Børneattester stadig på pause: Mindst 250 kan ikke få deres ansættelse godkendt
Landets kommuner kan ikke ansætte pædagogisk personale, så længe politiet har sat udstedelsen af børneattester i bero. Men man gør, hvad man kan, forsikrer Rigspolitiet.
i dag kl. 13.03
Rigspolitiet kan endnu ikke sige, hvornår det igen bliver muligt at få udstedt børneattester.
Udstedelsen blev sat i bero, efter at Rigspolitiet den 3. september oplyste om fejl i den automatiske sletning af oplysninger i Kriminalregisteret. Fejlene betyder, at oplysninger om visse afgørelser er blevet slettet tidligere, end de skulle.
Det gælder blandt andet oplysninger, der har betydning for børneattester, våbentilladelser og andre myndigheders behandling af sager. Derfor er udstedelsen af både børneattester og våbentilladelser indtil videre sat på pause.
10 år gamle afgørelser
Fejlen kan have påvirket afgørelser i en række sager, fordi oplysninger, der er mere end ti år gamle, kan være blevet slettet for tidligt fra Kriminalregisteret.
Det gælder blandt andet sager om børneattester, våbentilladelser og statsborgerskab.
Kilde: Rigspolitiet
”Rigspolitiet er bevidste om, at oplysninger fra Kriminalregisteret har betydning for mange andre myndigheder og organisationer. Derfor gør Rigspolitiet og Politiets Administrative Center alt, hvad man kan, for at få genskabt de slettede afgørelser,” oplyser Rigspolitiet, som forventer inden for kort tid at beslutte, om behandlingen kan genoptages.
250 ramt i København
Men når nye medarbejdere i dagtilbud, fritidstilbud og skoler ikke kan få en børneattest, betyder det også, at de ikke kan ansættes. Alene i Københavns Kommune betyder det lige nu, at mindst 250 lærere, pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere ikke kan få godkendt deres ansættelse.
Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, er sikker på, at Rigspolitiet gør, hvad de kan.
”Vi er sikre på, at Rigspolitiet arbejder på højtryk for at finde fejlene, så der hurtigst muligt kan udstedes børneattester igen. Men det er jo klart, at jo længere tid, der går, jo større bliver udfordringen for dagtilbud, skoler og fritidstilbud, der er i gang med at ansætte personale,” siger han.
Det går slettefejlen ud på
Oplysninger i Kriminalregisteret slettes automatisk efter bestemte regler. Registret indeholder blandt andet domme med ubetinget fængsel. Som udgangspunkt slettes de 10 år efter løsladelsen, mens domme for grov eller særlig grov kriminalitet gemmes længere.
Rigspolitiets foreløbige undersøgelser tyder på, at registret fra 2021 indeholder et korrekt billede af afgørelser mindst 10 år tilbage. Fejlen ser derfor ud til kun at kunne omfatte afgørelser fra før 2011.
Kilde: Rigspolitiet
Ingen vej udenom
Samme melding lød fra KL i Danske Kommuner. Her sagde Michael Ziegler fra Konservative, der er formand for KL’s løn- og personaleudvalg, at der ikke er nogen vej udenom: Når udstedelsen af børneattester er sat i bero, betyder det de facto et ansættelsesstop i kommunerne i stillinger, der kræver børneattest.
”Sådan er det nødt til at være. Vi vil ikke ansætte folk uden en børneattest, og når der er krav om en børneattest, skal vi have en. Hvis der ikke kan udstedes børneattester, så må vi vente med at foretage ansættelser.”
Han understreger, at det selvfølgelig er en uholdbar situation, men at det er et relativt heldigt tidspunkt, da de fleste ansættelser sker sidst på måneden.
”Alle kommuner har stort fokus på at undgå at ansætte mennesker, der ikke egner sig til at arbejde med børn. Der er børneattesterne et helt uundværligt redskab.”
Hvornår skal der indhentes børneattest?
En arbejdsgiver er forpligtet til at indhente en børneattest, såfremt den ansatte skal have direkte kontakt med børn under 15 år.
Blandt andet gælder det for ansatte i:
- Folkeskolen samt klubtilbud som sfo, kkfo etc.
- Dagtilbud som vuggestuer og børnehaver
- Skolepedeller
- Dagplejere
- Der er i visse tilfælde lovhjemmel til at indhente en børneattest på andre medlemmer af husstanden, f.eks. gælder det både en dagplejer og dennes husstandsmedlemmer over 15 år
- Trænere i idrætsforeninger samt instruktører, holdledere og andre frivillige, der har en funktion i forhold til personer under 15 år. Det gælder uafhængigt af om arbejdet eller lønnet eller ej
- Personer (inklusive forældre, hjælpere mv.) der i foreningslivet har direkte kontakt og ansvar i arbejdet med børn under 15 år i deres foreningsarbejde, eksempelvis i spejderforeninger.
Kilde: politi.dk