Klumme:Nu skal vi i arbejdstøjet!

Malte Kristensen

Nu kommer vi til at fokusere på, hvad forandringerne betyder for personalet, skriver formand i FOA Mona Striib.

17. december 2024

Planerne for fremtidens sundhedsvæsen kom på plads med den sundhedsreform, der blev fremlagt midt i november. Men reformen løser ikke ved et trylleslag de alt for store udfordringer, vi ikke bare ser i fremtiden, men som vi allerede står midt i.

Derfor er det afgørende, at de mange sundhedsaktører nu stopper med at kæmpe mod hinanden og i stedet sætter sig sammen om den kæmpe opgave, det er at forandre og omstille det samlede sundhedsvæsen.

FOA har også blandet sig i diskussionerne om, hvorfor og hvordan de nødvendige forandringer skal gennemføres for at sikre fremtidens sundhedsvæsen. Nu kommer vi til at fokusere på, hvad forandringerne betyder for personalet. Når så store forandringer skal gennemføres, kræver det fuld medarbejderinddragelse på alle niveauer.

Vi bliver på sporet, der hedder rette opgaver til de rette
kompetencer: Det er vigtigt, at faggrænser ikke spærrer for fornuftig brug af ressourcerne. Og det er vigtigt, at de mange forskellige faggrupper, som er en del af løsningerne i velfærdssamfundet, spiller sammen, udvikler sig sammen og i det daglige samarbejder om
kerneopgaverne.

Der er i den grad brug for at sætte fokus på at uddanne nok til fremtidens opgaveløsning. Vi uddanner ganske enkelt for få, og derfor bliver snebolden tungere og tungere, større og større. Derfor skal der satses massivt på et godt arbejdsmiljø, på medarbejder indflydelse og
på fleksibilitet, så vi passer rigtig godt på hinanden.

Der er kø ved skranken for investeringer i fremtiden, men FOA er klar til at trække i arbejdstøjet og være med til at finde løsninger.

Klummen er bragt i det trykte Fagbladet FOA.


Fagbladet anbefaler