På Bryggergården må beboerne drikke: Medarbejderne ser mennesket bag misbruget

Når en beboer på Bryggergården dør, kan det ramme Patricia Roxas hårdt. På et tidspunkt blev sorgen så svær at håndtere, at hendes kollegaer opfordrede hende til at søge hjælp.

”Jeg har været igennem et psykologforløb, fordi jeg slet ikke kunne være i det, når de gik bort. Mine kollegaer sagde, at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg reagerede ekstra voldsomt. Så jeg har fået nogle redskaber til at håndtere det, og det har hjulpet,” siger hun.

Patricia Roxas er social- og sundhedsassistent på Bryggergården nær Carlsberg Station i København. Her bor 40 mennesker mellem 50 og 80 år med alkoholrelateret demens.

Arbejdet kræver, at medarbejderne kommer tæt på beboerne og lærer historierne bag deres alkoholmisbrug at kende. Men de tætte relationer kan også gøre det svært at sige farvel.

På Patricias etage har størstedelen af beboerne oplevet noget traumatisk. Nogle har oplevet noget i deres barndom, mens andre har oplevet det senere i livet.

”Det betyder, at vi kender historierne og sorgen bag deres misbrug. Vi ser dem som et menneske og ikke som en alkoholiker,” fortæller hun.

Mange af beboerne har også mistet kontakten til deres pårørende. Det er med til at skabe et særligt tæt forhold mellem beboerne og medarbejderne.

Alkohol er en del af hverdagen

Nogle af beboerne kan selv administrere deres alkoholindtag. Andre får alkoholen udleveret i rationer.

For når man har demens, kan det være svært at huske, hvor meget man har drukket.

”Jeg har en borger, som blev ved med at sige, at hun ikke havde fået alkohol, men det var fordi, vi løbende gik ud med de tomme flasker," fortæller social- og sundhedsassistent Sonam Chukey Wangchen.

"Nu lader jeg flaskerne stå, så hun i løbet af dagen kan se, hvor mange flasker hun har drukket."

For ikke at friste de beboere, som ikke længere drikker, må alkohol kun indtages i egen bolig.

Alkoholen opbevares på en måde, hvor den ikke er synlig, da det kan være med til at mindske trangen til alkohol hos de øvrige beboere. De ansatte har nogle stofnet, som de kan have alkoholen i, når den skal udleveres til beboerne. Men de kan også gemme det i lommen.

Det er ikke tilladt at opholde sig beruset på fællesområderne.

Hjælp til at få pengene til at række

På Bryggergården laver man med beboerens samtykke et lommepengesystem. På den måde får beboerne hjælp til at få pengene til at strække sig til hele måneden.

Medarbejderne ser også på beboernes forbrug. Det kan eksempelvis være, om de skal have udleveret en pakke cigaretter om dagen.

Hvis beboerne ønsker det, hjælper medarbejderne dem med at skære ned på deres alkoholforbrug eller med helt at stoppe.

”En af vores beboere havde været alkoholfri gennem en periode. Indtil vi bemærkede, at vedkommende var begyndt at drikke igen. Det viste sig, at der blev serveret alkohol i forbindelse med et kirkebesøg,” forklarer Sonam Chukey Wangchen.

”Beboeren kom efter kirkebesøget tilbage og var ikke som sig selv. Det førte til nogle lange samtaler om situationen og om, hvorvidt beboeren ønskede at genoptage behandling med antabus.”

Relationerne forebygger konflikter

På den etage, hvor Patricia Roxas arbejder, går en af beboerne selv ud og skaffer alkohol. I takt med at promillerne stiger, ændrer hans adfærd sig og bliver aggressiv.

”Når han drikker, gør vi alt for at skærme de andre beboere. Vi prøver for eksempel at få ham ind i sin egen bolig, og det accepterer han heldigvis,” fortæller hun.

”Vi arbejder meget med relationsarbejde og low arousal. Det betyder meget, at vi kender dem og ved, hvordan man undgår at ting eskalerer.”

De står sammen, når arbejdet bliver svært

Arbejdet kan være både psykisk belastende og drænende. Alligevel er Sonam Chukey Wangchen og Patricia Roxas ikke i tvivl om, hvorfor de bliver.

”Det er kun folk, som har hjertet på det rette sted, som kan arbejde her. Ellers bliver det tungt. Vi ved, at der er hårde perioder, men der er også aha-oplevelser, når noget lykkes,” siger Sonam Chukey Wangchen.

For Patricia Roxas har det stor betydning, at hun følger de samme beboere og lærer dem at kende.

”Her har vi de samme beboere, det havde jeg ikke i ældreplejen. Der var ikke nogen kontinuitet. Jeg har aldrig ondt i maven, når jeg kommer på arbejde, for jeg ved, hvordan jeg skal gribe dem an.”

På Bryggergården står medarbejderne sammen, når arbejdsdagen spidser til. Opgaver, der ikke er nået, udløser ikke kritik fra det næste hold.

”Hvis der har været meget om dagen, så er det ikke sådan, at aftenvagten brokker sig over, at opvasken ikke lige er klaret, når de møder ind. For vi ser beboeren før alt det praktiske,” fortæller Patricia Roxas.

De reagerer forskelligt på døden

Mens Patricia Roxas har haft brug for hjælp til at håndtere sorgen, har Sonam Chukey Wangchen det anderledes, når en beboer dør.

”Jeg tager ikke døden så tungt. Jeg ved, at den er et faktum. Jeg ved, at jeg har gjort mit bedste, og at det er okay, at de er kommet et andet sted hen,” siger hun.

Forskellen betyder, at medarbejderne kan støtte hinanden, når arbejdet bliver følelsesmæssigt svært.

”Det er godt, at vi reagerer forskelligt på det følelsesmæssigt, for det gør også, at vi kan snakke om det. Ligesom vi er der for beboerne, så er vi der også for hinanden, når noget er svært.”