Ny TV 2-serie gør det svært at sidde stille på stolen: Fagbladet FOA lancerer podcast om ’Løgnen’

Tessa spiller den utilpassede Sille, som kommer i aktivering i hjemmeplejen, hvor social- og sundhedsassistenten Rie, som Iben Hjejle spiller, får hende med på slæb. Henrik Ohsten, TV 2

I Fagbladet FOAs nye podcast ’Vi ser Løgnen’ kan du hver uge høre stemmer fra virkeligheden diskutere og sladre om det seneste afsnit.

02. maj

En livløs mand i poolen. Et umage kollegapar i hjemmeplejen. Dilemmaer om magtmisbrug og omsorg.

Det er blandt de emner, TV 2’s nye dramaserie ’Løgnen’ – med Tessa og Iben Hjejle i hovedrollerne – behandler over seks afsnit.

I den forbindelse har Fagbladet FOA lanceret en ny podcast ’Vi ser Løgnen’, som afsnit for afsnit dissekerer, spekulerer i og sladrer om seriens handling og karakterer og de situationer, de står i.

For ligner det virkeligheden? Eller er det bare drama? Hvordan gør Tessa det som skuespiller? Og hvad er der sket med den døde mand i poolen?

To hverdagseksperter bag mikrofonerne

Bag mikrofonerne sidder social- og sundhedshjælper Cecillie Krag Jensen, som arbejder i hjemmeplejen i Vordingborg Kommune, social- og sundhedsassistent Clara Foverskov, som arbejder på Nordsjællands Hospital på Lungemedicinsk Afdeling og Ida Østerlund, der er podcastvært og journalist.

”Det er længe siden, jeg har set en serie, hvor jeg har bevæget mig så meget på stolen. Der er så mange følelser omkring det. Det er muligvis, fordi det har noget med vores arbejde at gøre, som man jo i forvejen har mange følelser for,” siger Clara Foverskov.

”Den er så spændende, og de foretager sig så mange ting, hvor man bare tænker, at det er fuldstændig vanvittigt,” siger hun

Serien får premiere søndag den 4. maj på TV 2 Play og søndag den 11. maj på TV 2.

Du kan lytte til Fagbladet FOAs podcast ’Vi ser Løgnen’ alle de steder, du normalt lytter til podcast.


Fagbladet anbefaler