Når unges adfærd på nettet ændrer sig: Her er de røde flag, du skal kende

Hvad bør pædagogisk personale og forældre især være opmærksomme på, når det gælder børns og unges færden på internettet i dag?

”Det allervigtigste er at forstå, de unges online-liv og offline-liv ikke er to separate liv. Det er ét liv, som ikke kan adskilles fra hinanden,” siger Niels-Christian Bilenberg.

”Det er også vigtigt at forstå platformene. Og især vigtigt at forstå, at det ikke er platformene i sig selv, der er problematiske. Så du kan ikke alene ud fra apps på en telefon eller en computer konkludere, at den unge er på vej ind i et problematisk fællesskab. Du er nødt til at kigge ind bagved.”

”Du bør også være nysgerrig på de fællesskaber, den unge er en del af. Altså hvad det er, der sker på skærmen. Hvad det er for noget indhold, hvem de andre i fællesskabet er, hvilke normer og værdier fylder, og hvad deres fælles interesse er. Det er det, der egentlig er relevant,” siger han.

Hvilke advarselstegn kan indikere, at et barn eller en ung er ved at blive trukket ind i skadelige eller ekstremistiske onlinefællesskaber?

”Vi ser ofte nogle indikatorer i den fysiske verden. Derfor vil jeg starte med at kigge på den unges adfærd: om noget ændrer sig, om de trækker sig, om de bliver mere irritable eller triste,” siger han og fortsætter ind i den digitale verden:

”Det er vigtigt at lytte efter, hvad de siger. Hvis de pludselig giver udtryk for, at de endelig har fundet et sted, hvor nogen forstår dem og ser tingene rigtigt.”

”Hvis de begynder at tale om et ”os mod dem”, at piger er på en bestemt måde, eller at politikere altid lyver. Altså hvis det bliver meget sort og hvidt, rigtigt og forkert, bør det vække ens nysgerrighed,” siger han.

”Og selvom jeg starter ud med at sige, at platformen i sig selv ikke er problematisk, ved vi, at der er problematiske fællesskaber på dem. Så man kan godt lægge mærke til, om en ung går fra tit at vise sjove TikTok-videoer til slet ikke at vise noget. Vær nysgerrig på, hvad det er, der gør, at andre fællesskaber er interessante lige pludselig.”

”Det sidste røde flag vil være, hvis andre fællesskaber pludselig bliver mindre vigtige. Hvis dem, de plejer at hænge ud med, bliver mindre vigtigt, eller hvis fodbold ikke siger dem noget lige pludselig. Det er vigtigt at sige, at de ting jo går op og ned, men hvis det sker pludseligt, vil jeg være nysgerrig,” siger han.

Hvordan kan voksne tage en god samtale med børn og unge om deres liv på nettet uden at virke kontrollerende eller skabe mistillid?

”De skal først og fremmest være nysgerrige, før de kigger efter udfordringer. De skal ikke starte ud med at konkludere, at det, den unge laver, ikke er godt. Spørg i stedet: ”Hvad er det for noget? Det ser spændende ud.” Så anerkender man, at den unge er der af en grund.”

”Det kommer tit ud af et behov for at føle, at de hører til eller føler sig forstået. Eller hvis de bare har et behov for at få svar på et eller andet.”

”Og så er det vigtigt at stille spørgsmål, der åbner en samtale. Spørgsmål, der giver mulighed for at fortælle noget mere end bare ja eller nej,” siger Niels-Christian.

”Det handler om at have en samtale. Men derfor kan stilhed stadig være en god ting. For en samtale er svær at have, hvis man som voksen ikke giver mulighed for, at den unge kan tænke lidt, før de kommer med et svar. Så husk at lade den unge få tid til at tænke, før du stiller et nyt spørgsmål.”

”Og så kan man selvfølgelig bruge en aktuel sag som anledning til at snakke med dem om det. Så når der kommer noget i nyhederne om sagen i Hadsten, så brug den anledning aktivt til at spørge ind til, om de kender til den slags.”

Hvilke spørgsmål bør forældre og pædagogisk personale stille for at få en bedre forståelse af, hvilke fællesskaber et barn er en del af online?

”Først ville jeg starte helt overordnet med at spørge ind til fællesskabet. Hvem er det, du er sammen med online? Er det nogen, du også går i klasse med, eller er det nogen, du kun kender derfra?” siger Niels-Christian.

”Hvad betyder det fællesskab for dig? Er det vigtigt for dig at være en del af det? Er det vigtigt for fællesskabet, at du er der? Betyder du noget særligt for det fællesskab? Har du stødt på nogen der, der betyder noget særligt for dig? Og så selvfølgelig også, hvad de laver sammen i det fællesskab.”

”Mange af de her spørgsmål fungerer bare bedst der, hvor det er ufarligt at svare på dem. Det er nemmere at motivere de unge, hvis samtalen foregår i en kontekst hvor de ikke oplever at være under anklage, men hvor det bare er en mere generel samtale om det digitale,” siger han.

”Og så kan man til sidst få det til at handle om, hvad det gør ved dem. For eksempel: Ser du noget online, der får dig til at tænke anderledes om dig selv? Får dig til at tænke anderledes om det samfund, du er en del af? Støder du på folk, du er meget uenige med? Eller er der nogen, hvor du har fundet sandheden?”

Telegram er en krypteret beskedtjeneste a la Messenger, hvor du både privat samt i større og mindre grupper kan sende beskeder, dele nyheder og skrive holdninger.

Discord er også en krypteret besked-, lyd- og videotjeneste, som bruges af mange gamere til at tale sammen, mens man spiller computer.

På begge platforme findes der grupper, som man enten selv kan finde, eller som man skal inviteres til.

”Nogle grupper har officielle profiler på Snapchat eller TikTok, hvor de deler det, de kan få lov til derinde. Men derfra kan der godt være et link ind til en gruppe på Telegram, hvor man kan se en hel og ucensureret video,” siger Niels-Christian.

Og i de – ofte lidt større – grupper kan man som ung godt bare følge med. Men der findes tit mindre undergrupper, hvor man ikke bare kan få lov til at følge passivt med.

”Der skal man være en aktiv del af fællesskabet. Der er nogle trin, hvor du skal give mere af dig selv, jo voldsommere og mere intenst det bliver.”

Er der bestemte adfærd, som bør få alarmklokkerne til at ringe – og hvordan skelner man mellem almindelig teenageadfærd og noget, der giver reel grund til bekymring?

”Det er vigtigt at sige, at det at være grænseoverskridende eller undersøgende eller provokerende, det er fuldstændig naturlig menneskelig adfærd,” starter Niels-Christian.

”Men hvis det lige pludselig kommer til at fylde det hele. Hvis det altid handler om, at kvinder er dumme, at en bestemt befolkningsgruppe er det, eller at homoseksuelle er dit og dat. Så er der noget, der har rykket sig til at blive en overbevisning, man abonnerer på. Og så skal man selvfølgelig være bekymret.”

Hvad bør pædagogisk eller forælder gøre, hvis de bliver bekymrede?

”Først og fremmest skal de tale med deres kolleger. Og de skal forsøge at gøre det på en ikke-konkluderende måde. I stedet for at sige: ”Han virker radikaliseret”, kan de sige: ”Jeg har lagt mærke til, at han flere gange har delt videoer, som jeg bliver bekymret for.” Det kan jo være, at din kollega har set noget andet,” siger Niels-Christian.

”Derefter kan du godt tale med den unge om det. Men igen skal du være nysgerrig og blive på egen banehalvdel. Du skal undgå at konkludere, at der er noget galt. Du skal give den unge mulighed for selv at fortælle.”

Hvem kan du kontakte?

”Der findes mange gode steder, man kan kontakte. Vi har hos Center for Digital Pædagogik lige udgivet en rapport om unges risikoadfærd online. I den er der både viden og tips til, hvordan man tager samtalen. Vi har også et værktøj, der kan hjælpe til at kvalificere den bekymring, man måtte have,” siger Niels-Christian.

Andre steder at gå gen:

• Red Barnets SletDet-rådgivning
• Den lokale SSP-konsulent
• Hotline mod Radikalisering 
  • Tlf: 41 74 90 90
  • Telefontid: alle dage fra 8:00 til 22:00

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk