Pædagoger kommer med en advarsel: ”Når samarbejdet halter, betaler børnene prisen"
i dag kl. 11.09
Dette er et debatindlæg
Indlægget giver udtryk for skribenternes egen holdning.
Det tværprofessionelle samarbejde omkring børn og unge i mistrivsel handler om meget mere end bare tørt papirarbejde.
Det handler om at se hele billedet af barnet eller den unge for at få dem godt videre.
Derfor er det vigtigt at huske, at når pædagogen, læreren, psykologen, ergoterapeuten og familiebehandleren deler deres faglige viden, så sker der noget helt særligt: De arbejder nemlig med barnets fortælling i en positiv retning.
Hjælpen får en helt anden kvalitet og dybde, når eksperternes specialviden og pædagogernes tætte kendskab til barnets hverdag mødes.
Debat på Fagbladet FOA
På Fagbladet FOA vil vi gerne sikre os, at den gode debat får lov til at fylde.
Vi bringer indlæg, som redaktionen udvælger – og som vi mener passer ind i debatten og vores rammer for god debat.
Vi bringer ikke politiske indlæg.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev registreret 182.600 underretninger i 2024, hvilket er en fortsat stigning fra 170.100 underretninger i 2023.
Det vidner om, at pædagoger, lærere og ledere holder godt øje med børnenes og de unges trivsel og tager deres medansvar alvorligt. Det skærpede blik betyder, at færre børn bliver overset.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik også en klar stigning i forældres tabte arbejdsfortjeneste. Det er fordoblet fra 1,4 milliarder kroner i 2018 til 2,8 milliarder kroner i 2025 for forældre, der må søge om økonomisk hjælp til at passe deres børn derhjemme i en periode.
Når flere sager skal håndteres, bliver det tværprofessionelle samarbejde endnu vigtigere. Derfor er det afgørende, at de forskellige faggrupper har en tæt og velfungerende kontakt i det daglige arbejde.
I hverdagen kan det dog være en tung opgave at få det tværprofessionelle arbejde til at passe sammen i en travl kalender. Det er ofte et stort puslespil at samle mange forskellige professioner på én gang, og vi oplever, at antallet af underretninger har betydning for, at vigtige møder må rykkes eller aflyses.
Det rammer i sidste ende barnet og familien, som må vente i usikkerhed, imens processen trækker i langdrag, og barnet må forblive i mistrivsel. Det vidner om, at der er et mærkbart pres på de voksne, der har ansvaret for at skabe en tryg og rummelig ramme om børnene i dagligdagen.
Men når der er stor udskiftning i faggrupperne, kan det pædagogiske arbejde let miste det nødvendige overblik. Det kræver tid, tålmodighed og stor omhu at opbygge den tillid, der skal til for at skabe gode relationer. Det gælder både tillid mellem de forskellige faggrupper og i høj grad i forhold til barnet, den unge og forældrene.
Hvis en familie møder et system, der virker opdelt, og hvor der er mangel på kommunikation, kan det øge følelsen af utryghed hos de i forvejen sårbare familier.
Så kære pædagoger, lærere, familiebehandlere, psykologer og ergoterapeuter: Det fælles samarbejde er ikke en luksus, man kan fravælge, når der er meget at se til. Det er selve kernen i at skabe en god og tryg barndom for de børn og unge, der har det sværest.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke tager for givet, at vi har de bedste vilkår i det tværprofessionelle arbejde, som er til for at kunne hjælpe familierne, når de har allermest brug for det.
Børn og unge har brug for, at voksne omkring dem mødes i et stærkt, tæt og trygt netværk, der kan gribe dem.
Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk