Gert tog imod de royale, da prinsessen blev fejret - Men det er anden oplevelse, han husker klarest

Rådhusbetjent Gert Ring Nielsen har taget imod både kongelige, borgmestre og guldvindere – men én oplevelse skiller sig særligt ud.
16. april
Pladsen foran rådhuset i Aarhus summede af liv, da prinsesse Isabella skulle fejre sin fødselsdag i smilets by i sidste uge. Både pressen og aarhusianerne var mødt talstærkt op for at få et glimt af kongefamilien.
Over rådhuset vajede Dannebrog og foran den ikoniske bygning var den røde løber rullet sirligt ud. Og her stod rådhusbetjent Gert Ring Nielsen klar i fin uniform for at tage godt imod de royale gæster.
“Det skal jo se ordentligt ud, når der er fornemt besøg. Det er jo ikke hver dag, at de kongelige sådan kommer forbi,” siger han til Fagbladet FOA.

Meget mere end en “kransekagefigur”
Gert Ring Nielsen har arbejdet som rådhusbetjent i 26 år. Alligevel rammes han stadig af en særlig stolthed, når han står i døren ved sin arbejdsplads i sin uniform.
“Det varmer da, når man får lov til at stå derude. Der er noget stil over det. Og så er der virkelig noget at fortælle til konen, når man kommer hjem,” siger han, mens et smil breder sig over hele hans ansigt.
Selvom han med egne ord agerer “kransekagefigur”, når de vigtige gæster ankommer til rådhuset, er han dog langt fra kun til pynt på sine arbejdsdage.

Som rådhusbetjent hjælper han med en stor del af de opgaver, som får stedet til at løbe rundt. Blandt andet ved at agere vagt, hjælpe folk rundt på rådhuset og lave praktiske opgaver i forbindelse med bryllupper og større besøg.
Og så er han chauffør for borgmesteren og har også kørt rundt med de tidligere af slagsen som Flemming Knudsen fra Socialdemokratiet, Louise Gade fra Venstre, Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet og den nyligt afgåede Jacob Bundsgaard - også fra Socialdemokratiet.

Den største oplevelse
Med sine mere end 25 år i faget har Gert Ring Nielsen en del store oplevelser på CV’et. Der er dog én begivenhed, der står ekstra klart for den garvede rådhusbetjent.
Da håndboldkvinderne vandt EM-guld over Norge i 2002, blev de hyldet på rådhuset i Aarhus. Her var Gert Ring Nielsen med til at holde styr på dørene og lange fadøl over baren.
“Jeg kan huske, at hele rådhuspladsen var fyldt med folk, der hujede og heppede,” fortæller han.
På trods af at det var december, og temperaturen var lige omkring frysepunktet, kogte stemningen næsten over på pladsen foran rådhuset.
Der var mødt så mange mennesker op for at fejre gulddamerne, at vejen forbi rådhuset måttes spærres for at give plads til de aarhusianske håndboldentusiaster.
“Det var en helt særlig oplevelse. Stemningen var bare helt vild,” fortæller Gert Ring Nielsen.

Besøg af Ursula von der Leyen
Og hvad byder fremtiden så på? Ja, for nu ser rådhusbetjenten frem mod sommer, hvor rådhuset igen slår dørene op for særlige gæster - denne gang af international karakter.
I starten af juli overtager Danmark EU-formandskabet, og det bliver markeret i smilets by.
Derfor lægger statsminister Mette Frederiksen og den samlede danske regering vejen forbi Aarhus Rådhus, hvor de tager imod Europa-Kommissionen med Ursula von der Leyen i spidsen.
“Det bliver da også spændende,” siger Gert Ring Nielsen med et smil.