Ord, du vil huske: Brinkmanns visdom om arbejdslivets balance
Dyk ned i de gode, sjove eller filosofiske citater fra manden, der kalder sig selv ’defensiv pessimist’
22. januar
På Fagbladet FOA varmer vi op til liveforedrag med Svend Brinkmann den 5. februar, hvor du kan opleve ham hjemme fra sofaen. Her vil han dele sine tanker og indsigter om at finde balancen mellem arbejdsliv og privatliv i en travl hverdag.
Hvis du stadig ikke har sikret dig en plads til liveforedraget ved navn ”Balance i arbejdslivet”, kan du gøre det her.
Svend Brinkmann er meget aktiv på sin Instagram @svendbrinkmann, hvor han blandt andet deler ud af ordsprog og andre kloge tanker. Du får her redaktions yndlings citater:
"Jeg siger ikke, at alting var bedre, da jeg var barn. Jeg siger bare, at vi ikke havde telefonen med i skole, for ingen ledninger var så lange."
6. marts 2024
"Fremover holder jeg børnene hjemme fra gudstjeneste. De skal under ingen omstændigheder udsættes for kønsforvirring ved synet af mænd i kjoler – endda finansieret af offentlige midler!"
18. marts 2023
"Du tror sikkert, det er løgn, men hvis du vælger gulerødder frem for fredagsslik, vand i stedet for kaffe, og bruger fuldkornspasta til din bolognese, er det faktisk muligt at reducere din livsglæde med helt op til 93%. God weekend!"
28. januar 2023
Generationsordbog:
Falde i staver = mindfulness for gamle mennesker.
Hittepåsomhed = innovation for gamle mennesker.
Søren Ryge = influencer for gamle mennesker.
Middagslur = silent retreat for gamle mennesker.
Noget værre rod = disruption for gamle mennesker.
Høflighed = wokeness for gamle mennesker.
Tegnsætning = emojies for gamle mennesker.
5. oktober 2024
Jeg forudser en stor fremtid for alle os hæmmede midtjyder, der kun nødtvunget har lært at kramme sent i livet og ikke engang bryder os om at røre ved vores egen numse.
28. april 2023
Hvis du tænker positivt hver eneste dag, arbejder hårdt, stræber efter at blive den bedste udgave af dig selv, omgiver dig med inspirerende mennesker og aldrig giver op, så er der ingen grænser for, hvor udmattet du kan blive.
8. januar 2023
Hvis du står tidligt op og begynder dagen med en lang løbetur i det friske havvand og en kop varm matcha te, kan du være helt sikker på, at din dag ikke kan blive værre, end den begyndte.
28. april 2022
Blå bog for Svend Brinkmann
Født d. 23. december 1975 i Herning.
Han har en ph.d. i psykologi og har arbejdet som professor på Aalborg Universitetet siden 2009.
Hans forskningsinteresser omfatter psykologiens filosofi, moralpsykologi, etik og kulturkritik.
Han har skrevet eller redigeret mere end 30 bøger og 200 artikler. Når han ikke skriver bøger, artikler, forsker eller holder foredrag, er han vært på podcasten ”Brinkmanns briks” på P1.
Kilde: Svendbrinkmann.dk