Borgerne ved ikke, at Kurt er homoseksuel: "Jeg vil ikke risikere den gode relation"

På et socialpædagogisk center i Jylland er arbejdsdagen ved at være slut for social- og sundhedsassistenten Kurt Vandborg.

”Skal du hjem til din kone og børn nu?” spørger en borger.

Kurt trækker på smilebåndet. Borgeren ved ikke, at en kone får han aldrig.

”Nej, jeg er faktisk bare mig selv,” svarer han høfligt.

Kurt har snart været i social- og sundhedsfaget i over 10 år. Men én ting har han aldrig fortalt de borgere, han møder i sit job:  At han er homoseksuel.

”Det er ikke fordi, at jeg skammer mig over min seksualitet, at jeg ikke fortæller det. Men det handler om, at jeg ikke har lyst til at risikere at miste den gode relation til borgeren, hvis det ikke bliver taget godt imod,” fortæller han.

Valget om at holde sin seksualitet tæt ind til kroppen, var noget den 30-årige esbjergenser besluttede sig for i sin elevtid.

Havde selv fordomme

Da 18-årige Kurt var i sin første praktik som social- og sundhedshjælper i ældreplejen, oplevede han for første gang, hvordan det at være mand kunne have en indflydelse på arbejdet med borgerne.

”Der var nogle beboere, som ikke ville have min hjælp, fordi jeg er en mand,” siger han.

Og endnu mere kompliceret blev det, da han under uddannelsen til social- og sundhedsassistent et par år senere sprang ud som homoseksuel.

”At jeg både var mand og homoseksuel, tænkte jeg kun ville gøre relationen med borgerne endnu mere udfordrende,” fortæller Kurt.

Det var kun en håndfuld kollegaer, som kendte til Kurts seksuelle orientering, og når borgere spurgte ind til hans privatliv, veg han udenom spørgsmål, der handlede om kærester.

Det var kun en håndfuld kollegaer, som kendte til Kurts seksuelle orientering, og når borgere spurgte ind til hans privatliv, veg han udenom spørgsmål, der handlede om kærester.

”Jeg følte mig tryg i at have den distance til borgerne, fordi det også var en måde at passe på mig selv på,” siger han og fortsætter:

”Det var egentlig ikke, fordi jeg nogensinde hørte borgerne sige noget grimt om homoseksuelle. Men jeg havde selv nogle fordomme om, hvad de ville tænke om mig, hvis de vidste, jeg er til mænd.”

Da Kurt blev færdiguddannet social- og sundhedsassistent, sagde han farvel til ældreplejen og goddag til jobbet i psykiatrien.

Med brancheskiftet har også fulgt en ny hverdag, hvor Kurt for alvor har lagt øre til de voldsomme holdninger, borgerne kan have til homoseksuelle.

Den kollegiale støtte er altafgørende

På det socialpædagogiske center, som Kurt arbejder på nu, har han med mennesker, der kæmper med misbrug, psykiske diagnoser og hjemløshed at gøre.

”Jeg elsker mit arbejde, og den forskel jeg gør for borgerne. Men det er også en type mennesker, som ikke lægger skjul på deres holdninger,” fortæller han.

Engang har en borger sagt til ham, at ’homoseksuelle ikke burde eksistere’ og en leder har sågar skærmet ham fra et borgerbesøg, fordi han vidste, at den pågældende borger ikke lagde skjul på, hvad han syntes om homoseksuelle.

”I begyndelsen føltes det ubehageligt, når jeg hørte sådanne ting, og jeg fik lyst til at forsvare min seksualitet. Nu tænker jeg ikke så meget over de kommentarer, der kan komme en gang imellem fra borgerne. Og hvis noget går mig på, taler jeg med mine kollegaer om det,” fortæller Kurt.

Den kollegiale opbakning betyder meget for Kurt, og de fleste på arbejdspladsen ved også godt, at han er til mænd.

Men det at være ærlig overfor kollegaerne, er ikke det eneste, som hjælper ham med at stå fast, når de negative kommentarer kommer.

”Jeg tænker meget over forskellen på at være personlig og privat. Jeg kan sagtens danne en god relation og få et tillidsbånd med borgerne, uden at de kender til min seksualitet.”

Der er stadig noget at kæmpe for

På sit håndled har Kurt en tatovering, hvor der står ’love wins’ efterfulgt af et lille regnbueflag.

Den minder ham om, at han har ret til at elske, hvem han vil. Men når han er på arbejde, er tatoveringen dækket af hans ur.

For selvom han føler sig komfortabel i, hvem han er, mener han stadig, at der i de mindre byer mangler noget rummelighed.

”Jeg føler ikke, jeg skal lægge låg på mig selv, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt kan udleve den, jeg er,” siger han.

Kurt håber på, at det en dag ikke føles nødvendigt at ’springe ud’ som homoseksuel.

At andre folks seksualitet slet ikke er noget, man behøver at have en holdning til.

”Vi skal respektere og acceptere hinanden og stoppe med at spørge andre, hvem de går ind soveværelset med,” siger han.