Han mistede langsomt sin hustru til Alzheimers: Det var ikke kun sygdommen, der gjorde ondt
Da hustruen Inge fik Alzheimers, oplevede Flemming Østergaard, hvor stor forskel kendte ansigter gjorde. Sammen med social- og sundhedsassistent Josefine Nedenskov Christensen sætter han ord på et dilemma, mange familier og medarbejdere genkender.
10. juli
Flemming Østergaard kalder uden tøven de år, hvor hans hustru Inge var syg af Alzheimers de sværeste år af deres liv. Sværere end Inges to kræftsygdomme, sværere end hans egen kræftsygdom. Ja, det var sværere end, da han selv blev kørt ned og næsten mistede livet, men slap med seks åbne benbrud og otte måneder i kørestol.
”Jeg havde kun et perifert kendskab til Alzheimers sygdom, før den ramte Inge. Nu ved jeg, hvordan den på nogle dage blotter sine modbydelige skarpe tænder. Ikke kun over for hende, over for hele familien,” fortæller erhvervsmanden Flemming Østergaard, kendt som Don Ø og Parken-boss, i sin bog Det skal fandme være en god dag om de år, hvor han mistede Inge mere og mere til sygdommen.
Det begynder i 2021, da Inge fik sin diagnose og slutter kort før hun i april 2026 gik bort.
I årene imellem forsøgte parret at bevare hverdagen hjemme så længe som muligt. Men netop mødet med hjemmeplejen blev en øjenåbner for Flemming Østergaard. For selv om alle vidste, at Inge havde brug for tryghed og genkendelighed, oplevede han, at det var svært at få til at hænge sammen i praksis.
"Det fungerede ikke. Allerede den første tid kommer der 28 forskellige medarbejdere," fortæller han i Fagbladet FOA's podcast.
Forvirringen i Inges øjne
For Flemming Østergaard blev det hurtigt tydeligt, hvor afgørende de kendte ansigter var.
Det skal fanme være en god dag
”Det skal fandme være en god dag,” hedder bogen, der har fået fremragende anmeldelser, blandt andet fem stjerner i Kristeligt Dagblad. Navnet har den, fordi det altid har været den sætning, Flemming Østergaard er begyndt dagen på, men også fordi det var det, han insisterede på skulle præge hans og Inges sidste år sammen.
"Du kan se forvirringen i Inges øjne, når der kommer nye mennesker hele tiden," siger han.
"Du kan omvendt se glæden i hendes ansigt, når der kommer kendte ansigter."
Den oplevelse overrasker ikke social- og sundhedsassistent Josefine Nedenskov Christensen, der arbejder på det skærmede demensafsnit Toftebo i Herning Kommune.
Udmattede pårørende
"Hvis man har et menneske med demens, Alzheimers, er det så vigtigt, at man har en god relation, at de har tryghed, at de har tiden. At man har kontakt før opgaven med sig."
Hun fortæller, at hun ofte møder familier, der er helt udmattede, når deres pårørende flytter på plejehjem.
"Jeg bliver ked af det på medarbejderens vegne, for man føler sig helt utilstrækkelig, når man bliver kastet rundt."
Både Flemming Østergaard og Josefine Nedenskov Christensen understreger, at mange social- og sundhedsansatte har gjort en afgørende forskel for Inge og familien. Men deres samtale peger også på et dilemma: Hvordan skaber man den tryghed, mennesker med demens har brug for, når rammerne ikke altid gør det muligt?
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
