Kål i en kage? Snart bliver kålkagen serveret for hundredvis
Tre kolleger fra Fælleskøkkenet i Sakskøbing har udviklet en helt særlig kage til årets maddag. Første forsøg gik ikke helt som håbet – men så fik de en idé. Få opskriften nederst i artiklen.
i dag kl. 13.24
Går kål og kage hånd i hånd?
Det gør det i hvert fald i Fælleskøkkenet i Sakskøbing.
For den 30. september - på årets maddag - serverer storkøkkenet nemlig deres nyeste kreation: kålkagen.
”I år er temaet kål, og derfor har vi udviklet en kålkage, som skal leveres til samtlige ældre borgere i de omkringliggende kommuner,” fortæller kostfaglig administrativ medarbejder i Fælleskøkkenet, Britta Holse.
Fælleskøkkenet leverer omkring 2.500 daglige måltider til plejecentre og borgere i eget hjem i Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune.
Storkøkkenet står også for dele af den mad, der serveres for patienter og i kantinerne på hospitalerne i Region Sjælland, og leverer mad til eleverne på SUNDskolen i Nykøbing Falster.
Britta Holse har sammen med produktionsleder Andy Krebs og ernæringsassistent Sara Nellemann Petersen udviklet kagen, som er inspireret af den saftige og krydrede gulerodskage.
Men der skulle et par forsøg til, før de ramte helt plet på smag og konsistens i kålkagen. For hvordan får man en grøntsag, som hurtigt kommer til at lugte af prut, til at dufte og smage indbydende?
Det har de tre udviklere og kollegaer svaret på.
”Så snart jeg åbnede ovnen, blev jeg mødt af lugten af prut."
Andy Krebs, produktionsleder i Fælleskøkkenet
Anden gang er lykkens gang
Da Andy Krebs blev præsenteret for Britta Holse idé om at udvikle en kålkage, tøvede han ikke med at kaste sig ind i projektet.
”Jeg syntes, det var en sjov opgave og tænkte, at det var en udfordring, jeg godt ville tage op,” fortæller han.
I første forsøg på at lave kagen tænkte han, at det nok bare handlede om at tage den klassiske gulerodskageopskrift og bytte gulerødderne ud med hvidkål. Hvad kunne gå galt?
”Så snart jeg åbnede ovnen, blev jeg mødt af lugten af prut. Vi fik nogle af vores andre kollegaer til at smage på den, og de var ikke begejstrede. Både smagen og lugten af kål var meget gennemtrængende,” siger han.
Men så fik Britta Holse, Sara Nellemann Petersen og Andy Krebs en idé. Hvad, hvis man karamelliserede hvidkålen, inden den kom i kageblandingen?
”Sukkeret er med til at trække væske ud af kålen, som er det, der får den til at lugte. Når vi samtidig rister kålen på panden, fordamper duftstofferne,” fortæller Andy Krebs.
Den karamelliserede hvidkål skulle vise sig at være det, som skulle til for at få kålkagen til at blive en succes.
”Smagen minder mest af alt om en krydderkage – varm, krydret og sød på samme tid,” fortæller Britta Holse og sender fadet med anrettede stykker kålkage med ostecreme rundt til Sara Nellemann Petersen og Andy Krebs.
I dagene op til maddagen den 30. september bliver en helt frisk kålkage bagt, og det er den, som skal ud på de forskellige plejecentre og til borgere i eget hjem.
Derfor fejrer vi maddag
Den 30. september er daginstitutioner og plejehjem landet over inviteret til at fejre den årlige maddag, der i år har kål som tema.
Oprindeligt var det en lille gruppe husassistenter og køkkenmedarbejdere – organiseret i FOA – der stod bag idéen til maddagen.
Det er en hyldest til det køkkenpersonale, der hver dag sørger for, at ældre og børn får den rette ernæring, og er sammen om det fælles måltid.
Kan spises med god samvittighed
Kålkagens svampede konsistens er ikke kun takket være den karamelliserede hvidkål. En særlig ingrediens har også sneget sig ind på ingredienslisten.
”Vores kager består altid af 15 procent ærtemel, som er fintmalet mel lavet på ingridærter. Det gør ikke kun, at kagen ikke bliver tør, når den er på køl – det tilfører også bælgfrugter til kagen, som de ældre har godt af at spise,” fortæller Andy Krebs.
I et stykke kålkage får man altså mellem syv og otte gram bælgfrugter ud over de mange forskellige vitaminer fra den karamelliserede hvidkål.
”Jeg tror godt, man kan sige, at det er en kage, man kan spise med god samvittighed,” siger Sara Nellemann Petersen.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
Spændt på feedback
Indtil videre er det kun medarbejderne i Fælleskøkkenet som har smagt og godkendt kålkagen.
Derfor er især de tre udviklere bag kagen, Britta Holse, Andy Krebs og Sara Nellemann Petersen, nysgerrige på, hvordan den bliver taget imod til maddagen den 30. september.
”Jeg håber, at personalet, som skal servere kage for de ældre, lader kagen stå lidt uden låg på, inden den serveres – fordi, hvis man åbner låget og står lige foran kagen, kan man godt blive ramt af en dunst af kål,” siger Andy Krebs.
I Fælleskøkkenet fik medarbejderne ikke at vide, at det var en kålkage, som de skulle smage på, og det råd vil de gerne give videre til andre, som overvejer at bage kagen til nogen.
”Jeg tror, man har nogle fordomme, når man får at vide, at man skal smage på en kage med kål. Feedbacken er nok mere ærlig, hvis det er noget, man ikke fortæller som det første,” siger Andy Krebs.
Om Fælleskøkkenet kommer til at lave kålkagen uden for maddagen, er endnu uvist – det kommer an på, hvordan den bliver taget imod.
”Kålkagen har været et sjovt projekt at udvikle, og vi håber selvfølgelig, at den bliver taget godt imod. Så må vi se, om det er en kage, vi laver igen i fremtiden,” fortæller Britta Holse.