Ulrich er rykket ind på alarmcentralen: Her bruger han sin 25 års erfaring

Ulrich Skaunborg beskriver paramedicinerens rolle i alarmcentralen som en ’schweizerkniv’, der kan være med til at løse et meget bredt udsnit af de opgaver, der skal løses. Allan Wahlers

Paramedicinere er begyndt at indgå fast i vagtplanen på alarmcentralen i Region Syddanmark. Ulrich Skaunborg er en af dem, og han har ikke fortrudt, at han sagde ja.

i dag kl. 10.34

I 2023 ændrede Ulrich Skaunborgs arbejdsliv sig fra godt til endnu bedre.

Som paramediciner havde han kørt ambulance i 25 år, og det fik ham til at slå til, da chancen for en ny udfordring bød sig.

Hans arbejdsgiver, Ambulance Syd, søgte nemlig paramedicinere til en stilling i hjertet af alarmcentralen – en jobfunktion, der skulle gøres permanent efter en forsøgsordning.

Der var en lidt underlig kultur førhen, hvor de praktiserende læger bare kunne bestille ambulancer, uden at der blev stillet spørgsmål

Ulrich Skaunborg, paramediciner

”Jeg synes, mit arbejde er kommet til at rumme mange flere spændende udfordringer,” siger han.

”Og så er det fantastisk, at jeg nu kun har dagarbejde efter så mange år med døgnvagter og nattearbejde på alle tidspunkter af året.”

Fuld koncentration

Ulrich Skaunborg bruger en god del af sin arbejdstid i den kommandocentral i Odense, der koordinerer ambulancer og sygetransporter i hele Region Syddanmark.

Her er han kollega med disponenter, der har et grundigt overblik over alle de køretøjer, der er til rådighed, og vagtlæger.

I et miljø af skærme og koncentration tager de imod de alarmopkald og forespørgsler om assistancer, der kommer i en lind strøm fra et område, der dækker over 12.000 kvadratkilometer og næsten 1,25 millioner indbyggere.

”Min primære funktion er at kigge på de ture, der bliver bestilt fra lægehusene rundt omkring. Bliver der anmodet om det mest velegnede køretøj, eller ville det være bedre med for eksempel en sygetransport,” forklarer Ulrich Skaunborg.

”Hvis jeg vurderer, at noget kan gøres anderledes, kontakter jeg lægehuset, som har bestilt turen, og får en snak om det.”

”En lidt underlig kultur”

Han fortæller, at hans jobfunktion allerede har haft en slags opdragende effekt på lægehusene i regionen, fordi de som regel ved, at fagligheden er i orden, når det er en paramediciner, der ringer:

”Der var en lidt underlig kultur førhen, hvor de praktiserende læger bare kunne bestille ambulancer, uden at der blev stillet spørgsmål.”

Ulrich Skaunborgs jobfunktion

Paramediciner-vagten i alarmcentralen koordinerer cirka 400 ture om måneden. Der er primært tale om sygetransporter fra lægepraksisser til sygehuse eller sygehuse imellem – 112-ture.

Stillingen er i Ulrich Skaunborgs tid gået fra at være besat af tre paramedicinere, der delte stillingen, som dækkede tidsrummet fra klokken 7 til 15 ind på hverdage, til i dag seks paramedicinere, som deler vagterne i alarmcentralen fra klokken 7 til 15 på alle ugens dage – og fortsætter funktionen fra akutbilen frem til kl. 20.

Paramedicinerne deltager også i diverse forskning, hvor de er med til at lokalisere steder i driften, hvor der kan optimeres. For eksempel er de i øjeblikket ved at analysere data fra 1.500 ture med patienter, der har uspecifikke brystsmerter – hvilken transport blev valgt, og var det rigtige valg?

Paramedicinerne har stadig fire ambulancevagter i løbet af en periode på seks uger for at holde rutinen ved lige.

Kilde: Ulrich Skaunborg

For eksempel har Ulrich Skaunborg netop været ude for, at en læge i Sønderjylland har bestilt en ambulance til en patient, der skal hentes på sin hjemmeadresse.

”Og så sagde lægen ovenikøbet til disponenten, at vi skulle vente 20 minutter, så patienten lige kunne nå hjem først,” siger han.

”Men det giver jo ingen mening, at patienten skal køres i en ambulance i dette tilfælde. Hvis patienten selv kan køre hjem, så kan han også køre på sygehuset, tænker man jo. Og så var det måske også et spørgsmål om, at de ikke ville have ham liggende i lægehuset i flere timer.”

I sådan et tilfælde kontakter Ulrich Skaunborg lægehuset og spørger mere ind til patienten – herunder sygdomsbillede, eventuelle symptomer og den behandling, lægen forestiller sig.

Sparrer undervejs

Alle de informationer bruger han også til en anden del af jobfunktionen, som handler om rådgivning.

”Når vi flytter patienter over i sygetransporter, så er det personale, der ikke har en sundhedsuddannelse – de har kursus i forflytninger og førstehjælpskurser, men de er ikke reddere. Så de skal have nogle, de kan kontakte og sparre med,” forklarer han.

”Det kan bare være et godt råd i forhold til den enkelte patient – for eksempel kan de også godt give ekstra ilt.”

Jeg skal stadig ud at se patienter i virkeligheden – det kunne jeg simpelthen ikke sige farvel til

Ulrich Skaunborg, paramediciner

Det sker også, at en patient bliver dårlig på vejen, og Ulrich Skaunborg skal vurdere, om det giver bedst mening at fortsætte til sygehuset i sygetransporten, eller om der skal sendes en ambulance ud for at møde vognen med patienten.

I de tilfælde nyder han godt af det præcise overblik, disponenterne har over, hvor alle udrykningskøretøjer i regionen befinder sig.

Og er der noget, han er i tvivl om, når det gælder behandlingen af patienterne, kan han altid spørge de læger, som også sidder fast i alarmcentralen.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

Den sidste, vigtige bestanddel i Ulrich Skaunborgs arbejdsliv handler om, at han stadig har et antal ’klassiske’ ambulancevagter hver måned.

”Det ville jeg slet ikke undvære, for det er det, der gør stillingen god,” siger han.

”Jeg skal stadig ud og se patienter i virkeligheden – det kunne jeg simpelthen ikke sige farvel til.”


Fagbladet anbefaler