Da Buster blev terminal, rykkede pædagogerne ind: ”Vi vil gerne vise, at han har betydet noget for os"
Da en dreng i Børnehuset Køjevænget blevet erklæret terminal, kom de voksne til at spille en vigtig rolle i hans sidste tid. De besøgte ham på skift og sad på forreste række til hans bisættelse.
20. juli
En efterårsdag i 2024 sad tre-årige Buster i garderoben på Dragestuen i Børnehuset Køjevænget i Dragør. Han klagede over, at han havde ondt i hovedet og følte sig svimmel.
”Han virkede desorienteret, men han havde ikke slået sig. Jeg tænkte med det samme, at der var noget alvorligt galt,” fortæller pædagogmedhjælper June Hansen.
Børnehusets leder, Jette Sommer, afbrød med det samme det møde, hun sad i, og ringede 112, da hun kunne se, at Buster ikke kunne stå på benene.
”Han fik en is, og kom lidt til sig selv. Og jeg ringede til forældrene og sagde, at de skulle tage til Hvidovre Hospital, hvor ambulancen var kørt hen,” fortæller hun.
I ambulancen sad Buster spændt fast til en af pædagogerne. Under kørslen blev han ukontaktbar. Det var nu et spørgsmål om liv eller død.
Vi forklarede de andre forældre, at vi ikke også kunne rumme deres sorg. Så mange af dem sendte os et kærligt blik i stedet.”
June Hansen, pædagogmedhjælper, Børnehuset Køjevænget
Men Buster blev stabiliseret og overflyttet fra Hvidovre Hospital til Rigshospitalet, og da han vågnede næste morgen, var han helt sig selv igen.
”Han blev undersøgt for, om han havde epilepsi, men det var ikke der, forklaringen på anfaldene skulle findes,” fortæller Jette Sommer.
Det skulle vise sig, at det ikke var Busters sidste anfald, og at de voksne på Dragestuen skulle kom til at spille en vigtig rolle i det videre forløb.
Ville komme tilbage
I marts 2025 fik nu fire-årige Buster endnu et anfald, denne gang derhjemme. På en scanning kunne man se, at han havde en tumor, som efterfølgende blev fjernet.
I en periode levede alle i håbet om, at alt var fint igen. Men så kom svaret. Tumoren var ondartet og ville vende tilbage igen.
”Jeg kan huske, at forældrene ringede herned en fredag og sagde, at der ikke var noget at gøre. Den ville blive ved med at vokse,” fortæller Jette Sommer.
”Min reaktion kom for alvor, da jeg kom hjem fra arbejde den dag. Buster og jeg var hinanden meget nær. Det var mig, der havde kørt ham ind i børnehaven, vi lavede så meget fis og ballade, og vi elskede begge to neglelak,” fortæller June Hansen.
Med medicin forsøgte lægerne at holde tumoren nede, og familien undersøgte muligheden for at komme til udlandet for at få behandling.
Togbaner og småkager
Da Buster var frisk nok til at komme i børnehave igen, kom han der sammen med sine forældre. Det gik så fint, at de begyndte at snakke om, om han var blevet frisk nok til, at han kunne være der alene.
Men i november 2025 viste en scanning, at tumoren var vokset igen. Denne gang var den så stor, at Buster blev erklæret terminal.
Hurtigt fik Børnehuset Køjevænget sat en besøgsordning i værk.
”Han savnede os og ville meget gerne have besøg af de voksne fra Dragestuen. Det var det, han kunne overskue,” fortæller June Hansen.
”Når vi kom, stod han i vinduet og ventede på os. Det var ham, der skulle åbne døren og tage imod os.”
I begyndelsen besøgte de voksne fra stuen ham to og to, men de kunne mærke, at det var for meget. For Buster følte, at han skulle give begge lige meget opmærksomhed.
”Hele hans stue var indrettet med en Brio-togbane. Når vi kom, skulle vi lege med togbanen, og så havde han en dåse med småkager,” fortæller Jette Sommer.
”I juleferien, hvor vi havde ferie, kom vi også og var sammen med ham. Vi var hans venner.”
Drilleknuden
Selv kaldte Buster det for en drilleknude – et navn, som de voksne tog til sig.
”Vi fortalte de andre børn, at drilleknuden drillede så meget, at Buster ikke kunne løbe rundt, men at han ville komme over og sige hej til sine venner,” fortæller June Hansen.
”Han kom også og delte is ud til de ældste på stuen til sin fødselsdag, mens de andre var på legepladsen, så han kunne få noget ro. Han var så stolt og glad.”
På Dragestuen lavede børnene løbende videoer og tegninger til Buster.
”Han svarede altid med en hilsen fra sin hospitalsseng, hvor han kaldte os ’gamle jasser’,” husker June Hansen.
Men det var ikke kun Buster og hans forældre, som kom på besøg i børnehaven. Det samme gjorde hans storesøster.
”Vi blev hendes frirum, et slags helle, hvor hun kunne glemme alt det alvorlige og bare lege med de andre børn,” fortæller Jette Sommer.
Op på det røde værelse
Tidligere havde Børnehuset Køjevænget oplevet en del forældredødsfald, men det var første gang, at et barn var erklæret terminal.
”Vi var meget optaget af, at vi kunne være med til at gøre en forskel. Det var vigtigt for os, at vi var det ansvar bevidst,” fortæller Jette Sommer, som er uddannet sorg- og krisevejleder.
Kommunikationen til de andre forældre i en lille by som Dragør var altafgørende. Den skulle være så tydelig som muligt.
Og lige som med drilleknuden var det Buster, der gav dem ordene.
”Han havde sagt til sin mor, at han skulle op i Guds Hus i det røde værelse, hvor han skulle have sin togbane med. For nogle gange kan drilleknuden blive så stor, at det er bedre, at du kommer op i Guds Hus,” fortæller hun.
”Så vi skrev ud til forældrene, hvilke ord de skulle bruge. Det var ikke til diskussion – det var de ord, Buster selv brugte.”
Indstillet til pris
Busters mor indstillede de voksne fra Dragestuen til Politikens Pædagogpris 2026. I sin indstilling skrev hun blandt andet: "Dragestuen er et strålende eksempel på pædagogik, hvor menneskelighed står i centrum: En kombination af faglighed, fleksibilitet og omsorg!"
Det var en følelsestung tid, som påvirkede alle omkring Buster.
”Vores kollegaer hjalp os igennem det. Ingen brokkede sig over, at vi gik fra for at besøge Buster. Alle bakkede op om det. Og vi vidste, at vi altid kunne ringe til hinanden, hvis vi lige havde brug for en snak,” siger June Hansen.
”Det var drønhårdt. Vi forklarede de andre forældre, at vi ikke også kunne rumme deres sorg. Så mange af dem sendte os et kærligt blik i stedet.”
Den sidste uge af Busters liv var han sengeliggende og havde ikke noget sprog.
”Det var heldigvis meget kort tid, at han var rigtig dårlig,” fortæller Jette Sommer.
Den 20. februar 2026 døde Buster fem år gammel.
Regnbuehilsen
Til bisættelsen var der på forreste række i den propfyldte kirke reserveret plads til alle de voksne fra Dragestuen.
”Kirken var fyldt med Gurli Gris-, Bluey- og regnbueballoner. Det var en fest, hvor vi skulle hylde Busters liv,” fortæller June Hansen.
”Jeg havde set ham i kisten, så jeg vidste, hvordan han så ud. Han var så fuld af liv og spilopper. En rigtig spasmager, som elskede regnbuer, og da hans mor holdt sin tale, strålede regnbuen ind gennem vinduet. Og jeg tænkte: 'Nå, der var du',” fortæller Jette Sommer.
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
For June Hansen betyder det meget, at hun måtte være så stor en del af Busters sidste tid.
”Jeg er meget rørt over, at familien havde lyst til at invitere os ind i deres hjem med et døende barn. At de havde modet og lysten til at dele sorgen med os,” fortæller hun.
Flere af børnene fra Dragestuen har været med oppe at besøge Busters grav. Og når børnene fra stuen savner ham, snakker de om, at han nu sidder og leger med sin togbane oppe i Guds Hus.
”En af pigerne har spurgt, om der mon også er plads til hendes morfar oppe på Busters værelse,” fortæller Jette Sommer.
Har stadig sin garderobe
Ude på legepladsen ved Børnehuset Køjevænget står et æbletræ til minde om en pige, der for mange år siden druknede under en sommerferie.
Efter ulykken forærede pigens forældre træet til institutionen, og da institutionen flyttede adresse blev træet gravet op og taget med.
På samme måde har Buster sit billede hængende inde på Dragestuen, og han har bevaret sin garderobeplads, hvor der er et foto af ham. Her lægger hans søster sin jakke og taske, når hun kommer på besøg.
”Vi vil gerne vise, at han stadig er her, og at han har betydet noget for os,” fortæller Jette Sommer.
”Du kan ikke lade være med at smile, når du går forbi hans plads og ser hans ansigt,” siger June Hansen.
