Dennis hjælper nyudskrevne borgere hjemme: Målet er færre genindlæggelser
Et nyt samarbejde mellem hospitalet i Horsens og den præhospitale enhed skal give borgere en bedre pleje, når de lige er blevet udskrevet – og føre til færre genindlæggelser.
i dag kl. 12.18
Det er en kilde til store frustrationer, når en borger genindlægges kort efter at være blevet udskrevet.
De frustrationer skal et nyt samarbejde mellem Regionshospitalet Horsens og den præhospitale enhed være med til at gøre mindre.
Her kommer paramedicinere og ambulancebehandlere til at spille en nøglerolle, fordi de kan tilse borgere, som for nylig er blevet udskrevet fra hospitalet, i deres eget hjem.
Samtidig er den hospitalslæge, der havde borgeren som patient, med på en telefon- eller videoforbindelse.
Der er ikke noget mere fagligt tilfredsstillende end at kunne være ude hos en borger, som bliver glad for, at der er tid, og at der er lagt en plan
Dennis Sellebjerg Baltzersen, paramediciner
”Jeg synes, det giver vanvittig god mening,” siger paramediciner Dennis Sellebjerg Baltzersen, som er en af dem, der indgår i det nye samarbejde.
”Det vil ofte være ældre mennesker, vi skal hjem til. Og for nogle af dem vil det være lidt overvældende, at de har fået en masse informationer i forbindelse med, at de er blevet udskrevet fra hospitalet. Der er rigeligt at tænke på for dem.”
Betyder alverden
Selv om borgerne selvfølgelig kan ringe til egen læge eller hospitalet og spørge, hvis der er noget, de er i tvivl om, så er det alligevel noget helt andet, når de kan blive tilset og guidet i eget hjem, mener Dennis Sellebjerg Baltzersen.
”Man kan tydeligt mærke, at det betyder alverden, at vi kommer i paramedicinerbilen og kan tage snakken med dem i deres eget hjem om deres medicin, behandlingsforløbet og hvad de ellers har af spørgsmål,” siger han.
”Der er ikke noget mere fagligt tilfredsstillende end at kunne være ude hos en borger, som bliver glad for, at der er tid, og at der er lagt en plan … og at de kan blive i eget hjem, fremfor at de skal ligge i en ambulance og tilbage til hospitalet.”
I tråd med tendens
Der er en tendens i retning af mere tværfagligt samarbejde omkring, at hospitalerne skal have færre indlæggelser, fortæller Dennis Sellebjerg Baltzersen.
Det giver nye faglige udfordringer for paramedicinere som ham, og det betyder mere direkte samarbejde med for eksempel læger.
Derfor er det helt i tråd med tendensen, at den læge, som kender borgeren og den aktuelle behandling allerbedst, er med på en skærm under hjemmebesøgene i forbindelse med det nye samarbejde.
Dennis Sellebjerg Baltzersen anerkender, at det også er et ressourcehensyn, der fører til mere hjemmebehandling, men mest af alt handler det om, at plejen bliver bedre for borgerne, synes han.
”Langt de fleste vil hellere have, at vi kigger forbi, fremfor at de skal tilbage til hospitalet med den uro og ventetid, det kan føre med sig,” vurderer han.
”Samtidig kan vi være med til at spotte, om borgerne er friske nok, efter de er kommet hjem, eller om de måske skal have ekstra hjælp de første par dage.”
Samarbejde skal udvides
Samarbejdet mellem Medicinsk Afdeling og Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens begyndte 1. juni og skal foreløbig vare et år.
Region Midtjylland oplyser, at det er målrettet borgere, der er blevet udskrevet under det såkaldte udvidede 96-timers behandlingsansvar.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
Det er typisk ældre og skrøbelige borgere, der modtager kommunal sygepleje.
”I dag bliver de nyligt udskrevne med behov for tilsyn ofte kørt tilbage til hospitalet i ambulance, hvor de bliver indlagt i kort tid – tit til gene for dem selv og uden større gavn for deres sundhed,” siger cheflæge Allan Bach fra Præhospitalets Afdeling for Ambulancer og Akutlægebiler i en pressemeddelelse.
”De får nu bedre mulighed for at blive undersøgt og eventuelt behandlet i eget hjem, uden at vi går på kompromis med patientsikkerheden.”
På baggrund af erfaringerne er det planen, at modellen skal udvides til andre afdelinger og hospitaler i Region Midtjylland.