Hun er kendt fra film og serier, men som social- og sundhedshjælper vil hun give tilbage til ældre

Stephanie León er både social- og sundhedshjælper og skuespiller. Rigmor Ginnerup Kelsen

Stephanie León har gennem sin karriere formået at kombinere to verdener ved at arbejde som social- og sundhedshjælper og skuespiller. Nu forenes de to fag i en ny TV2-serie ’Løgnen’.

i dag kl. 07.00

På Nørrebro i Elmegade sad Stephanie León med sin veninde på en trappesten. De hang mere ud der, end de gjorde hjemme hos hinanden – lige med undtagelse af vintermånederne.

Her sad de og kiggede på mennesker, der gik forbi. Det var ofte de samme, lokale folk, der gik igennem Elmegade.

Som for eksempel en kvinde, der talte med sig selv, og en fyr med en guitar under armen, som ofte slog sig ned ved siden af dem og spillede et par numre for så at smutte videre igen. 

Fyren med guitaren var ikke den eneste, som satte sig på trappestenen. Dem som havde tiden og lysten kunne slå sig ned for at få en sludder for en sladder – og det var der mange, der gjorde. For pludselig kunne venindeparret have siddet og talt med alle slags mennesker i otte timer.

Dagene og timerne på trappestenen bruger Stephanie León som billedet på hendes fascination af andre mennesker. 

”Jeg har altid interesseret mig for andre, og jeg elsker at møde en masse forskellige mennesker. Det er en af grundene til, at jeg valgte at uddanne mig til social- og sundhedshjælper,” siger Stephanie León.

Vigtigt at give tilbage til ældre

Stephanie León blev færdiguddannet som social- og sundhedshjælper i 2005, men hendes karriere begyndte mange år tidligere i en helt anden branche.

Siden hun var ni år gammel, har hun arbejdet som skuespiller, hvor hun blandt andet har spillet nissen Nova i ’Krummernes Jul’ og den søde nabopige med lyse krøller i ’Sunes Familie’. 

Efter sin tid som børneskuespiller, har hun ofte fået roller, hvor hun spiller en mere rapkæftet og hård vestegnspige, som for eksempel karakteren Cecilie i ungdomsfilmen ’Råzone’.

Listen af film og serier fortsætter, men hun har også arbejdet på både et plejehjem, i hjemmeplejen og nu som fast afløser på en rehabiliteringsafdeling, hvor det er andre værdier, der gælder. 

”Når jeg er på optagelse, så spiller jeg en karakter, mens jeg som social- og sundhedshjælper møder borgerne som den person, jeg er,” siger Stephanie León og tilføjer:

”Det betyder meget for mig at kunne yde omsorg for andre. Det er noget, som altid har gjort mig glad,” siger hun.

Jeg har altid interesseret mig for andre, og jeg elsker at møde en masse forskellige mennesker. Det er en af grundene til, at jeg valgte at uddanne mig til social- og sundhedshjælper

Stephanie León, social- og sundhedshjælper og skuespiller

For hende er omsorg de små ting i hverdagen, såsom at smøre beboernes ben ind i bodylotion, frisere deres hår, hjælpe dem med at få læbepomade på, eller trille dem ud i den friske luft.

For netop det at hjælpe andre til et bedre og mere værdigt liv, er det, hun tillægger stor værdi. Særligt når snakken falder på ældre og andre, der kan have brug for en ekstra hånd. 

”Ældre har haft et helt liv, hvor de har gjort så meget for andre. Derfor er det så smukt og værdigt, hvis man bare kan give lidt tilbage til dem. Det er så vigtigt at give omsorg til dem, som er afhængige af andre,” siger hun.

I den nye serie 'Løgnen' spiller Stephanie León (til højre) Tessas mor. Henrik Ohsten/ TV2

Det betyder meget for mig at kunne yde omsorg for andre. Det er noget, som altid har gjort mig glad

Stephanie León, social- og sundhedshjælper og skuespiller

Forening af omsorgsarbejde og skuespil

Skuespil og arbejdet som social- og sundhedshjælper er to forskellige brancher, men ifølge Stephanie León har de en vigtig ting til fælles.

”Det handler det om at leve sig ind i andre mennesker,” siger hun. 

I sit arbejde som social- og sundhedshjælper har Stephanie León fået en forståelse for andres følelser, reaktioner og livssituationer, som gavner hende som skuespiller.

”Når jeg skal spille en rolle, har jeg ofte oplevet at kunne spejle karakteren i et menneske, jeg har mødt. På den måde har jeg noget konkret at trække på i forhold til, hvordan den type måske reagerer eller opfører sig,” siger Stephanie León.

Omvendt har skuespillet gjort hende omstillingsparat og givet hende evnen til at tilpasse sig, som hjælper hende i sit arbejde som social- og sundhedshjælper. 

”Jeg kan komme ind hos en borger, hvor det vil være upassende at bande, for så at besøge og hjælpe en gammel sømand, hvor jargonen skal være helt anderledes,” siger hun.

Ældre har haft et helt liv, hvor de har gjort så meget for andre. Derfor er det så smukt og værdigt, hvis man bare kan give lidt tilbage til dem. Det er så vigtigt at give omsorg til dem, som er afhængige af andre

Stephanie León, social- og sundhedshjælper og skuespiller

Fagene prioriteres lige højt

Ifølge Stephanie León er det ikke svært at forene arbejdslivet som skuespiller og social- og sundhedshjælper. Hun har oplevet flere gange at komme direkte fra en nattevagt til en filmoptagelse.

”Det seneste år har jeg haft mange skuespillerjobs, men det har været vigtigt for mig også at tage vagter på min afdeling, så jeg også er synlig der. For mit job som social- og sundhedshjælper er lige så vigtigt, som mit skuespil,” siger hun.

Derfor måtte Stephanie León også smutte midt i premieren af den nye TV2-serie ’Løgnen’, fordi hun havde aftenvagten. I serien mødes hendes to verdener, og hun er i selskab med rapperen Tessa og skuespilleren Iben Hjejle.

Selvom antallet af skuespillerjobs svinger, er det ikke grunden til, at hun prioriterer og holder fast i sit job som social- og sundhedshjælper.

”Som social- og sundhedshjælper er det dig som menneske – den, du er i dit hjerte – som møder borgerne. Når jeg får at vide, at jeg gør mit arbejde godt, er det mig som menneske, borgerne roser, og ikke en karakter, som jeg skal påtage mig, som når filmkameraet ruller,” siger Stephanie León.

Læs mere om uddannelsen til social- og sundhedshjælper på foa.dk


Fagbladet anbefaler