Fra svingdørspatient til assistentelev: Hvorfor er min fortid et problem?

Jeg var 14 år, da jeg for første gang stiftede bekendtskab med psykiatrien. Jeg blev udredt for en depression og angst, og så blev det begyndelsen på seks år, hvor mit liv handlede om at overleve.

 Senere fik jeg også diagnoserne anoreksi, emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline) og for få måneder siden også ADHD. Sidstnævnt gav en længeventet forklaring på mange af de tanker og handlinger, jeg tidligere aldrig havde forstået.

Min første indlæggelse var i børne- og ungdomspsykiatrien. Jeg var alvorligt undervægtig og havde ingen sygdomsindsigt. Her mødte jeg en social- og sundhedsassistent for første gang. Dengang anede jeg ikke, hvor stor betydning netop den faggruppe senere skulle få for mit liv.

Min sygdom gjorde, at jeg måtte droppe ud af folkeskolen som 14-årig, og det var først som 20-årig, at jeg var klar til at færdiggøre 9. klasse. I mellemtiden boede jeg på flere bosteder, var utallige gange indlagt og kæmpede med selvskade og selvmordsforsøg.

Da jeg var 17 år, flyttede jeg på bosted. Opholdet blev begyndelsen på en endnu mørkere periode med gentagne tvangsindlæggelser, og jeg havde opgivet håbet om et normalt liv.

Senere blev jeg flyttet til et andet bosted. Allerede dagen efter stak jeg af og tog en overdosis. Jeg lå på sygehus med fast vagt, og endnu en gang var det en social- og sundhedsassistent, der sad ved min side. Vi talte kun kort, men mødet gjorde indtryk. Og det blev langt fra sidste gang, jeg mødte hende eller hendes kolleger.

I de ti måneder jeg boede på mit andet bosted, var jeg indlagt omkring 70 gange. Men midt i alt kaosset begyndte noget at ændre sig.

Social- og sundhedsassistenternes måde at møde mig på med omsorg, respekt og høj faglighed gjorde et uudsletteligt indtryk. Jeg sugede deres viden til mig og opdagede, at det var præcis det arbejde, jeg selv drømte om. Jeg forelskede mig i faget.

Jeg blev flyttet til endnu et bosted. Dét, der skulle blive mit sidste. Her fortsatte kampen længe, men i september 2025 begyndte jeg på FVU (Forberedende Voksenundervisning). På bare tre måneder afsluttede jeg 9. klasse, noget jeg aldrig havde troet var muligt.

I dag går jeg på grundforløb 2 til social- og sundhedsassistent.

Jeg har min egen lejlighed, og jeg lever et liv, jeg engang troede var umuligt. Jeg er gladere, end jeg nogensinde havde turde håbe på.

Min fortid er en del af mig, men den definerer mig ikke længere.

Den har tværtimod gjort mig til et menneske med stor forståelse for andre.

Jeg ved, hvordan det føles at være patient.

Jeg ved, hvor stor forskel en medarbejder kan gøre med få ord, et nærværende blik eller en respektfuld tilgang. Den erfaring tager jeg med mig ind i mit arbejde.

Men alligevel har jeg oplevet, at min fortid er blevet brugt mod mig.

Da jeg søgte elevplads, fortalte jeg ærligt om min baggrund. Til samtalen fik jeg at vide: "Det kan også blive farligt". Der blev sat spørgsmålstegn ved, om jeg kunne arbejde professionelt, fordi jeg selv havde været patient.

Vi taler konstant om manglen på social- og sundhedspersonale.

Vi taler om recovery og om, at mennesker med psykisk sygdom skal tilbage til uddannelse og arbejde. Men hvad hjælper alle de flotte ord, hvis vi lukker døren, når nogen faktisk kommer sig og er klar?

Måske har de ret i én ting: Jeg bliver aldrig den, der holder stor afstand til mennesker. For jeg ved, hvordan det føles at blive mødt af en kold stemme eller et menneske, der har glemt, at patienten først og fremmest er et menneske.

Til gengæld vil jeg gøre mit allerbedste for at blive en omsorgsfuld, nærværende og fagligt engageret social- og sundhedsassistent, som er god til at skabe relationer. Det er også professionalisme.

Heldigvis så en anden kommune mine ressourcer frem for mine diagnoser og gav mig en elevplads. De valgte at satse på mennesket frem for fordommene.

Desværre er jeg langtfra den eneste, der oplever, at en psykisk fortid bliver en barriere. Mange tidligere patienter ønsker at uddanne sig, arbejde og bidrage til samfundet, men bliver stadig mødt med en manglende tro på deres evner.

Derfor har vi brug for, at kommuner og arbejdspladser tør se hele mennesker. En diagnose eller en svær fortid fortæller ikke alt om et menneskes evner.

Tværtimod kan levede erfaringer være en styrke - især i et fag, hvor empati, relationer og forståelse er afgørende. Jeg ved, hvor stor forskel en samtale, et nærværende blik eller et menneske, der tror på én, kan gøre.

Derfor vil jeg bare slutte med et spørgsmål:

Er det virkelig et problem at ansætte mennesker med en psykisk fortid, eller er det i virkeligheden en ressource, vi som samfund er alt for bange for at bruge?

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk