Doktorleg eller grund til bekymring: Sådan vurderer du børns seksuelle adfærd

Du kender måske 'doktorlegen', hvor børn nysgerrigt undersøger hinanden som skiftevis patient og læge.

Eller når børn gør det klart, at de godt kender forskellen mellem en 'tissemand' og en 'tissekone'.

Den her form for adfærd er et udtryk for en naturlig seksuel nysgerrighed, fortæller Mimi Strange og tilføjer, at legene er kendetegnet ved, at børnene er nysgerrige, ligeværdige og gensidige.

Hvis man som pædagogisk personale derfor skulle vurdere ovenstående eksempler på situationer eller lege på bekymringsbarometeret, ville det høre under det grønne lys - altså den normative adfærd.

Selvom Mimi Strange bruger ordet 'seksualitet' om børns adfærd, skal det ikke tolkes som om, at det er det samme som hos voksne.

Almindeligvis er et barns seksualitet præget af at være nysgerrig, eksperimenterende og udforskende med andre jævnaldrende, som er lige i modenhed og størrelse, fortæller hun.

"Det er i barndommen, vi lægger grundlaget for, hvordan vi forholder os til vores egen krop, grænser og seksualitet. De tidlige erfaringer har stor betydning for den tryghed, tilknytning og intimitet, vi udvikler senere i livet," uddyber hun.

Selvom børns seksuelle adfærd i størstedelen af tilfældene er udviklingsmæssigt alderssvarende, er der stadig nogle situationer eller lege, som det pædagogiske personale bør reagere på, fortæller Mimi Strange.

Hvis der under en leg for eksempel opstår en situation, hvor et barn gør brug af tvang eller trusler for at fastholde de andre i legen og ikke respekterer grænser, kan det være tegn på en bekymrende – eller i værste fald skadelig – seksuel adfærd, som det kategoriseres i bekymringsbarometeret. Altså, enten det gule eller røde lys.

Det samme gælder, hvis børnene, der deltager i de seksuelle aktiviteter, ikke er lige i modenhed og alder.

"Det pædagogiske personale spiller en stor rolle i at forebygge og gribe ind, hvis de ser en bekymrende seksuel adfærd blandt børnene," siger hun og tilføjer:

"Selvom vi bruger ordet 'seksuel' om adfærden, er det vigtigt at forstå, at barnets intention og motivation ikke nødvendigvis er relateret til seksuel tilfredsstillelse eller stimulering. Derfor er det virkelig vigtigt, at personalet bliver klogere på, hvad der ligger bag barnets adfærd," siger hun.

Ved at kende forskellen på de forskellige måder, børn kan give udtryk for deres seksualitet på, kan personalet hurtigere sætte ind, hvis de ser en bekymrende adfærd.

Derfor anbefaler Mimi Strange, at du bruger bekymringsbarometeret som et værktøj til at vurdere en situation eller leg, hvor et barn udviser en seksuel adfærd. Du kan finde det her.

Når Mimi Strange taler med pædagogisk personale eller holder oplæg, er det særligt frygten for at mistolke en situation mellem børnene, som fylder hos dem.

Hun får spørgsmål som: "Skal jeg blande mig i deres doktorleg? Er den adfærd, de udviser, alderssvarende?"

Ud over at blive helt skarp på bekymringsbarometeret og forskellen på den normative, bekymrende og skadelige seksuelle adfærd har Mimi Strange et andet godt råd til medarbejdere: Stå aldrig alene med tankerne.

"Det er vigtigt altid at få personalegruppens syn på en situation og bede dem vurdere, om det er noget, man bør reagere på," fortæller hun.

Generelt anbefaler Mimi Strange, at man kun skal blande sig, hvis situationen eller legen vurderes til at høre under den bekymrende eller skadelige seksuelle adfærd.

Men det kan være en god idé at have en strategi for, hvordan man som personale håndterer de helt normale situationer mellem børnene, forklarer hun.

"Det er en god idé jævnligt at tale om børnenes seksuelle adfærd i personalegruppen og gennemgå, hvad man skal gøre i situationer, som ofte opstår. Det kan for eksempel være, hvad man gør, når et barn gnider sig op ad ting," siger Mimi Strange.

Det er hendes opfattelse, at en stor del af det pædagogiske personale i dag har et godt vidensgrundlag om børns seksualitet. Men det problem, hun nogle gange ser, er, at det ikke bliver repeteret nok.

"Det er virkelig vigtigt, at personalet bliver ved med at tale med hinanden om forskellen på, hvornår børn leger noget, som er et udtryk for gensidig nysgerrighed, og hvornår legen er skadelig for den ene part," siger hun og fortsætter:

"Med den tilstrækkelige viden om børns seksualitet og forskellene på den normative, bekymrende og skadelige seksuelle adfærd kan personalet spille en stor rolle i forebyggelsen af overgreb og udvikling af en skadelig seksuel adfærd," siger hun.

Måske er du selv vidne til en leg, der går over gevind, eller også kommer et barn til dig og fortæller, at de har oplevet noget grænseoverskridende.

Uanset hvad fremhæver Mimi Strange vigtigheden af, at du ikke bliver berøringsangst over at tale med børnene om det.

”Jeg plejer at sige til det pædagogiske personale, at de skal forestille sig, at det handler om børn, som har været oppe at slås – tilgangen til samtalen er den samme. Spørg åbent ind til, hvad der er sket, og hvorfor det skete,” siger hun.

Samtidig er det vigtigt, at kollegaer, ledere og eventuelt en pædagogisk konsulent bliver orienteret om hændelsen, inden der bliver talt med børnene hver for sig. På den måde er der flere faglige perspektiver på, hvordan situationen bedst håndteres.

”Jo tidligere man opdager en grænseoverskridende adfærd, jo bedre kan man forebygge, at det i værste fald kan udvikle sig til overgreb. Ved at finde ud af, hvad baggrunden for opførslen skyldes, kan man nemmere få den rette hjælp til barnet,” siger hun.

Mimi Strange fortæller også, at personalet bør være opmærksom på, om barnet gentager den grænseoverskridende opførsel, selvom det bliver bedt om at stoppe. Hvis det er tilfældet, kan det være et tegn på, at barnet udviser skadelig seksuel adfærd.

Som nævnt tidligere skal du først drøfte hændelsen med kollegaer, ledere og eventuelt fagprofessionelle, inden du taler med de børn, som er involveret i situationer, hvor nogen har opført sig grænseoverskridende.

Hvis I vurderer, at situationen opfylder kriterierne for bekymrende eller skadelig seksuel adfærd, bør forældre til begge børn og myndigheder inddrages.

Det fortæller Mimi Strange.

"Man skal lave en underretning til kommunen, hvis man har set en bekymrende adfærd hos et barn over tid, og den ikke kan irettesættes," uddyber hun.

I de fleste tilfælde anbefaler Mimi Strange, at du fortæller forældrene, at der er lavet en underretning på barnet – medmindre der er mistanke om overgreb i hjemmet.

"Hvis bekymringen går på, at der er sket seksuelle overgreb i hjemmet mellem de voksne og et barn, så skal man ikke informere forældrene om underretningen," fortæller hun.

Der er heldigvis hjælp at hente både for de børn, som er udsat for overgreb, og for dem, som har en afvigende seksuel adfærd. Det er de fem regionale børnehuse, som står for behandlingen.

Du kan læse mere om din underretningspligt her.