Flere og flere bliver svindlet på nettet: Sådan undgår du at blive den næste

Colourbox

December er på trapperne, og det betyder, at årets Black Friday-handel skydes i gang. Desværre betyder det også, at udspekulerede IT-kriminelle sidder klar til at svindle dig, når du onlineshopper.

26. november

Black Friday er højtid for cyberkriminalitet, og i år er særlig slem.

Hver femte dansker har nemlig været udsat for svindel i forbindelse med onlinehandel. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland. Samtidig har Sparekassen Kronjylland oplevet en stigning på 50 procent i antallet af svindelsager sammenlignet med sidste år.

Fagbladet FOA har derfor samlet de bedste tips, om hvilke faresignaler du skal være opmærksom på, når du onlineshopper.

  1. 1

    Vær opmærksom på falske hjemmesider

    Et af svindlernes tricks i bogen er at stå klar med falske hjemmesider og fabrikerede e-mails, når store begivenheder som Black Friday går i gang. De kan kopiere velkendte hjemmesider og få dem til at fremstå ægte. Hvis du gerne vil være helt sikker på, at hjemmesiden er til at stole på, kan du slå den op listen over e-mærkede hjemmesider.  

  2. 2

    Brug betalingskort, Mobilepay eller lignende

    Når du betaler med mobilen, undgår du at dele kortoplysninger med webshoppen. Hvis du overfører beløbet ved hjælp af bankoverførsler, har din bank sværere ved at hjælpe dig, hvis det skulle vise sig at være svindel. Det skyldes, at din bank skal anmode modtagerbanken om at returnere pengene, men der er ingen garanti for, at de kommer retur. Det skriver Jyskebank.

  3. 3

    Brug din kritiske sans

    Er tilbuddet lidt for godt til at være sandt? Eller har webshoppen varer, som er udsolgt alle andre steder? Er der stavefejl? Spørgsmål som disse kan du stille dig selv, når du støvsuger internettet for gode Black Friday-tilbud. Hvis du er i tvivl om hjemmesidens troværdighed, kan du slå virksomheden op på forbrugeranmeldelsessider som Trustpilot. Husk altid at tjekke de dårlige anmeldelser først – mange svindlervirksomheder har forfalsket deres gode anmeldelser.

  4. 4

    Aldrig klik på tilsendte links

    Måske har du før oplevet at få en SMS fra PostNord om, at en pakke er kommet på trods af, du ikke har bestilt noget. Svindlerne udnytter nemlig, at mange shopper på nettet og kan derfor finde på at sende beskeder til din telefon eller e-mail, hvor de foregiver at være PostNord. Vær derfor meget opmærksom på beskederne, du modtager, og download i stedet PostNord-appen, hvor du kan følge din pakke.

  5. 5

    Dobbelttjek inden du godkender

    Selvom adrenalinen pumper til Black Friday, og du er ihærdig efter at afslutte handlen, så kig en ekstra gang, før du godkender med MitID. Læg mærke til, om eksempelvis beløbet eller navnet på hjemmesiden har ændret sig. Det er nemlig en udbredt taktik fra svindlerne at stresse forbrugeren, så de ikke når at tjekke efter, inden beløbet godkendes.

  6. 6

    Hold dig opdateret på de nyeste digitale trusler

    Forbrugerrådet Tænk har udviklet en gratis app ved navn Mit digitale selvforsvar, som løbende opdaterer, hvilke svindelnumre der er i omløb. Samtidig indeholder den råd og vejledning til, hvad du skal gøre, hvis du oplever svindel.

Hvordan bliver vi svindlet?

Cyberkriminelle bruger mange forskellige fremgangsmåder, når de svindler online. Der er dog to metoder, som går mere igen end andre.

Ved hjælp af phishing forsøger svindleren at stjæle dine personlige oplysninger og koder. Oftest lader svindlerne, som om de er fra banken, MitID eller Nets.

Det kan også være, at svindlerne udgiver sig for at være et pakkefirma, der har leveret en pakke. Disse beskeder indeholder oftest et falsk link, som de vil have dig til at klikke på.

Onlineshopping-svindel dækker over, at der oprettes falske hjemmesider, mails og beskeder, som tilbyder ekstraordinære priser eller produkter. Hvis du bliver udsat for svindel, risikerer du, at dine betalingsoplysninger bliver misbrugt, eller at du køber varer, som aldrig ankommer.  

Kilde: TV 2


Fagbladet anbefaler