Gert har oplevet kongelige og EM-guld – men AGF’s mesterskab topper det hele
Da AGF skulle fejres på Aarhus Rådhus, havde rådhusbetjent og AGF-fan Gert en helt særlig rolle.
i dag kl. 11.18
Gert Ring Nielsen har haft mange store oplevelser i sine 27 år som rådhusbetjent på Aarhus Rådhus.
Han har blandt andet ageret både dørmand og bartender efter de danske håndboldkvinders EM-sejr i 2002. Og han har været tæt på de kongelige, når der har været royale fejringer i Smilets By.
Men da han i mandags førte AGF’s fodboldhold, der for første gang siden 1986 har vundet det danske fodboldmesterskab, ind på rådhuset for at blive hyldet af op mod 20.000 fans, måtte han lige knibe sig selv i armen.
Jeg skal da være ærlig at sige, at jeg fik en stor klump i halsen
Gert Ring Nielsen, rådhusbetjent på Aarhus Rådhus
”Den oplevelse, jeg havde på min arbejdsdag i mandags, ligger på en klar førsteplads. Jeg stod jo side om side med spillerne. Det var stort, og jeg blev da lidt rørt,” siger den garvede rådhusbetjent, der tilmed er livslang AGF-fan.
Gert førte an
Guldbussen, som AGF blev fragtet rundt i, ankom først til rådhuset klokken 16:30. Og selvom det var stort, at det var AGF, der skulle fejres, var hele optakten som et hvert andet arrangement, fortæller Gert Ring Nielsen.
”Vi havde gjort det meste klart fra morgenstunden. Vi byggede et lille podie, som der skulle tages billeder på, og gjorde klar i byrådssalen. Og så havde vi sat noget afspærring op ude foran, så folk ikke kom alt for tæt på.”
Bussen skulle være ankommet klokken 16:00, men var lidt forsinket. Da den nærmede sig rådhuset, var Gert og alle de fremmødte fans dog ikke i tvivl.
”Morten Breum stod og var DJ på bussen. Så det lød jo ret voldsomt, da de kom kørende. Da den stoppede, hilste spillerne, gav high fives og skrev autografer. Og da de så skulle ind på rådhuset, førte vi an og ledte dem stille og roligt forbi menneskemængden og indenfor,” siger Gert.
En klump i halsen
Da spillerne og resten af staben blev fejret inde på rådhuset – hvor der naturligvis blev serveret et såkaldt ’Aarhus-sæt’ bestående af en Ceres Top og en Arnbitter – gik Gert Ring Nielsen op på taget for at se, hvordan fansene ude foran fejrede det.
Og da spillerne trådte ud på balkonen for at lade sig hylde, stod Gert selv nede foran. Mest for at arbejde og sørge for, at folk ikke kom alt for tæt på, så alle kunne komme til og samtidig se noget. Men også for at fejre mesterskabet som fan.
”De fleste af os, der arbejder på rådhuset, er AGF’ere. Så det har været en dejlig fælles oplevelse for os alle herinde,” siger Gert.
Da AGF spillede sidste kamp i sæsonen i søndags, var der hele 55.000 fans samlet på tre forskellige lokationer: Ceres Park Vejlby, Tangkrogen og Tivoli Friheden. Og Gert, der sagtens kan huske det seneste AGF-mesterskab i 1986, så kampen i Tivoli Friheden.
”Der var bare god stemning hele vejen igennem. Man kunne jo se voksne mænd stå og græde. 40 års tørke, det er lang tid. Og jeg skal da være ærlig at sige, at jeg fik en stor klump i halsen, da kampen blev fløjtet af,” siger han.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk