”For eksempel har jeg det sidste år været til tre bryllupper, og de to af dem lå i, hvad der tidligere ville have været min faste weekendvagt. Nu markerer jeg dem bare som ’hellig – bryllup’ i systemet, og så arbejder jeg for eksempel flere weekender i træk på et andet tidspunkt,” siger Trine Rønne Bak. 

I løbet af en periode på 12 uger skal Trine som social- og sundhedshjælper have ti vagter placeret i weekender. Til gengæld må hun markere otte dage som ’hellige’. I sidste ende kan lederen godt kalde medarbejdere på arbejde, men det har så vidt Trine ved ikke været nødvendigt, og indtil videre er skemaet altid gået op på planlægningsmøderne.

Nedsat sygefravær

Med projektet er sygefraværet i Distrikt Egevang faldet fra 5,04 sygedage i gennemsnit i 2022 til 3,48 i 2023. Men det er ikke kun sygefraværet, der er blevet bedre, fortæller Trine Rønne Bak. 

”Det har hjulpet helt vildt på arbejdsglæden. Det hjælper, at man selv har valgt det, når man for eksempel arbejder seks dage i streg – for så ved man, at man gør det, så man kan holde fri på nogle tidspunkter, der er vigtige for en. Man er meget bedre til at hanke op i sig selv og give den en skalle. Og så er det jo så fedt at pulje sin afspadsering,” siger Trine, som i sidste uge havde syv fridage i streg, fordi hun lagde sin afspadsering i forlængelse af nogle andre fridage. 

”Det var så dejligt,” siger hun.