Hannes mand kontrollerede alt: ”Det var som at være fanget i et edderkoppespind”

På et plejecenter i Grenå arbejder Hanne Laursen. Hun elsker at arbejde med mennesker og være omringet af kolleger, der gør det samme.

De dage hun ikke er på job, bruger hun på at tage den fleksible SOSU-hjælperuddannelse. For hun vil gerne have mere faglighed og vide, hvorfor man gør, som man gør.

”Jeg har virkelig fundet min hylde, selvom det er sent i livet,” siger hun.

Men denne artikel handler ikke om Hannes tur på skolebænken. Den handler om psykisk partnervold.

For ligesom hun har en mission om at blive bedre til sit fag. Har hun også en mission om at nedbryde et tabu.

”Der er så meget skam forbundet med at blive udsat for psykisk partnervold. Men vi skal turde tale højt om det,” siger Hanne Laursen.

Hun ved, hvordan det er at blive nedbrudt, kontrolleret og miste troen på sig selv. For hun har selv været i et ægteskab, hvor ydmygelse og jalousi var en del af hverdagen.

For at forstå, hvordan hun endte der, skal vi skrue tiden tilbage til 1985.

Dødforelsket i udlandet

Hanne Laursen er opvokset i en kernefamilie med tre søskende. Hendes far var læge, mens hendes mor passede børnene og hjemmet.

Da Hanne Laursen fik studenterhuen på, havde hun en plan – hun ville til udlandet for at samle point til at komme ind på musik på universitetet.

Så hun pakkede sin kuffert og fik gennem en veninde job på en restaurant i udlandet.

Arbejdet bød ikke kun på opvartning af gæster, det førte også til mødet med en mand, som slog benene væk under hende.

”Jeg blev dødforelsket i ham, og efter en måned flyttede jeg op i hans hus i en lille landsby i bjergene,” fortæller hun.

Kort inde i forholdet begyndte kontrollen.

Hun måtte ikke have nedringet tøj på, og hvis hun havde kjole på, skulle hun sidde med benene over kors.

”Han sagde, at andre mænd ville i seng med mig. Jeg betragtede det som en kærlighedserklæring. At han ville beskytte mig og forkæle mig. Jeg så slet ikke faretegnene, og blev mere og mere forelsket,” fortæller hun.

Droppede drømmen

Faktisk var Hanne Laursen så forelsket, at hun efter at være vendt tilbage til Danmark, hvor hun var kommet ind på musik på universitetet i Aarhus, droppede studiet og tog til udlandet igen.

”Jeg måtte tilbage til ham. Jeg var fanget i hans net. Det var som at være i et edderkoppespind, som lige så langsomt blev spundet omkring mig, uden at jeg lagde mærke til det,” forklarer hun.

Parret boede i en landsby, hvor kvinderne gik hjemme, hvilket Hanne ikke var uvant med. Hendes egen mor havde selv opgivet sin karriere for at gå hjemme med børnene. Men det skabte også et afhængighedsforhold.

”Jeg skulle have tilladelse af ham til alt, hvad jeg foretog. Når jeg var ude og mødes med andre, var det altid med en bagkant, for jeg skulle være klar med mad, når han kom hjem. Og jeg var totalt afhængig af ham økonomisk,” forklarer hun.

I hendes mands øjne var hun dårlig til alting.

”Jeg blev helt paranoid og blev i tvivl, om jeg gjorde tingene godt nok. Det eneste jeg vidste, at jeg var god til, var musik. Men jeg fik kun lov til at synge i kor, og måtte ikke synge duet med en mandlig sanger,” forklarer hun.

Utilregnelighed blev en altoverskyggende faktor i deres forhold. For selvom der også var gode perioder, vidste Hanne Laursen aldrig, hvornår en ny krise stod på spring.

En krise som typisk var antændt af jalousi.

”Han lagde tændstikker øverst på døren, for at se om jeg listede ud af huset om natten. Og han truede mig med at skære mig i ansigtet, hvis jeg var sammen med en anden, for så ville ingen mænd nogensinde kigge til min side igen,” fortæller hun.

Med andres øjne

Det skulle tage Hanne Laursen 30 år at bryde ud af ægteskabet. I mellemtiden havde parret fået tre børn.

”Det er jo vildt, at jeg blev i det så længe, men jeg blev indkapslet i en boble, og troede, at det var min skæbne,” fortæller hun.

Men med årene var hun så småt begyndt at overveje, om der var en anden måde at leve på.

Og det var en andens blik på hendes liv, der for alvor fik hende til at åbne øjnene for, at hun skulle se at komme væk.

”En kvinde, som kom i vores hjem, spurgte, om jeg var klar over, at jeg var en voldsramt kvinde. Jeg kunne ikke forstå, hvad hun mente, for jeg havde aldrig været på skadestuen. Men hun fik mig til at indse, at det, jeg blev udsat for, var psykisk vold,” fortæller hun.

Det blev springbrættet til, at hun sagde til sin mand, at hun ville skilles. En besked han ikke modtog med glæde.

Pakkede tasken

Hans jalousi eskalerede, og han nægtede at flytte ud af den lejebolig, de nogle år forinden var flyttet ind i. 

”Når jeg gik ud, forfulgte han mig, fordi han troede, at jeg havde en anden. Han ville finde den skyldige i, at jeg ville skilles,” fortæller hun.

Politiet, som kendte hendes mand fra nogle andre episoder, instruerede hende i, hvad hun skulle gøre, hvis han mistede fatningen. 

”Jeg skulle pakke en taske og sætte den hos en veninde, og jeg skulle have en taske med penge og bilnøgler i nærheden af mig hele tiden, så jeg hurtigt kunne komme væk,” forklarer hun. 

Fem måneder efter, at hun havde fortalt sin mand, at hun ville skilles, boede de fortsat under samme tag.

Men en dag modtog hun en sms fra sin dengang 15-årige datter, som satte skred i tingene.

”I sms’en skrev hun, at hun var sammen med sin far, og at han havde sagt: ”Jeg er godt klar over, hvad du og mor prøver på. I vil bare have mig ud af huset, fordi I vil åbne et horehus og have en masse mænd. Men jeg skal nok vise jer, hvad det er for et liv, I vil leve. Og det vil blive et helvede.” Det blev dråben,” forklarer Hanne Laursen.

Dagen efter kontaktede hun politiet, som hentede hendes mand og gav ham et tilhold mod at opsøge hende. 

Savnet efter Danmark

I de efterfølgende år gik både Hanne og hendes børn i terapi og fik psykologhjælp for at få bearbejdet det liv, de var kommet væk fra.

Hendes drøm var at tage børnene med hjem til Danmark, men så længe de ikke var myndige, skulle hun have sin eksmands tilladelse til at flytte dem ud af landet. Hvilket han ikke ville give.

Og da de omsider blev 18 år, følte hun, at det var for sent at tage dem væk fra deres fødeland. 

Først i 2023 - 11 år efter at Hanne Laursen forlod sin mand - vendte hun tilbage til Danmark.

Hendes yngste datter tog med, mens de to andre børn blev i udlandet, hvor den ene var i gang med en uddannelse, og den anden var blevet gift.

”Da jeg var sammen med min eksmand, og han tilsmudsede mig med sin galle, drømte jeg, at der kom en stor fugl og tog mig med til Danmark. Men nu var tiden kommet til, at jeg pakkede mine ting og fløj hjem,” forklarer Hanne Laursen.

”Det var svært at rejse fra børnene, men jeg kunne ikke blive længere i det land. Jeg ville tilbage til mine danske rødder.”

Hjemvendt til Danmark, arbejdede Hanne Laursen kortvarigt på et hotel i Grenå, men hun savnede kontakt med andre mennesker.

”Jeg snakkede kun med andre mennesker, når de hentede nøglen og afleverede den igen,” forklarer hun.

Derfor søgte hun job på et plejecenter og fik et ja.

Lær at opdage alarmklokkerne

Når hun møder andre kvinder både på sit arbejde og i fritiden, er hun åben om, hvad hun har været igennem. En åbenhed, der har vist hende, at hun langt fra er alene.

”Jeg kan ikke tælle på en hånd, hvor mange kvinder der har fortalt mig, at de har været ude for noget lignende. Det er måske ikke lige nu, men for 20 år siden eller noget der ikke var lige så langvarigt som mit,” fortæller Hanne Laursen.

Hun mener, at det er vigtigt, at vi taler mere om psykisk partnervold – både hvad man skal gøre, hvis man bliver udsat for det, men også hvordan man forhindrer at blive udsat for det.

”Jeg tror på, at man ikke skal skubbe det ind under gulvtæppet. Man skal have det bearbejdet sammen med nogle professionelle, for det er traumer, der ligger og ulmer,” siger hun,

”Jeg mener, at de unge skal undervises i, hvad der skal få deres alarmklokker til at ringe. Man kan jo være helt forblændet af forelskelse, så man finder på ting, der kan undskylde den andens opførsel. Men det er vigtigt, at man kommer væk fra sådan et forhold.”

Og så skal man huske at bede om hjælp.

”Det føles så ensomt og skamfuldt at være i sådan en relation, men man skal huske, at der er mange steder, man kan få hjælp. Og så er mit råd, at man skal have et sikkerhedsnet, når man bryder relationen, for man ved aldrig, hvordan den anden reagerer,” understreger Hanne Laursen.

I dag lever hun et liv som alle andre, men skylden sidder der stadig.

”Jeg har en skyld over for mine børn, fordi jeg valgte sådan en far til dem, men selvom det tog mig mange år at komme væk, har jeg også vist dem, at sådan et forhold skal man ikke blive i. Og jeg har vist mig selv, at jeg kan sige fra.”