I årevis sendte Anders familien væk ved hjertestop – nu gør han det modsatte

”Gå du ind ved siden af. Det er ikke rart at kigge på.”

Sådan har Anders Mølholt Dahl, der lige har holdt 25-års jubilæum som paramediciner, tidligere tænkt, når han var ude til et hjertestop, hvor de pårørende var i nærheden.

Men for et par år siden læste han en artikel, som virkelig ramte ham.

Den handlede om akut syge børn, og hvordan redderne skal behandle de pårørende, hvis hjertemassagen ikke har det ønskede udfald.

”I artiklen genskabte et hold skuespillere nogle virkelige hændelser. Blandt andet var der en situation, hvor en mor havde fået lov til at holde sit barn i hånden, mens det fik hjertemassage,” forklarer han.

”Budskabet var, at sorgprocessen kan afkortes, hvis de pårørende får lov til at være til stede. For hvis man ser det tragiske ske, har hjernen lettere ved at kapere det og rumme det.”

Anders Mølholt Dahls spontane tanke var: ”Hold kæft, hvor er det nogle supermænd, dem, der kan inddrage de pårørende på den måde. For det kræver overskud, og at man har styr på situationen.”

Hvorfor skal der være forskel?

Kort efter var han til en konference, hvor en psykolog bekræftede det, han havde læst.

Nemlig at man kan påvirke sorgprocessen ved at være ærlig over for de pårørende og hive dem ind, så de kan se, at redderne gør alt, hvad de kan for at genoplive personen.

Og det fik Anders Mølholt Dahl til at revurdere, om der var noget, han som paramediciner burde gøre anderledes.

”Det har altid været kulturen, at vi skulle skærme de pårørende. Men hvis min kollegas kone fik et hjertestop, ville jeg aldrig sige til min kollega, at han skulle gå ind i et andet rum,” siger han.

”Hvorfor hulen skal der være den forskel alt efter, hvem vi er ude hos? Og er det for at beskytte de pårørende eller mig selv, at jeg skærmer dem?”

Alle de overvejelser har fået Anders Mølholt Dahl til at ændre praksis.

Møder stor taknemmelighed

Når han i dag kommer ud til et hjertestop - og den største kaosfase har lagt sig - åbner han døren, så de pårørende kan komme ind. Men det kræver, at der mentalt er overskud til det.

”Det er ikke hver gang, jeg gør det. Det er, når der er folk nok omkring mig, og vi kan se, at det ikke går godt. Så fortsætter vi i fem minutter mere og giver de pårørende mulighed for at sige farvel, mens vi stadig er i gang,” forklarer han.

”Tidligere ankom vi, gav hjertemassage, ryddede op og kørte væk med den afdøde, og så stod de pårørende tilbage. Nu henter vi folk ind, så de kan holde i hånden, og måske kan patienten høre deres farvel.”

Og Anders Mølholt Dahl kan mærke, at det gør en forskel.

”Den respons jeg har fået, når jeg har inviteret de pårørende ind, har været helt vild. De har været så taknemmelige, og jeg har fået en kæmpe krammer. Der har også været folk, som har sagt nej, men som har takket for muligheden,” siger han.

Det kommer med en pris

Anders Mølholt Dahl er ikke den eneste, der har ændret tilgang til de pårørende.

"Min kollega har blandt andet været ude hos en mand, hvis bror havde fået hjertestop og ikke kunne genoplives. Min kollega spurgte, om han ville hjælpe med at bære båren med sin afdøde bror ud, og det var en kæmpe ære for ham,” fortæller han.

Men det har en pris, når man åbner uniformen og lukker de pårørende ind.

”Første gang jeg gjorde det, var det virkelig hårdt. Det var en ung mand, hvor moren kom ind og holdt ham i hånden. Jeg græd og græd, da jeg kom hjem. Det koster, for man bliver mere engageret,” siger Anders Mølholt Dahl.

”Man skal øve sig og huske, at der er forskel på første og tiende gang. I mine øjne er det faglighed på højt niveau og på en ny måde. Og en tankegang, der kunne være god at få ind i uddannelsen af nye reddere.”