Hvem skal stå for din økonomi, hvis du ikke selv kan: De her ting skal du overveje
Med en fremtidsfuldmagt kan du selv vælge, hvem der skal træffe beslutninger på dine vegne, hvis du eksempelvis bliver ramt af en ulykke eller sygdom. Men det er afgørende, at den er udarbejdet korrekt – og i tide.
i dag kl. 12.15
Der er sket en kæmpe vækst i antallet af danskere, der har oprettet en fremtidsfuldmagt.
En fuldmagt som fortæller, hvem der skal varetage ens økonomi og personlige forhold, hvis man på grund af sygdom eller ulykke, ikke selv er i stand til det.
Mens tallet i 2022 lød på 75.885 fuldmagter, var antallet i 2025 steget til 164.371.
Omkring hver niende fremtidsfuldmagt blev dog i 2025 afvist, da den skulle tages i brug, fordi den var udarbejdet forkert. I 2024 var tallet helt oppe på hver femte fremtidsfuldmagt. Det viser tal fra Familieretshuset.
Men hvad er en fremtidsfuldmagt for en størrelse, hvilke overvejelser skal du gøre dig, og hvordan sikrer du, at den er lavet korrekt?
Det har Fagbladet FOA bedt Katrine Lindgaard Pedersen, chefjurist hos Replik, om at svare på.
-
1
Hvem er den relevant for?
Det er en udbredt misforståelse, at en fremtidsfuldmagt kun er noget, ældre bør oprette. Det er lige så relevant for alle andre myndige personer.
For du ved ikke, om uheldet pludselig er ude, eller om du bliver ramt af en psykisk sygdom, så du i en periode ikke kan varetage egne interesser.
-
2
Hvad giver en fremtidsfuldmagt lov til?
I en fremtidsfuldmagt kan du tage stilling til, om den eller dem, som har fuldmagten, kan tage stilling til:
Økonomiske forhold: Det kan være, at du har investeringer, fast ejendom som skal sælges, eller offentlige ydelser der skal ansøges.
Personlige forhold: Det kan være, hvilke behandlinger du ønsker, hvilken medicin du ønsker at modtage, skal der siges ja til en plejehjemsplads, og må der sættes en GPS på dig, hvis du får en demensdiagnose?
Det er en god idé at få en snak med de personer, du sætter ind i din fremtidsfuldmagt, så de eksempelvis ved, hvad dit foretrukne plejehjem ville være.
-
3
Hvem skal skrives på fuldmagten?
Du kan godt sætte dine børn på, selvom de ikke er myndige. Men de skal være fyldt 18 år for at kunne varetage fuldmagtsforholdet.
Anbefalingen er, at du altid sætter mere end en på. Det kan jo være, at den person, du sætter på, af den ene eller anden grund ikke kan eller vil, når det bliver relevant.
De personer, der sættes på, kan både være sideordnet – så de kan hjælpes ad – men du kan også lave en prioriteret rækkefølge.
Du kan også vælge, at en bestemt person skal varetage din personlige forhold, mens en anden skal stå for at varetage det økonomiske.
-
4
Skal der ændres noget?
Kig fuldmagten igennem hvert femte år. Måske har relationen til dem, du har sat på, ændret sig, eller der er sker andre ting, så den skal revurderes.
-
5
Hvordan gør man?
En del fremtidsfuldmagter bliver afvist, fordi de ikke er udarbejdet korrekt. Derfor anbefales det, at du snakker med en, der har forstand på fremtidsfuldmagter og de forskellige faldgruber.
Har du MitID, skal fuldmagten tinglyses.
Det gør du på tinglysning.dk, hvor du skriver den under med dit MitID. Når den er skrevet under, skal du forbi notaren ved byretten, som skal sikre, at du er ved dine fulde fem.
Er du fritaget for MitID, skal du ind i Familieretshuset, hvor de skal vurdere, om du er ved dine fulde fem.