Camilla blev fyret, da hun kæmpede mod brystkræft: "Jeg blev rasende og ked af det"

"Man går jo fuldstændig i sort. Det er ens værste mareridt. Jeg var så bange for, at min niårige søn skulle miste sin mor," fortæller Camilla Sloth Jensen om, hvad der gik gennem hendes hoved, da hun sidste år fik konstateret brystkræft for anden gang.

Én tanke strejfede hende dog ikke: at hun kunne miste sit arbejde, fordi hun var alvorligt syg. 

Alligevel var det præcis det, der skete. Og det blev til en kamp, som kom til at fylde en stor del af hendes sygdomsforløb.

Og selvom Mariagerfjord Kommune, hvor Camilla var ansat som omsorgsmedhjælper, i princippet havde ret til at afskedige hende, er hun stadig målløs og dybt skuffet over den måde, hun oplevede at blive behandlet på under sit sygdomsforløb.

Indkaldt til samtale

Da Camilla for anden gang blev syg med brystkræft, havde hun arbejdet på Botilbud Skivevej i ni år, hvor hun arbejdede med voksne med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. Et job, hun var meget glad for.

”Borgerne kommer jo virkelig ind under huden på en. Man bekymrer sig om dem, og jeg gjorde en dyd ud af at arbejde med mennesker, der er i en anden position end mig selv,” fortæller hun.

Da Camilla første gang fik brystkræft i 2016, arbejdede hun som teamleder på Molslinjen. Hun fortæller, at hun gennem det sygdomsforløb blev mødt med forståelse og opbakning fra sin arbejdsplads.

Derfor kom det også meget bag på hende, da hun kort tid efter sygemeldingen sidste år, modtog en indkaldelse til fastholdelsessamtale med sin leder.

Fagbladet FOA har fået aktindsigt i Camilla Sloth Jensens sag, og i det brev hun modtog i sin e-Boks den 7. august 2025, står der, at hun skulle kontakte sin leder senest dagen efter.

Samtidig fremgår det, at formålet med samtalen var at drøfte hendes situation og undersøge mulighederne for at få hende tilbage på arbejde hurtigst muligt.

Camilla fortæller, at hun godt ved, at indkaldelsen til samtalen sikkert er en del af kommunens faste procedure. Men tidspunktet gjorde den svær at modtage. Bare 14 dage tidligere havde hun fået fjernet sit bryst og stod over for at skulle begynde i kemobehandling. Noget hendes leder var orienteret om.

”Jeg tror egentlig, at jeg var lidt uforstående. Jeg følte, at jeg kæmpede for mit liv og lige pludselig skulle tage stilling til noget, der føltes så ubetydeligt, som arbejde gjorde på det tidspunkt.”

”En skændsel”

Efterfølgende bliver Camilla kaldt til endnu en fastholdelsessamtale og i november modtager hun et brev om, at hun skal møde til afklarende samtale på rådhuset. I brevet står der, at samtalen blandt andet skal afklare, om Camilla kan vende tilbage til arbejdet inden for kort tid, eller om hun skal afskediges. Samme dag modtager hun en påtænkt opsigelse.

Til samtalen fortæller Camillas leder, at hun er meget tilfreds med Camilla som medarbejder og derfor vil overveje at trække opsigelsen tilbage, hvis hun kan starte på fuld tid den 1. april 2026 og uden nogen form for hensyn.

Det har Camilla svært ved at forstå. Hendes leder var på det her tidspunkt klar over, at Camillas læge vurderede, at hun først fra 1. marts 2026 kunne begynde en gradvis tilbagevenden til arbejdet med fem timer om ugen.

Sammen med FOA foreslog Camilla desuden forskellige muligheder for en gradvis tilbagevenden. Blandt andet foreslog hun at udføre hjemmearbejde eller at bruge en del af sin ferie for langsomt at vende tilbage til arbejdspladsen. Ifølge Camilla blev forslagene enten afvist eller ikke kommenteret af kommunen.

”Jeg synes, det er en skændsel, at man kan finde på at presse en syg medarbejder til at vende tilbage til arbejdet. Hvis jeg var begyndt på fuld tid på det tidspunkt, var jeg gået helt ned. Så havde de stået med en ny sygemelding,” siger Camilla.

Hun fortæller desuden, at hun på det tidspunkt intet immunforsvar havde, og at det derfor kunne være farligt for hende at vende tilbage til arbejdet.

I slutningen af januar 2026 får Camilla forebyggende fjernet sit andet bryst. I februar fortæller hun sin leder, at hun stadig ikke er klar til at vende tilbage til arbejdet. De aftaler at tale sammen igen, men opkaldet kommer aldrig.

I stedet modtager Camilla i marts et brev i sin e-Boks. Her står der, at det ikke vurderes relevant, at hun vender tilbage til sin stilling, fordi Camilla har fortalt, at hun ikke er i stand til at varetage sit arbejde.

En tom følelse

Camilla Sloth Jensen fortæller, at hun efter fyringen sad tilbage med en tom følelse af, at hun gennem 9 år havde været klar til at hjælpe, når det var presset på job, men at hverken kommune eller ledere, stod klar til at hjælpe hende, da hun selv fik brug for det.

”Jeg tænker tit, at der kommer ikke nogen, og takker dig. Man finder virkelig ud af på den hårde måde, at man ikke er uundværlig."

For Camilla kom fyringen på et tidspunkt, hvor hun allerede kæmpede med de forandringer, kræften havde skabt. Hun havde fået fjernet begge sine bryster og mistet sit lange mørke hår, og da hun også mistede sit arbejde, oplevede hun, at endnu en del af hendes identitet forsvandt.

”Jeg havde gået og tænkt: 'Om lidt skal jeg tilbage på arbejde, og så bliver jeg Camilla igen.' Derfor blev jeg både deprimeret, ked af det og vred, da jeg mistede mit arbejde. Jeg følte mig virkelig dårligt behandlet.”

Kritiserer kommunens håndtering

Peter Bech Christensen, der er fagpolitisk leder i FOA Nordjylland, er rystet over Camilla Sloth Jensens sag og den måde, hun er blevet behandlet på. Han peger på, at sagen er et eksempel på et grundlæggende problem i den måde, man behandler alvorligt syge medarbejdere.

"Kommunen taler meget om, at vi skal passe på vores medarbejdere, og at vi skal have et godt arbejdsmiljø. Det er værdier, som de fleste kan blive enige om. Men når vi står i en situation med alvorlig sygdom, er det desværre alt for ofte økonomien, der vejer tungest,” siger han,

Han har selv været inde over Camillas sag og kritiserer samtidig kommunen for at afskedige en erfaren og vellidt medarbejder, som gennem mange år har opbygget tætte relationer til borgerne og deres behov. Noget der ifølge ham er svært at erstatte.

En ny start

I dag er Camilla kræftfri. Snart begynder hun i et nyt job, og hun glæder sig til igen at bruge sin faglighed og komme videre efter sygdomsforløbet. Men selvom hun er klar til at se fremad, er der én ting, hun har lovet sig selv.

”Jeg skal aldrig arbejde i Mariagerfjord Kommune igen. Aldrig.”