Anders er pædagogmedhjælper: Hvad vil I gøre for, at vi ikke smutter?

Hver morgen afleverer hundredtusindvis af forældre deres børn og træder ind i arbejdsdagen. Kontorer åbner. Produktion går i gang. Systemer bevæger sig.

Det hele forudsætter, at nogen har taget imod børnene.

Alligevel behandles pædagogisk arbejde som om det ikke er en central forudsætning for den værdi, der skabes, som resten af økonomien hviler på.

Noget arbejde skaber direkte omsættelig værdi. Andet arbejde gør det muligt, at værdi overhovedet kan skabes. Det første behandles efter økonomiske principper om produktivitet og bidrag til værdi – det sidste mere stedmoderligt, kan man vist godt sige.

Lad os tage et eksempel.

En gennemsnitlig børnefamilie tjener omkring 700.000 kroner om året efter skat. I en vuggestue er normeringen én voksen til tre børn.

Det betyder, at indkomsten fra tre familier – omkring to millioner kroner – i praksis forudsætter den pasning, det pædagogiske personale leverer.

Alligevel er pædagogmedhjælperes løn kun en lille del af den værdi, de gør mulig.

Bevæger man sig videre til børnehaver og SFO’er, falder andelen yderligere, for flere familier er afhængige af den enkelte ansatte.

Pointen er ikke, at værdi alene skabes af det pædagogiske personale - men at den ikke kan realiseres uden dem.

I andre dele af økonomien fordeles den værdi, der skabes, mellem løn og overskud.

Men i det øjeblik arbejdet antager karakter af omsorg, ophører denne logik. Det betyder, at lønniveauet på det pædagogiske område ikke afspejler den rolle, arbejdet spiller i samfundets samlede værdiskabelse.

Vi opretholder derfor en forestilling om det pædagogiske arbejde som uproduktivt. At den indkomst, forældrene genererer, opstår uafhængigt af det omkringliggende samfund.

Det er en bekvem forestilling, hvis man gerne vil minimere de offentlige budgetter. I hvert fald på kort sigt.

Hvad hvis man – blot som et tankeeksperiment – anvendte samme logik på det pædagogiske område som på resten af arbejdsmarkedet? Vi dropper selvfølgelig ambitionen om at nå op på 30-80 procent af merværdien, som lønnen i det private erhvervsliv ellers udgør – selvfølgelig afhængigt af branche.

Hvis en pædagogmedhjælper modtog bare 20 procent af den værdi, arbejdet muliggør, ville vi skulle se en lønstigning på omkring 140 procent.

Hvis en pædagogmedhjælper modtog blot 10 procent af den værdi, arbejdet muliggør, ville det betyde en lønstigning på 18–19 procent og lande på cirka 380.000 kroner om året efter skat. De vil dog fortsat tjene væsentligt mindre end de pædagoguddannede.

Konsekvenserne af den hidtidige afkobling mellem værdi og aflønning er velkendte:

Rekrutteringsvanskeligheder.

Høj gennemstrømning.

Faldende kvalitet.

Stigende belastning.

Faktisk viser en undersøgelse fra BUPL, at hver anden pædagog overvejer at forlade faget, fordi de oplever ikke at kunne lykkes med deres kerneopgave.

Og det skyldes ganske enkelt, at vi systematisk aflønner en helt central samfundsfunktion, som var den perifer.

Det er fristende at fremstille lønniveauet som noget, der er følger af stramme budgetter og begrænsede midler.

Men her er der tale om en politisk beslutning om, at netop denne type arbejde ikke skal følge samme logik, som der gælder på det øvrige arbejdsmarked.

Men de problemer, det pædagogiske område står i, kan ikke løses uden en kulturændring.

Vores løn skal ikke længere ses som en udgift, der skal begrænses, men som en forudsætning for den værdi, der skabes, som resten af økonomien er afhængig af.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk