte mig på hospitalet. Og hun har været med til alle forbehandlinger op til min knoglemarvstransplantation,” fortæller han.

Under sygdomsforløbet blev Maliks kone Sarah, som også er social- og sundhedshjælper, sygemeldt. Det var ikke kun Sarah, der bekymrede sig om Malik. Bekymringen gik også den anden vej.

”Hun glemmer nogle gange sine egne behov. For eksempel har hun svært ved at huske at spise, når jeg ikke er hjemme. Så jeg tænkte: 'Skid hul i, hvordan jeg har det, hvordan klarer min kone det?',” forklarer han.

”Når jeg blev ramt af modløshed, brugte jeg også ungekoordinatorerne, så Sarah ikke skulle lægge øre til alt. For jeg ville ikke tage håbet fra hende.”

Mit job er mit et og alt

På mange måder blev oplevelsen som patient en ny måde at anskue social- og sundhedsfagene på.

Malik havde fået indopereret et centralt venekateter, som gjorde det umuligt for ham at løfte armene. Derfor havde han brug for hjælp til at komme i bad.

I begyndelsen hjalp Sarah ham, men en dag sagde hun stop.

”Hun sagde, at hun var min kone og ikke min plejer. Så jeg skulle have hospitalspersonalets hjælp til at blive vasket. Det havde jeg det meget stramt med. Det var et kæmpe værdighedstab,” fortæller han.

”På hospitalet spurgte de ind til, hvordan de kunne hjælpe mig. Det har jeg taget med mig, når jeg i mit arbejde møder en borger, der ikke vil vaskes. For der kan være mange forskellige årsager til, at man ikke vil have hjælp.”

Inden knoglemarvstransplantationen på Rigshospitalet i midten af august 2024 var Malik til undersøgelser og fik taget mål til den skal, han skulle ligge i under strålebehandlingen.

”På det tidspunkt var jeg helt afkræftet. Mange sagde, at jeg ikke ville kunne vende tilbage til mit job. Men mit job er mit et og alt. Så jeg tænkte, at jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne komme tilbage.”

Tynd mave på løbebåndet

I tre dage fik han to gange dagligt helkropsstråling inden transplantationen.

Efter transplantationen stod menuen på sondemad og 25 dage i isolation i et bakteriefrit rum, hvor en luftrenser skubbede bakterierne ud.

”Jeg måtte ikke gå med bare tæer på gulvet eller give kram. Det var frygteligt. Det var midt i sommerperioden, og jeg måtte ikke engang åbne vinduerne. Men jeg fik lov til at holde min kone i hånden, som var indlagt sammen med mig,” fortæller han.

Mens Sarah skulle spritte af og skifte sko, hvis hun gik til og fra stuen, gik Malik i gang med at tømme TV 2 Play og Viaplay for indhold.

”Til sidst kunne jeg ikke finde på mere at se. I desperation satte jeg en julekalender på. Jeg elsker jul, men ikke om sommeren,” fortæller han.

Men det handlede ikke kun om at fordrive tiden med underholdning, Malik skulle også holde sig aktiv.

Hvis han bare lå i sengen, ville han miste knoglemasse, så en fysioterapeut kom dagligt forbi og lavede øvelser med ham.

”Jeg fik en kondicykel, jeg skulle cykle på hver dag. Men det kunne jeg ikke, for jeg var så tyndhudet, at jeg fik sår bag på. Men det var der råd for. De fandt bare et løbebånd i stedet for,” forklarer han.

Malik kunne ikke tåle sondemanden og fik tynd afføring.

”Resultatet var, at jeg stod på et løbebånd iført ble og hospitalsunderbukser i bare ben og ingenting. Det var virkelig ikke et kønt syn," fortæller han.

Endnu engang fik Malik et nyt perspektiv på sit job.

”Jeg har fået en større forståelse for ældre, der svarer 'Ellers tak', når man spørger, om de vil med til gymnastik. Men jeg kunne ikke springe over, for det var det, der skulle til, for at jeg kunne komme videre, og det priser jeg mig lykkelig for i dag,” fortæller han.

Glemte at spise

Efter over en måned i isolation blev Malik sendt hjem med 27 piller, han skulle spise hver dag. Han var vant til at være omringet af hospitalspersonale, og nu var han og Sarah pludselig overladt til sig selv.

”Jeg tænkte: 'Fuck, hvad gør jeg'. Nu er der ingen sygeplejersker eller rød snor, jeg kan trække i. Jeg fik angstlignende symptomer og spiste ikke noget,” husker han.

Om aftenen efter hjemkomsten begyndte Malik at krampe, da parret havde lagt sig i seng. Han var ukontaktbar, og Sarah endte med at ringe 112.

På hæmatologisk afdeling på OUH troede lægerne først, at kræften var vendt tilbage. Det var den ikke, men Rigshospitalet ville gerne have ham til tjek.

”Da jeg stoppede med at spise blev min kone så frustreret, at hun ringede til en sygeplejerske på Rigshospitalet, som var god til at tale lige ud af posen,” fortæller han.

”Han gav mig besked om, at hvis jeg ikke begyndte at spise, ville jeg få anlagt sonde, som jeg skulle have resten af livet. Så jeg tog mig sammen, fik proteindrik og begyndte at spise igen.”

Kræftfri og tilbage på job

I september 2024, knap et halvt år efter, at Malik blev diagnosticeret med leukæmi, blev han erklæret kræftfri.

Den 2. december 2024 begyndte han på deltid, og i marts 2025 var han tilbage på fuldtid.

Under sit sygdomsforløb fik han gaver af sine kollegaer, som han knap nok havde lært at kende, inden han blev syg. Han havde sygefraværsamtaler og var i løbende dialog med sin tillidsrepræsentant.

”De kunne lige så godt have fyret mig, fordi jeg blev syg inden for min tre måneders prøveperiode. Og de kendte jo ikke udsigten til, hvornår og om jeg ville komme tilbage,” siger Malik, som er taknemmelig for at være tilbage på sit job.

”Jeg holder af kollegaerne og borgerne. Det at kunne sørge for, at borgerne får en god og lykkelig tid den sidste del af livet, det er noget af det mest fantastiske,” fortæller han.

Drømmen om børn

Der er meget, Malik gerne vil nå at indhente, som han er gået glip af, mens han var syg.

”Der er mange ting, jeg ikke har kunnet deltage i, og jeg har mistet meget familietid,” fortæller han.

Malik og Sarah, der kunne fejre tre års bryllupsdag i juni, har også skullet genfinde hinanden igen som par.

”Vi fik parterapi gennem Kræftens Bekæmpelse, fordi det havde været så hårdt for os. Hvordan finder man hinanden efter så voldsom en sygdom? Men det er der kommet noget godt ud af,” forklarer ham.

”Vi har allerede været til de indledende samtaler på fertilitetsklinikken, fordi vi drømmer om snart at få børn.”

Selvom Malik har et optimistisk syn på livet, lurer bekymringen for igen at blive syg i baghovedet.

”En lille del af mig er bange for at blive syg igen, eller at jeg bliver det, når vi lige har fået børn. Men jeg tænker ikke på det hver dag, for det ville godt nok være trist,” fortæller han.

I stedet bruger han energi på at sætte pris på nuet og det, han har.  

”Jeg har lært, at man kommer langt med den positive tilgang til livet. Hvis folk under mit sygdomsforløb sagde: 'Det kan du ikke', så satte jeg mig for at bevise det modsatte. Det er vigtigt ikke at tage håbet fra folk, selv når det ser sort ud,” siger han.