Hos Jytte vender tidligere dagplejebørn tilbage med deres børn: "Det er mit liv, det her"

Jytte Kristensen går ind i hønsehuset. Hun tager en af de brune, bløde høner op, bærer den ud til børnene og sætter sig på hug.

Nænsomt aer Melli og Leander på to år og Carla og Martha på et år hønens fjer. På ryggen, på brystet. Helt forsigtigt. De kalder den bare Høne, men de ved præcis, hvad Høne kan lide. Og hvad hun ikke kan lide.

”Jeg gør bare det, jeg altid har gjort,” siger Jytte Kristensen, der bor i Arden i Mariagerfjord Kommune og har set børnesynet skifte og pædagogiske tendenser komme og gå.

Men Jytte har ikke lavet meget om i sit eget børnesyn her i dagplejen, som hun har drevet i snart 50 år. Næsten lige så længe som dagplejen har eksisteret som institution i Danmark. Den fylder 60 år i år.

”Jeg ser på barnet. Og jeg ser på, hvad barnet har brug for. Det har jeg altid gjort, og jeg elsker det. Jeg går aldrig på pension, det har jeg også sagt til min leder.”

Familierne kommer tilbage

Hun griner, da hun siger det. Hun bruger Rold Skov i baghaven, når de skal ud at se på planter og fugle.

Den lille bakke i haven er deres motorikbane, hvor de ruller ned, kravler op, for så at løbe ned igen. De fodrer hønsene og laver café i sandkassen.

Andre dage laver de knap så meget, måske fordi et af børnene har sådan en dag.

”Det at kunne bestemme selv, og at det er en lille gruppe, giver så mange muligheder. Vi kan gå ud, når vi har lyst og ind igen, når vi har lyst. Og vi kan helt lade være med dagens program, hvis der er brug for det.”

Det er den tilgang, der har fået familier til at vende tilbage til Jyttes dagpleje gennem generationer.

Blandt dem Allan Brøns Vadum, der i dag er 38 år og far til tre børn på 13, otte og fem år. Han gik selv hos Jytte som barn, og da han senere skulle vælge dagpleje til sine egne børn, var han ikke i tvivl.

”Lige så snart de blev født, har jeg kæmpet for at få billet ind hos Jytte.”

Rammer og forståelse

For Jytte er populær. Hun har stort set aldrig en ledig plads, og ofte er det dagplejebørnenes yngre søskende, der fylder pladserne ud.

”Jytte har faste rammer. Hun har masser af kærlighed, men jeg fik konstateret ADHD senere i mit liv, og det forklarer måske, at jeg altid har testet grænserne. Det har hjulpet mig, at man kender reglerne hos Jytte. Samtidig er hun fuld af forståelse og rummelighed, når man har brug for det.”

Den tilgang har været vigtig for ham i hans liv, mener han. Pejlemærker, rammer og rutiner, men også en forståelse for, når han har haft brug for noget andet.

”Jeg bruger det også med mine egne børn. Hvornår skal jeg være lidt firkantet, og hvornår skal man sige, at det kan jeg godt forstå? Den balance har Jytte altid været vildt god til.”

En hjælpende hånd

Måske er det derfor, alt bare glider. Når børnene skal indenfor, og alle selv prøver at få tøj og sko af. Nogle med lidt hjælp fra Jytte, der på mystisk vis altid er der, hvor der er brug for en hånd.

”Hvor har du pålægget? Er det smuttet med ind i din mund?” spørger Jytte, da de spiser frokost, og Martha griner. Det var da mystisk.

Senere hjælper børnene med at rydde op. Dukkesagerne skal i kassen, så der kan blive plads til middagslur. Én efter én kommer de med tingene. Melli samler det sidste op. Leander tager en bog. Martha bliver ked af det, og Jytte tager hende i hånden.

Der er ingen store armbevægelser og ingen irettesættelser. Da køen til bleskift bliver afbrudt af, at Melli ikke rigtig har lyst, venter hun bare, indtil Melli kommer tilbage af sig selv.

Sukkerpolitik og kakaomælk

Noget har dog ændret sig, siden Allan gik her selv. Sukkerpolitikken for eksempel.

”Jeg kan da huske, at jeg både har fået is og kage. Og kakaomælk var der hver dag. Den måde, kakaopulveret opløser sig i mælken på, er næsten et kerneminde for mig.”

Også børnegruppen har ændret sig. Da hun begyndte som dagplejer som 19-årig, havde hun børn fra tre måneder og helt op til 10 år ud over sit eget barn. De ældste fulgte hun i skole, mens de yngste lå i barnevognen. 

Det er mit liv

Oprindeligt ville hun være lærer, men dagplejen fik sit tag i hende fra første dag, hvor hun altid har forsøgt at udvikle sig fagligt.

Tidligere professor Bente Jensens bog ’Udsatte børn i dagplejen’, står på hylden, og gennem årene har Jytte ofte haft børn med særlige behov.

”Så bruger jeg den første tid på tryghed. ’Sid her hos mig, mit hjerte slår også for dig’. Først når barnet er trygt, kan vi arbejde videre.”

Med hvert barn er der noget nyt på spil, siger hun og slår ud med armene.

”Det er mit liv, det her. Jeg får 20 krammere om dagen og den kærlighed, som børn giver.”

Hun kalder børnene benzin på motoren. Om morgenen, for eksempel, når de kommer løbende ind med alt det, de finder på.

”Det giver så meget lyst til at give lige så meget tilbage. Børn er ærlige. De siger, hvad de tænker, og de gør, hvad de har lyst til. Jeg har sagt det til min leder: Jeg stopper først, når jeg bliver 100.”