Efter skole arbejder 16-årige Magnus på et demensafsnit: "Jeg ved, hvornår jeg skal træde et skridt tilbage"

Hver torsdag og fredag eftermiddag cykler 16-årige Magnus Nielsen ud til Plejecenter Blomsterhaven i Idestrup.

Det har han gjort siden februar.

Da han søgte jobbet, var hans forventning, at han skulle stå for det praktiske – vaske op og ordne tøj – men det skulle hurtigt vise sig, at det var nogle helt andre opgaver, han blev sat til.

”Jeg er på et skærmet demensafsnit og sørger for, at der er ro i spisesituationerne. Nogle af borgerne kan godt blive frustreret, hvis de ikke kan få kartoflen op på gaflen. Og så forlader de bordet,” forklarer han.

For Magnus Nielsen, der går i 9. klasse, er det ikke uvant at sidde til bords med mennesker, der ikke altid overholder bordskikken. I halvandet år har han hver fredag været i juniorlære i en børnehave.

Men i modsætning til i børnehaven, kan der på plejehjemmet opstå situationer, hvor han skal trække sig og bede om hjælp.

Sådan en episode skete for nyligt.

Det ramte mig

En borger var opslugt af at se Kandis i fjernsynet og ville ikke slukke, da Magnus Nielsen sagde, at de skulle spise.

”Jeg prøvede at overtale og forsøgte at tage fjernbetjeningen, men så prøvede borgeren at skubbe mig væk. Jeg vidste, at jeg skulle træde et skridt tilbage og få nogle andre ind over,” fortæller han.

”Jeg ved godt, at det ikke er, fordi borgeren er ond, men at borgeren bare ikke kunne udtrykke sig anderledes. Men i situationen ramte det mig.”

Bagefter følte Magnus Nielsen sig grebet af personalet på plejecentret, som er gode til at forklare ham, hvordan han reagerer i forskellige situationer og altid har tid til en snak.

”Det er supervigtigt, at personalet er så gode at snakke med, ellers ville jeg ikke kunne klare det her job,” siger han.

Du skal ikke være bange

Men det er ikke kun Magnus Nielsen, der roser personalet. Han bliver også anerkendt for, at han er tålmodig og tager sig tid til at snakke med borgerne, om det der går dem på.

”Det kan godt tage dem lang tid at komme ud med det, de gerne vil sige. Og man skal have forståelse for, at demens er en sygdom, som også kan gøre dem bange,” forklarer han. 

”Vi har en borger, som er bange for en anden borger, men hun blander borgerne sammen. For den borger, hun har haft en episode med, er her ikke mere. Så jeg prøver at berolige hende og fortælle, at hun ikke skal være bange.”

I løbet af de fire måneder Magnus Nielsen har været på plejecentret, har han kunnet følge, hvordan tilstanden hos nogle af beboerne er forværret.

”Jeg synes, at det er lidt skræmmende. Men det er jo godt, at der et sted man kan være, når det sker,” siger han.

Vil arbejde med mennesker

Selvom beboerne på afsnittet er mærket af deres sygdom, og nogle gange har svært ved at huske, hvad de vil fortælle, så mærker Magnus Nielsen, at han gør indtryk på dem.

”Når jeg kommer, får jeg kram. De er også begyndt at kunne huske mit navn, og det er flot, for det er begrænset, hvor mange navne de kan huske,” siger han.

”Jeg tror, at det skaber en glæde hos dem, at jeg har tid til at høre, hvad de har lavet i løbet af dagen og deres livshistorie. Selvom det er lidt forskelligt, hvad de fortæller fra gang til gang.”

Magnus Nielsen håber, at han kan få lov til at arbejde på plejecentret så længe som muligt. Hvor han ser sig selv arbejde som voksen, ved han endnu ikke.

”Jeg vil gerne arbejde med mennesker på sigt, men hvad jeg 100 procent gerne vil, det ved jeg ikke. Men jeg vil gerne blive her indtil, at der er et studie, der presser på,” siger han.