FOA i opråb: Ansatte i psykiatri og ældrepleje skal have ret til navnebeskyttelse
Flere medarbejdere oplever at blive opsøgt privat og udsat for vold og trusler af patienter eller pårørende. Derfor bør navnebeskyttelse være normen, mener FOA.
12. november
”Det normale bør være, at man ikke har sit navn synligt. Hverken på navneskiltet på sit tøj eller i de elektroniske journaler. For det er ikke rimeligt, at man som ansat kan risikere at blive kontaktet privat af borgere eller pårørende. Det kan i værste fald være farligt.”
Det mener formand for social- og sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen. Hun vil give ansatte i blandt andet psykiatrien og ældreplejen mulighed for at hemmeligholde deres navne.
I dag er der mulighed for, at man via MED-systemet kan beslutte at udelade efternavne på navneskilte, og det gør man i dag på seks ud af ti arbejdspladser, viser en FOA-undersøgelse. Men i patientjournaler fremgår medarbejdernes fulde navne stadig. Og det er altså for usikkert, siger Tanja Nielsen.
Nogle oplever vold og trusler
En ny undersøgelse blandt FOAs medlemmer i blandt andet ældreplejen, på hospitaler, i behandlings- og distriktspsykiatrien og i socialpsykiatrien viser nemlig, at 12 procent er blevet kontaktet og opsøgt privat på mail, sms, telefon eller Facebook.
11 procent har oplevet truende adfærd og trusler uden for arbejdspladsen. For ansatte i behandlings- og distriktspsykiatrien gælder det hele 28 procent.
1 ud af 25 er blevet opsøgt på deres private adresse mindst én gang.
Lige så mange har været udsat for fysisk vold fra borgere eller pårørende uden for arbejdstiden. Igen topper de ansatte inden for behandlings- og distriktspsykiatrien, hvoraf hele syv procent har været udsat for vold uden for arbejdstiden.
Endelig har 1 ud af 50 i undersøgelsen oplevet truende adfærd mod deres familie eller pårørende.
”Undersøgelsen er dybt ubehagelig læsning. Min største frygt, som jeg nok deler med de ansatte, er, at nogen skal komme til skade, for det kan være meget syge eller fortvivlede mennesker, som opsøger de ansatte. Navnebeskyttelse er et nødvendigt greb for at skabe større tryghed,” siger Tanja Nielsen.
Forsøgsordninger i gang
I en række regioner kører lige nu en forsøgsordning, hvor ansatte i en afgrænset periode over for en bestemt borger kan få sløret sit navn i elektroniske journaler, hvis den ansatte af en årsag føler sig utryg.
”Jeg ser frem til erfaringerne fra forsøgsordningen. Men jeg ville da ønske, at vi her og nu kunne indføre navnebeskyttelse for alle, der vil have det,” siger Tanja Nielsen.